Når man kun har en halv snes år tilbage af sit arbejdsliv, kan det være fristende at fortsætte med at undervise, som man altid har gjort, men det er en farlig kurs.

'I årtier har traditionel klasseundervisning fungeret godt. Men når verden forandrer sig, så ændrer vilkårene for lærernes arbejde sig også. Og den gamle verden kommer ikke tilbage. Derfor er det bedst, lærerne selv flytter skolen i den retning, de ønsker, frem for at andre gør det for dem', siger professor Andy Hargreavesfra International Center for Educational Change i Toronto.

Han mener, at der hviler et særligt stort ansvar på ældre lærere, fordi de skal være med til at forme deres unge kolleger.

'Frem for at lade stå til skal lærerne bekæmpe forandringerne med forandringer, og de skal være åbne omkring deres undervisning, så forældrene kan forstå, hvad der sker med deres børn. Samtidig skal lærerne blive bedre til at arbejde sammen, og det er nu, lærerne skal gå i gang. Ellers vil udviklingen overvælde skolen', siger Andy Hargreaves, der for nylig talte på konferencen 'Lys på læreren' arrangeret af Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse.

Den canadiske professor tegner et dystert billede, hvis ikke de erfarne lærere engagerer sig i skolens udvikling. For så kommer der en ny generation af unge, individuelle lærere, som vil være parate til at tilpasse sig snærende nationale standarder og kvantitative mål for fag og klassetrin.

'De vil være dygtige undervisere, men de kommer alene for at undervise og vil hverken bekymre sig om elevernes familiemæssige forhold eller engagere sig i skolens sociale dimension i øvrigt. De ser heller ikke lærergerningen som et job for livet. Det vil være så hårdt at undervise, at mange vil skifte til en helt anden branche efter en halv snes år'.

Ikke nok at arbejde hårdere

For at undgå den udvikling skal de erfarne lærere nå at vise, hvordan skolen kan forandre sig på sine egne betingelser, inden de går på pension. Kan de ikke det, vil både lærerne selv og eleverne komme til at lide under det.

'Samfundet kræver, at lærerne udvikler strategier for, hvordan skolen kan skabe mere kreative elever. Men hvad gør lærere over hele verden? De arbejder endnu hårdere, møder tidligere og tidligere og tager mere og mere læsestof med hjem. Men de underviser på nøjagtig samme måde, som de altid har gjort. Derfor slipper de ikke af med presset, og de kommer aldrig til at føle, at de er gode nok'.

Hvis ældre lærere skal tackle det stigende pres, skal de ændre syn på sig selv og eleverne.

'Det er ikke længere eleverne, der er en gruppe, og lærerne, der er individuelle. Det er omvendt. Lærerne skal gå sammen om at udvikle undervisningen til fordel for eleverne'.

Han er godt klar over, at det er lettere sagt end gjort. Uanset hvor i verden han besøger en skoleklasse, undskylder læreren sig på forhånd med, at det ikke er en normal dag. Andy Hargreaves tror, læreren mener, at det ikke er en perfekt dag.

'Ældre lærere mangler selvtillid, fordi de ikke er vant til at blive set over skulderen, men de behøver ikke undskylde sig, for den perfekte dag findes ikke. Det er undervisning alt for kompleks til. Og netop derfor er lærerne nødt til at inddrage den ekspertise, deres kolleger sidder inde med. Hvis ikke de lærer af hinanden, bliver de dårligere og dårligere til at undervise'.

Støj bruges som målestok

Hvis en lærer skal ændre sig selv, er han meget afhængig af, hvem han har omkring sig. I sin bog 'Nye lærere, Nye tider' beskriver den canadiske professor en matematiklærer, som brugte fem timer på at regne ud, hvordan han skulle placere eleverne i klassen, før han turde forsøge sig med en ny undervisningsmetode.

'Han ville for alt i verden undgå, at eleverne støjede, for i en isoleret kultur bliver lærere bedømt på graden af støj fra deres klasseværelse. Blandt andet derfor er det svært at være den eneste på skolen, der prøver noget nyt af'.

Han påpeger, at skolelederne har stor indflydelse på, om lærere begynder at samarbejde, men lærerne behøver ikke vente på, at skolelederen tager initiativet. De kan selv gå i gang, for det er mange små ting, der tæller.

'Lærerne skal arbejde sammen, men de skal også anerkende, at de er forskellige. Så når en ældre lærer kommer ind på lærerværelset, skal han sætte sig hen til den kollega, som enten er meget forskellig fra ham selv, eller som han ikke bryder sig så meget om. Det er det første skridt hen mod en udvikling af skolen', siger Andy Hargreaves.

'Nye lærere, Nye tider - lærerarbejde og lærerkultur i en postmoderne tid' af Andy Hargreaves blev anmeldt i Folkeskolen nummer 23/2000-Henrik Stanek er freelancejournalist