»Thomas kan godt lide mig«.

Konstateringen kommer fra Kewin fra 2. klasse, mens han kanter en stor, sort sækkestol forbi skolehunden Thomas, som slænger sig midt på skolegangen. Lærer og hundefører Rikke Kilschow Espersen giver drengen ret. »Thomas kan rigtig godt lide dig«.

Det er kun en lille måned siden, at Kewin første gang gik ind gennem glasdørene til specialafdelingen på Resen Skole i Skive. Foruden skoletasken havde han en lang række nederlag med sig og en tro på, at han ikke er god til at få venner. Mange af de knap 50 elever på afdelingen er kommet fra folkeskolen som sårede krigere, fortæller en af lærerne. De fleste er tynget af en bogstavsdiagnose og har en fortælling om sig selv, der rummer, at ingen kan lide dem, at de ikke kan få venner, og at de helst ikke stoler på nogen.

Men en våd hundesnude, en silkeblød, hvid pels, en varm, tung krop og et par bedende øjne er svært at afvise. En hund kan man stole på. Thomas svigter ikke. Han dømmer ikke. Og mange af eleverne knytter sig hurtigt til Thomas, som har haft sit langhårede kontrafej hængende ved siden af billederne af de andre lærere på skolen siden lockouten i foråret 2013. Han har en særlig hundepude i det klasseværelse, som Rikke Espersen er tilknyttet, og under lærernes bord i fællesarealet. Og i begyndelsen af dette skoleår investerede skolen i endnu en pude ved siden af den lærerarbejdsplads, som hans fører forbereder sig ved.

»Thomas gør ikke noget, vi ikke gjorde før. Det tog bare længere tid. Thomas bliver en smutvej til at nå eleverne, fordi de lynhurtigt oplever, at de får en relation til Thomas. Mange af eleverne oplever for første gang at have en bedste ven. Så er det vores opgave at løfte det op til, at de også kan få en bedste ven, som er en elev«, siger Rikke Espersen.

Skolehund ved et tilfælde

Hun har i alt fire golden retrievere. Indimellem har hun haft hundene på besøg på skolen. Thomas adskilte sig tydeligt fra de andre hunde ved at tilføre en ro til eleverne. Så da Rikke Espersen ikke kunne trænge igennem til en elev, der havde taget en MP3-afspiller fra en anden dreng, spurgte hun skolelederen, om hun måtte tage Thomas med og prøve at bruge ham til at nå drengen. Det måtte hun gerne. Da hun mødte drengen næste dag, var han stadig afvisende. Men da hun fortalte, at Thomas ventede i bilen, og at han kunne komme med til samtalen, var drengen parat til at tale.

»Så sad han der med 40 kilo hund på skødet. Når fingrene kommer i pelsen, så går der blot et øjeblik, før de er parate til at tale om det, som er bøvlet. Bagefter sagde han, at det havde været dejligt, fordi vi ikke behøvede at kigge på hinanden, og han kunne godt lide tyngden på skødet«, siger Rikke Espersen, som straks delte erfaringen med ledelsen.

Nu er Thomas med i skole hver dag, og skoleledelsen på Resen Skole har sagt ja tak til fra næste skoleår at huse en uddannelse til skolehund og hundefører, så andre skoler kan få noget ud af de erfaringer, som Resen Skole allerede har.

Læringshund

Empati og ro er noget, næsten alle eleverne i specialafdelingen kæmper for at opnå. Og med Thomas tæt på bliver det lidt lettere.

»I nogle tilfælde har jeg et fastsat mål med brugen af Thomas med en bestemt læring for øje, så har han funktion af terapihund. Men ellers er han skolehund og står for det, jeg kalder dyreassisteret aktivitet. Den læring, der sker af mere spontan karakter, og min opgave er at fange den og omsætte den til en mere generel læring, som eleven kan bruge i andre relationer og situationer«.

I elevernes pauser samles lærerne ved et bord i fællesarealet. Thomas viger aldrig mere end et par meter fra sin fører.

Thomas' krop falder til rette på gulvet under bordet ved siden af hans pude. En elev lægger sig på hundens pude, og hunden placerer sit store hoved på hans skød.

»Jeg kunne godt sove sammen med Thomas«, siger Martin.

»Han kan rigtig godt lide at ligge med dig der«, siger Rikke Espersen. »Ja, det afslører sig«, siger Martin afmålt og aer hundens nakke. »Hvorfor tror du, han kan lide at ligge der?« »Det er, fordi jeg er sød ved ham«.

Grunden til at komme i skole

»Vi havde en dreng, som ikke havde været i skole i et år. Han havde en pædagogisk assistent, som skulle forsøge at få ham i skole. Målet var i opstarten bare at få ham hen på skolen«, fortæller Rikke Espersen.

Første gang han kom til Resen Skole, løb Thomas ham i møde.

»Så sagde jeg: 'Hvor er Thomas dog glad for at se dig i dag'. Drengen kom flere dage, og jeg sagde til ham, at han var blevet god til at komme i skole - hans svar lød prompte: 'Men det er jeg jo nødt til, for Thomas venter på mig'«.

Fra da af rejste Rikke Espersen sig, når hun så pædagogen og drengen i vinduet, for rejser Rikke Espersen sig op, gør Thomas også og løber eleven i møde.

Hård hundearbejdsdag

I begyndelsen var skolen og Rikke Espersen en anelse nervøse for, hvad det ville betyde, at Thomas blev en del af skolens dagligdag. Hvad ville kollegerne sige? Hvad nu hvis nogle elever havde allergi? Eller var bange for hunde? Eller forældrene ikke kunne forstå det. Men indtil nu har der ikke været problemer. Rikke Espersens arbejde har forandret sig. Aftalen med kollegerne er, at når elever bliver udadreagerende, er det hendes opgave at få hunden væk. De andre må i første omgang tage sig af eleverne.

»Børnene ville have det så dårligt, hvis de i affekt kom til at sparke hunden. Og Thomas ville heller ikke kunne give den ro og tryghed, han gør, hvis han var en del af de mange udbrud, vi har. Thomas' arbejde kommer, når eleverne er faldet lidt til ro, og episoden skal efterbehandles. De har lettere ved at tage imod Thomas, og de ved jo godt, at jeg følger med i den anden ende«, siger Rikke Espersen.

Som regel er Thomas ikke i snor, men da lærerarbejdspladserne ligger meget langt fra specialafdelingen, og Rikke Espersen og Thomas skal forcere proppede legepladser med løbehjul og bolde for at komme frem til lærerarbejdspladsen, har hun hele tiden en blå snor parat til hunden.

»Han har lært, at han kun skal adlyde mig, selv om andre kalder på ham. Jeg har prøvet at tælle lidt på det, og den kan komme op på omkring 300 kontakter på en dag. Hunde sover meget, men med den nye skolereform har Thomas syv til ni timer om dagen, hvor han virkelig er på. Så nogle gange er han drænet for energi. Det kan jeg mærke, og så får han en fridag. Det samme sker, når tæverne derhjemme er i løbetid, for så sover han ikke om natten, og så klarer han ikke en hel skoledag«.

Men eleverne savner ham, når han ikke dukker op.

»Når vi er triste, gør han os glade. Så vil man gerne i skole. Man bliver glad, når man rører ved sådan en bamsebjørn«, siger Cecilie, mens hun knæler med hunden halvt på skødet. »Det bedste, der er sket ved skolen, er Thomas«, siger Noah og tilføjer: »Det eneste, der er dårligt, er hans ånde«.