Mange lærere tager kritik meget personligt, selv om den ikke går på deres menneskelige egenskaber, men på deres fag. Det skyldes, at deres professionelle rolle ikke fylder ret meget i forhold til deres personlige identitet, mener professor i pædagogik Kjell Granström fra Linköping Universitet. Han arbejder med lærernes professionalisering, status, kompetencer og sprog.

'Lærerne siger selv, at de personlige egenskaber er deres vigtigste kompetence. Forældrene kan altså vælge at beundre læreren, fordi han er som en far for deres børn. Men læreren vil stå sig bedre, hvis forældrene får tillid til hans professionel-le kompetencer', siger Kjell Granström.

Svenske lærere har peget på, at for store klasser er et af de største problemer for deres undervisning. Et problem, som både danske og norske lærere også tillægger stor betydning. Derfor satte Kjell Granström sig for at undersøge, hvad der sker blandt eleverne, når læreren underviser.

Hans studier viser, at den enkelte elev har omkring ti gange mere kontakt med kammeraterne end med læreren. Eleverne snakker med hinanden, de forstyrrer hinanden, de vender ansigtet væk fra læreren, de er uopmærksomme, og de laver støj. Det irriterer mange lærere.

'Hvis læreren bruger sine personlige kompetencer i stedet for de professionelle til at håndtere elevernes snak, vil han let komme til at føle sig provokeret af den. Han vil ikke se snakken som en naturlig del af børnenes udvikling, men vil opleve den som et personligt angreb, der forhindrer ham i at undervise'.

Snak i nærområdet

I stedet kan læreren vælge at blive herre over situationen. Ganske vist kan han ikke få eleverne til at tie stille ved hjælp af sine professionelle kompetencer. Men han kan bruge dem til at arbejde bevidst med, hvordan eleverne skal sidde i klassen.

'Nogle elevpar snakker sammen helt op til 50 gange i løbet af en lektion. Det lyder voldsomt, men det er ikke udelukkende negativt, for eleverne snakker ikke kun om private emner. De taler i høj grad om, hvordan de skal løse en opgave, og hvilke resultater de når frem til'.

En elev snakker mest med sin sidekammerat, viser iagttagelser. Dernæst henvender han sig til andre elever i nærheden, og kun i ti procent af tilfældene tager han kontakt ud i klasselokalet. Derfor kan læreren styre elevernes snak ved at placere dem i små grupper. Dernæst kan han lade bestemte elever sidde ved siden af hinanden, for eksempel pige-dreng.

'På den måde afgør han, hvilke elever der skal snakke sammen', siger Kjell Granström, der tager afstand fra det billede, de svenske fagforeninger forsøger at tegne, når de gør lærerne til ofre for de store klasser.

Det er der tre grunde til. Borgerne orker ikke at høre på lærernes beklagelser. Desuden gik elevernes forældre selv i store klasser, og de klarede det. Og så er klasserne i Skandinavien ikke ret store set i en international målestok.

'I stedet for brok vil forældrene have lærere, der har kompetence til at mestre situationen'.

Behov for et sprog

Det kræver, at lærerne kan sætte ord på det, de kan, men det kniber det med, mener Kjell Granström.

'Vi har haft lærere samlet i fokusgrupper for at høre, hvordan de håndterer de daglige problemer. Bagefter sagde de enstemmigt, at den slags samtaler skulle alle lærere prøve. Lærerne har altså et stort behov for at få sat sprog på det, de gør'.

Hvordan det sprog skal være, må lærerne selv finde ud af. Der er ingen patentløsninger, men tid til samtale og evalueringer kan være én af vejene. Derfor må lærerne arbejde på at få mere tid til at mødes.

'En lærer får ikke svar på, hvad det er, han ikke kan håndtere i 8.b, hvis han går ind i klassen og lukker døren efter sig. Han skal evaluere, samtale og sprogliggøre det sammen med sine kolleger'.

Ved hjælp af samtalerne kan lærerne skabe sig et professionssprog, som ikke skal forveksles med et fagsprog.

'Fagsproget hjælper læreren til at forstå sin egen praksis. Men det betyder ikke nødvendigvis, at han forstår den måde, hans kollega arbejder på. Det vil et professionssprog hjælpe til med'.

Med sit udkast til professionsidealer er DLF i gang med at sætte ord på, hvad det vil sige at være lærer i den danske folkeskole. Men Kjell Granström tvivler på, at idealerne vil gøre den store gavn.

'Idealerne refererer netop ikke til lærernes professionelle kompetencer, men til deres menneskelige egenskaber. Det er et problem i forhold til lærernes status i samfundet'.

Sammen med sin kone, docent Gunnel Colnerud, har Kjell Granström skrevet bogen 'Respekt for lærere', der er udkommet på dansk. Gunnel Colnerud kommenterede DLF's oplæg til professionsidealer i Folkeskolennummer 36/2000.-Henrik Stanek er freelancejournalist