Tatoveringer skal tones ned, hvis læreren vil have umiddelbar autoritet - i hvert fald over for forældre. Men blandt elever kan synlige tatoveringer give læreren autenticitet.

Sådan lyder det fra tidligere lærer og nuværende selvstændig, cand.pæd.psych. og ph.d. Rasmus Alenkær, som holder kurser over hele landet om skoleudvikling. Han mener, at det er omkring ti år siden, at samfundet begyndte at acceptere tatoveringer. Men først nu begynder udsmykkede arme og ben at vise sig i klasseværelserne.

»Nogle voksne skal lige sluge det. Men det, jeg oplever hos børnene, er, at de ikke lægger mærke til det. De er i højere grad vokset op med det«, siger Rasmus Alenkær.

Tatoveringer på lærerværelset - vis din egen frem

Autoritet

Han mener, at tatoveringer byder på flere udfordringer for lærerne, som er rollemodeller og dermed også bruger en rolleuniformering.

»Man er nødt til at nedtone særpræget, hvis man vil have autoritet. Der findes undersøgelser af, hvad der autoriserer andre mennesker. Konklusionen er, at jo mindre privat man er, jo nemmere er det at forstå den rolle, man har. I den sammenhæng er tatoveringer et selvidentifikationsmærke«.

Men Rasmus Alenkær understreger, at det kan være svært at generalisere, når det kommer til forholdet mellem lærere og elever.

»På den anden side er der blandt børn en meget stor higen efter, at de, de omgiver sig med, er autentiske. Det vil sige, at hvis du er en type, der godt kan lide at udsmykke dig, så opfatter børnene det som noget utroligt behageligt. En lærer kan signalere, at han er en ægte type, og børnene kan lide det, fordi de ved, hvor de har ham. Så der er et skisme mellem autoriteten og rolleuniformeringen, som er interessant, og som er svær at generalisere om«.

Farver fjerner fokus

»Jeg tror, at man generelt er der, hvor man skal nedtone tatoveringer lidt«, siger Rasmus Alenkær.

Han fik sin første tatovering, da han endnu var lærer - i dag er tusserne krøbet langt ned på underarmen.

»Jeg har tit stået med en T-shirt på og en jakke, og så er det blevet for varmt - så har jeg undskyldt og sagt, at jeg er ked af, at der er blæk på armene. Men folk er ligeglade. Selv når jeg står på en kristen friskole, lægger de ikke mærke til det. Men det er svært at forudsige, hvornår det er et forstyrrende element«.

»Som lærer ville det eksempelvis være i en svær forældresamtale. Der kan det unikke særpræg tage så meget fokus og skabe nogle forventninger hos dem, man snakker med, så der ville jeg nok foretrække, at man nedtonede det lidt«.

»Men jeg ser ikke tatoveringer som noget andet, end at man tager en T-shirt på, en brille eller et smykke - eller tænker over, hvor dyb en udskæring man vælger, som kvinde. Der er ingen forskel på, om man har en tatovering, eller man går ind i klassen i en tanktop - det er alt sammen noget med, hvad man vil skabe fokus på i situationen«.