Seminarieuddannelsen lægger grundlaget for lærerens kompetence. Men meget af det, læreren skal kunne som pædagogisk praktiker, må læres i det daglige undervisningsarbejde. Hvis gabet mellem 'afleveringsniveauet' og jobbets krav er for stort, får den nye lærer et praksischok.

Supervision er netop bindeleddet mellem grunduddannelse og opnåelse af jobprofessionalisme. Men traditionelt er der tale om ekspertsupervision. Her har vi en erfaren professionel ekspert, som typisk også er ældre og højere på strå i organisationen. Og vi har en novice, som er på vej ind i professionen. Novicen følger den erfarne kollega på jobbet. Undervisningsveteranen ser novicen arbejde og giver feedback.

Men hvad med de erfarne undervisningsveteraner selv? Hvordan skal de komme videre? Og er det altid sådan, at nye, unge lærere ved mindre end ældre og erfarne? Vi kan i skolen ikke forlade os på ekspertsupervision alene. Vi er nødt til at udvikle mere demokratisk ligestillede kollegiale supervisionsformer.

I de senere år har pædagogiske konsulenter rundt omkring i det danske uddannelsessystem sammen med lærere udviklet forskellige former for gensidig kollegial supervision.

Nogle arbejdsformer er traditionelle: Pædagogiske studiekredse, hvor man målrettet udveksler pædagogiske erfaringer i form af 'gensidig ekspertrådgivning'. Andre er baseret på bestemte praktisk-psykologiske udviklingskoncepter, for eksempel systemiske samtaleformer. Atter andre er observationsbaserede og går dybt ind i den udfordring, det er at iagttage og beskrive og analysere egen og andres undervisning som vej til kvalitetsudvikling af undervisning.

Disse projekter er tunge at danse med. De forudsætter, at små grupper af lærere kan mødes midt i skolens hverdag. Det stiller skrappe krav til skemalæggeren. Arbejdet engagerer lærerne dybt, og de kommer let til at bruge mere tid på supervisionen end forudset - det bekymrer tillidsrepræsentanten, ikke mindst efter arbejdstidsreformen.

Men det største problem er at arbejdsformen i sig selv er ukendt for det store flertal af lærere, veteraner og nybegyndere. Det betyder, at de kostbare ressourcer primært kommer til at gå til opbygningen af kendskabet og beherskelsen af selve denne kollegiale udviklingsmodel. Det kan meget nemt betyde, at når arbejdsformen er tilegnet, og man skal til at bruge den for alvor - ja så er ressourcerne brugt op. Det var så det!

Den vordende lærer må og skal tilegne sig et dybtgående kendskab til kollegiale supervisionsmetoder, før de kastes ud i heltidsundervisning. Den vordende lærer skal beherske en række redskaber på et professionelt niveau. Og den vordende lærer må have kendskab til - og have arbejdet med - sine personlige 'knaster': Sårbare områder i ens egen personlighed, som gør det vanskeligere at gå ind i supervisionsarbejdet.

Det er lærerseminariernes ansvar at kvalificere de kommende lærergenerationer til for alvor at kunne støtte skolens kvalitetsudvikling gennem gensidigt inspirerende kollegial supervision.

Sten Clod Poulsen er chefkonsulent.