Godt en femtedel af de nyansatte lærere retter allerede efter et år i jobbet blikket mod en karriere uden for skolens mure. De tror ikke, at de er lærere om tre-fire år, og de ønsker ikke at være det. Og det bliver ikke bedre med tiden, tværtimod. Efter to år i jobbet er gruppen vokset til godt en tredjedel.

Det viser en undersøgelse, som forskerne Martin Bayer og Ulf Brinkkjær er ved at lægge sidste hånd på.

Undersøgelsen støtter det resultat, Folkeskolenkom til ved at granske Danmarks Lærerforenings medlemsregister. Det afslørede, at over en femtedel af de lærere, som i 1996 dimitterede og meldte sig ind i Danmarks Lærerforening, var ude af registret i december 2000 og dermed - sandsynligvis - også tabt for lærergerningen.

Martin Bayers og Ulf Brinkkjærs undersøgelse viser imidlertid også, at størstedelen af de nyansatte og -uddannede lærere er godt tilfredse med deres jobvalg. 51 procent af dem forventer, at de er på den samme arbejdsplads om tre-fire år, og de ønsker at være det. Også det tal stiger med tiden. Efter to år i jobbet siger 60 procent, at de forventer og ønsker at være på den samme arbejdsplads om tre-fire år.

Seminariet er relevant

Martin Bayer og Ulf Brinkkjær er de første, der har sat fokus på mødet mellem den nyuddannede og arbejdspladsen. De er dermed også blandt de første, der kan sige noget om, hvordan det, lærerne har med sig fra seminariet, svarer til den virkelighed, de skal fungere i bagefter.

65 procent af de nyuddannede og -ansatte vurderer, at læreruddannelsen er relevant eller meget relevant, mens 33 procent angiver, at den kun er lidt relevant. En procent mener, at læreruddannelsen slet ikke har relevans for arbejdet.

De nye lærere, forskerne fulgte, pegede dog på to problemer i uddannelsen. Niveauet var, mener de, for højt i forhold til det, lærerne har brug for, når de står foran deres klasse. Og seminarielærerne fungerede ikke som gode rollemodeller.

'Flere af de nye lærere var skuffede over seminarielærerne. De ville gerne se seminarielærerne som en slags ideallærer - nogle, de kunne spejle sig selv i - men det var ikke muligt. Tværtimod oplevede de, at mange seminarielærere var gået i stå', siger Martin Bayer.

Skæve forventninger

Forskernes undersøgelse peger også på, at de nye lærere på afgørende punkter er dårligt forberedt til jobbet.

For det første fejlvurderer de betydningen af deres egen skolegang. Som nye lærere tror de, at ni års grundskole, tre på gymnasiet og fire år på seminariet giver dem gode forudsætninger for at være lærere. Efter al den skole ved de jo, hvordan det er at være elev.

Men den holder ikke, viser de samtaler, interview og observationer, forskerne har gennemført.

'Lærerne ser i begyndelsen skolen og undervisningen fra elevens synspunkt. De har let ved at identificere sig med eleverne. Men dét udgangspunkt giver dem problemer, og så har de svært ved at skifte fra elevvinklen til den mere aktive, formidlende og distancerede lærerrolle. Nu er det pludselig dem, der er helt fremme på scenen, og det skifte har de svært ved at klare. Det er de ikke forberedt godt nok på', forklarer Martin Bayer.

For det andet vurderer de lærergerningen og det, den indebærer, forkert. Før de begyndte som professionelle lærere, beskrev de den gode lærer med ord som engagement, overblik og indlevelsesevne. De tre kvaliteter skilte, mente de, succes fra fiasko, den gode lærer fra den dårlige. Efter et år i jobbet er det andre kvaliteter, de lægger vægt på, nemlig overblik, sætte grænser og kreativitet. Også her flyttes vægten fra de personlige og elevcentrerede værdier til mere professionelle kompetencer.

Den udvikling underbygges i øvrigt også af de interview og observationer, forskerne gennemførte. De nyuddannede efterlyser teknikker til at administrere et forløb og lede en klasse.

'De mangler simpelthen viden om og redskaber til classroommanagement', siger Ulf Brinkkjær.

For det tredje ændrer de nye lærere hurtigt syn på, hvem der er vigtige for en lærer. Før de begyndte, mente de, at kollegerne ville være afgørende. Den antagelse skydes hurtigt ned. Efter et år rutcher kollegerne ned ad rangstien, mens forældrene klatrer opad.

Det kan, mener Ulf Brinkkjær, skyldes, at der er uoverensstemmelse mellem det, de lærte på seminariet, og den virkelighed, de arbejder i.

'Langt de fleste lærere underviser alene. Tolærersystemet er ikke særlig udbredt i praksis, så kollegerne har ikke den store betydning i hverdagen. Lærerne er ikke fælles om arbejdet. De er fælles om fortællingen om arbejdet', siger Ulf Brinkkjær.-Mikkel Hvid er freelancejournalist

Om undersøgelsen

- Martin Bayer og Ulf Brinkkjær fulgte 550 lærere, som blev færdiguddannet i sommeren 1997. De fik et spørgeskema i sommerferien 1997, altså før de begyndte deres professionelle karriere. 300 sendte skemaet retur. Året efter fik de et nyt skema. 100 svarede. Året efter fik de endnu et skema. 70 svarede.

- Derudover fulgte Martin Bayer og Ulf Brinkkjær fire nyuddannede lærere i tre år. De interviewede dem og observerede dem i klasselokalet og på lærerværelset.

- Martin Bayer er seminarieuddannet og arbejdede fem år som lærer, inden han tog sin ph.d. og blev forskningsadjunkt på Institut for Pædagogik ved Københavns Universitet. Ulf Brinkkjær er ph.d. og projektforsker på Danmarks Pædagogiske Universitet.