Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Håret faldt af, og jeg havde migræneanfald flere gange om ugen. Jeg sov elendigt og blev i større og større grad en udgave af mig selv, jeg ikke kunne lide. For jeg vrissede af kollegaer og børn og gik rundt med en tordensky over hovedet og i maven. Jeg ville det hele og kunne ingenting. Det er to år siden nu. 

Det blev sommerferie, og jeg krydsede fingre for, at det bare var en pause, der skulle til. At om lidt ville alt blive godt igen. Så blev det december og om muligt endnu værre. 

Jeg sagde op og forlod folkeskolen. Fik job på en lilleskole med færre end 100 elever og korte skoledage. Hvilket helt automatisk betød, at jeg arbejdede på nedsat tid.

Her var der forældre og børn, som havde valgt et skolesystem til. Der var børn, der gerne ville i skole, og nærmest ikke ville hjem igen. Der var børn, der legede alt ind og blev dygtige og kloge, fordi de gerne ville – ikke fordi der var et system, der sagde, de skulle.

I et stykke tid svælgede jeg i mine nye elevers nysgerrighed og videbegær, men samtidig gjorde det næsten ondt i folkeskolelærer-sjælen. For hvordan kan det være, så mange børn i folkeskolen er kede af at være der? Og hvorfor er så mange lærere det også? 

Har I plads til mig? 

Blev jeg gladere, sov jeg bedre, havde jeg mindre hovedpine? Ja, for en stund. Men græsset er ikke altid grønnere på den anden side. Nogle gange er det bare en anden nuance.

Men jeg kunne mærke, at det nye job ikke var det rigtige. Så efter ti måneder stod jeg på min gamle arbejdsplads og spurgte, om de havde plads til mig. I første omgang blev det i et vikariat indtil sommerferien, for jeg var stadig i tvivl, om jeg ville tilbage eller om mit virke som lærer i folkeskolen var slut. 

Men selv som vikar er det nærmest umuligt ikke at skabe relationer til eleverne. Og efterhånden faldt snakken også på, om jeg ikke ville blive. Både fra kollegaer, forældre og elever kom spørgsmålet, om de ikke også skulle have mig næste år? Og jo, det ville jeg gerne, men det skulle være på en anden måde. 

En nej-sombrero 

Hvis jeg skulle blive, var det vigtigt for mig, at jeg havde en klar aftale med ledelsen om at tage nej-hatten på en gang i mellem. Og måske ikke bare en hat, men en sombrero. For før løb jeg med 180 i timen hver eneste dag. 

I dag har jeg fundet ro i mit arbejde, fordi jeg er blevet mødt med lydhørhed og forståelse. Nu har jeg faste samtaler med ledelsen flere gange om året, hvor vi gør status over arbejdsopgaver og -byrder. Jeg holder øje med min arbejdstid, og jeg får ikke ekstra opgaver, selv om jeg er hurtig.

Vigtigst af alt ved mine kollegaer, hvilke udfordringer jeg kan blive ramt af, og hvilke advarselslamper der begynder at lyse, når bjerget af opgaver bliver for højt. Og jeg kan mærke, det er kollegaer som ønsker, jeg er her. Og det siger de højt. 

Så nu står jeg her. Helt rolig i min kerne med en stærk følelse af, at jeg hører hjemme i folkeskolen og hos de børn, der er her. 

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk