For at klare dig som lærer i Grønland skal du være åben for nye ideer, fleksibel og robust. Du skal kunne se det svære i øjnene og tro på, at det bliver nemmere, og ikke tage ting personligt. Sådan lyder rådene fra Chris Paton, som er født i England, læreruddannet i Danmark og har undervist i Grønland de seneste seks år.

»Fagligt skal man have sindssygt mange kreative og praktiske ideer. Den pædagogik, vi kender fra Danmark, og de store didaktiske diskussioner, man er vant til, er ukendt på mange skoler i Grønland«.

Du må ikke tro, at et job som lærer i Grønland er et nemt alternativ.

»Man skal møde eleverne der, hvor de er, selv om det er langt fra, hvad man forventer af en dansk elev. Hvis ikke man kan se bort fra forventninger og sammenligninger, skal man virkelig overveje, om man skal være lærer i Grønland«, siger han.

De er vant til, at lærerne forsvinder

Chris Paton havde undervist fire år på en anden grønlandsk skole, da han fik jobbet på skolen i Qaanaaq længst mod nord. Alligevel var det første år utroligt svært. Han havde fået at vide, at eleverne havde forskellige udfordringer, men havde ikke kunnet forestille sig, hvor hårdt det blev.

»Det er svært at undervise børn, som har oplevet så meget fravær fra lærernes side, at de er totalt ligeglade med undervisning. Der mangler kvalificerede lærere generelt i Grønland og særligt i Qaanaaq, så nogle elever har haft utrolig mange vikarer eller meget fri. De er vant til, at lærerne forsvinder igen hurtigt. Hvorfor skal de lytte efter en, de forventer sikkert vil rejse igen om ikke så længe?«

Det samme gælder forholdet til kolleger og forældre.

»Efter mit første år på en grønlandsk skole rejste syv lærere. Nogle var færdige med deres kontrakt og havde ikke lyst til at forny den, andre ville flytte tilbage til deres hjemby eller måske til et nyt job. Kollegerne er derfor også ganske forsigtige omkring nye medarbejdere. Hvorfor skal man lægge en masse energi ind i en, som måske ikke holder?«

Forældrene har den samme mistillid, så her skal der også arbejdes på et godt forhold. I et lille samfund med kun 600 indbyggere er det vigtigt, at man lader konflikterne blive på skolen. Selv om man har haft en konflikt med en elev eller en forælder på skolen, skal man stadig være venlig, når man møder dem i butikken.

Onsdag er ugens bedste dag

»Det er ikke på skolen, man skaber samarbejdet med forældre, det er i byen, når man mødes og kan spørge ind til ting helt naturligt«.

Sociale problemer i den lille by påvirker også lærerens arbejde. Alkohol er det mest synlige problem.

»Onsdag er den bedste dag til undervisning, da den er længst væk fra weekenden. Det er vigtigt at være fleksibel. Jeg planlægger ikke et stort undervisningsforløb til mandag morgen eller fredag eftermiddag. Og omvendt, når eleverne pludselig har mere overskud end forventet på en tirsdag morgen, skal jeg prøve at få det meste ud af det«.

Dansk er det tredje sprog for børnene i Qaanaaq efter deres egen dialekt og vestgrønlandsk, som de bliver undervist på i skolen. Chris Paton taler efterhånden nok grønlandsk til at blive forstået, men han mener ikke, at sproget er så vigtigt.

»Eleverne er næsten ligeglade med, hvilket sprog man taler. Så snart man har vist, at man er interesseret i dem, og at de kan stole på det, man siger, så går det fremad. Hvis man er der hver dag, er glad og finder plads til en lille smule hygge, så er sproget ikke en barriere«.

Chris Paton er glad for at være på skolen i Qaanaaq, men han kunne godt have ønsket sig mere praktisk, pædagogisk hjælp i starten. I år er han i et stærkt team, hvor de får talt om udfordringerne og arbejder sammen om at løse problemer med fravær blandt elever og lærere.

For at have det virkelig godt i Grønland skal man vise interesse for kulturen, prøve at lære sproget, smage de lokale specialiteter og lade være med at sammenligne med en dansk skole.

»Man skal ikke prøve at ændre verden eller prøve at lave alting om. Det kræver tid at blive accepteret, og det første år på en skole i Grønland skal man bare igennem«.