I 40 undervisningsdage i Rikke Brodersens første år som lærer fulgte tre mand med lys, lyd og kamera hende tæt. Resultatet kunne ses i efteråret på fjernsyn i programmerne 'Det første år'. Den 28-årige lærer mener ikke, at det var mod, der fik hende til at acceptere at have et tv-hold i nakken. Snarere positive forventninger til lærerjobbet grænsende til det naive.

'Havde jeg vidst, hvor stor en mundfuld min klasse ville blive, havde jeg ikke sagt ja. Så havde jeg sagt, at 1.b var udfordring nok i sig selv', siger Rikke Brodersen i dag. Tv-projektet har dog også været en god oplevelse for den unge lærer.

'Jeg har været utrolig glad for alle de positive tilbagemeldinger, jeg har fået, og for chancen for at pille lidt ved fordommene om 'vores slags' og vores arbejde. At det ikke bare er frikvarter og sommerferie'.

Det eneste, hun er ked af, er, at programmerne ikke viser, hvor meget støtte hun har fået af sine kolleger. De viser nærmest det modsatte. Ellers mener hun, at de var meget tro over for virkeligheden.

'Da jeg så dem, tænkte jeg: Jamen, det er sådan, det er. Og det var en fantastisk selvevaluering at gense de situationer, hvor det var gået godt eller skidt'.

I må ikke lyve

Den 1. klasse, man kunne følge i tv, hedder nu 2.b. I deres lokale står bordene hver for sig og helt ude i siderne, så børnene nærmest sidder med ansigtet ind mod væggen. En pædagog har udtænkt det, så eleverne kan have hver deres private rum. Konstruktionen er dog blandet med en hjemmelavet model, ellers er det svært at få ro i klassen. For eksempel har to af drengene fået enkeltmandsborde på hver sin side af katederet.

Men i dagens sidste time kan selv ikke en kreativ bordopstilling holde styr på tropperne. Alligevel ser Rikke Brodersen roligt ud over klassen, og efter et par minutter har de 24 små bagdele fundet hver en stol at slå sig ned på.

'I må altså ikke binde Finn historier på ærmet', formaner den unge lærer. Finn har klassen til matematik og er Rikkes teammakker. De var begge nyuddannede, da de for halvandet år siden startede som klassens lærere. 'Forstår I det? I må ikke sige, at jeg har givet jer lov til et eller andet, når det ikke passer. I ved vist godt selv, hvem det drejer sig om'. Der lyder en spredt samtykkende mumlen, og nedslåede blikke afslører de implicerede. Rikke er tilfreds, så eleverne bliver dirigeret over i kassekrogen - et hjørne af klassen, der er indrettet med store kasser i en rundkreds. Nu skal der synges.

Den famøse onsdag

Hverdagen er lettere for Rikke Brodersen efter halvandet år som lærer, og hun er glad for at være, hvor hun er.

'Der går sikkert mange år, før jeg bliver 'superlærer', men allerede nu føler jeg mig hundrede gange bedre rustet til en klasse. Jeg frygter det ikke, og jeg har ikke lyst til at stikke af, men jeg indrømmer, at jobbet har hængt i tynd tråd', siger hun.

Hun husker tydeligt en famøs onsdag, hvor alt gik op i limningen.

'Vi holdt fødselsdag for en pige, og da vi skulle lege, gik drengene fuldstændig over gevind. Det endte med, at jeg smed pigerne ud og hev drengene over i kassekrogen til en snak. Men lige meget hvor meget jeg synes, jeg gav, blev de bare ved med at te sig. Næste dag turde jeg faktisk ikke gå ned i klassen igen. Til sidst bad jeg en anden ny lærer gå med mig, og så opførte de sig selvfølgelig eksemplarisk', fortæller hun.

Ved den lejlighed blev hun rådet til ikke at tage de dårlige ting med til næste time, og det råd har hun taget til sig. Men situationen har gnavet sig fast i hende.

'Det har været det hårdeste ved jobbet. Magtesløsheden over for syv-otteårige børn. At man ikke kan nå ind til dem, uanset hvad man gør. Så må man gribe fat i sine kolleger for råd og vejledning, og her har jeg heldigvis fået en fantastisk støtte'.

Rikke husker tilbage på sine allerførste dage, hvor to piger græd den første dag, og tre græd den næste. Den tredje dag var det Rikke, der græd på inspektørens kontor. Og netop det, at hun allerede fra begyndelsen var tryg nok ved arbejdspladsen til at kapitulere på chefens kontor, har været med til at holde hende fast.

Hold så kæft

I kassekrogen skal sangene sættes i gang, men først skal der orden i geledderne.

'Frank og Jonas. Synes I selv, I sidder på en god måde?', spørger Rikke. Drengene, der har sat sig lige ved siden af hinanden, ser ikke helt sikre ud. De beslutter sig for at sidde på hver sin side af Rikke i stedet. Herfra går det over stok og sten med 24 børnestemmer i næsten samme takt og tone. Rikke derimod har sit hyr med guitaren. Det er ikke let at holde styr på elever, akkorder og tekst på én gang. Hun har overtaget musikundervisningen af klassen i år og valgt at integrere den i danskundervisningen.

Da eleverne skal lære en ny sang, beder Rikke dem om at gentage efter hende. Frank tager det lidt for bogstaveligt, og da han tredje gang har gentaget 'Nu tier du altså stille, Frank', vender Rikke sig helt om mod ham og brøler: 'Nu holder du simpelthen din mund. Ellers gider jeg ikke se mere på dig. Fatter du det?' Frank synker og ser benovet på sin lærer. Resten af timen kæmper han en brav kamp mod uroen i benene og trangen til at tale, når det ikke er hans tur. En gang imellem lusker han ud på klassens lille toilet - måske for at tælle til ti eller foretage små hop på stedet.

Nødvendige erfaringer

'Jeg er blevet bedre til at sige fra. Jeg har overblik og mod til at råbe højt, og jeg tager det ikke længere som et personligt nederlag, når eleverne er irriterende. Desuden er jeg blevet bedre til at se, hvad der er værd at gribe fat i', konkluderer Rikke Brodersen.

Det med at være konsekvent over for eleverne er noget af det vigtigste, hun har lært, og hun mener, at det er man nødt til at lære med sin egen krop som ny lærer. Til gengæld ville hun ønske, at nogen havde råbt til hende, at hun skulle slappe af med læsebogen.

'Min altoverskyggende erfaring er, at jeg skulle have lagt ud med de sociale spilleregler i stedet for at bekymre mig så meget om, hvorvidt de nu også lærte at læse. Det har taget så mange af mine kræfter, og det ville have sparet mig for meget, hvis nogen havde sagt: 'så læg dog den læsebog et øjeblik''.

Nogle gange tror Rikke Brodersen ikke, at det falder de ældre lærere ind, hvor meget de kan hjælpe de nye med deres erfaringer. Derfor mener hun, det er en stor hjælp, hvis man selv er god til at bede om hjælp som ny lærer. Men praksischokket tror hun ikke, man slipper uden om, sådan som uddannelsen er.

'Med så lidt praktik kan det ikke blive anderledes. Praktikken var en kunstig situation, sådan som jeg oplevede det. Vi var tre-fire studerende, der stod for ét afgrænset undervisningsforløb, og så var læreren der også. Blandt andet derfor bliver man væltet omkuld af ansvarsfølelsen, når man begynder'.

I øvrigt mener hun, at det er voldsomt at være klasselærer og have en 1. klasse det første år. Det havde hun heller ikke selv regnet med, men fagfordelingen var overstået, da hun blev ansat. Som helt ny lærer ville det være bedre, hvis man var fritaget for de helt tunge ansvarsposter det første år, vurderer hun.

Tak for i dag

Efter sangene går eleverne ad omveje tilbage til deres pladser for at skrive dagbog. Én ting fra weekenden og én ting fra skoledagen. Der udbryder almindelig uro. Flere har glemt dagbøger og blyanter, men Rikke får løst mangelsituationen, og pludselig er der helt stille i klassen. De koncentrerer sig. Det varer cirka tre minutter. Så begynder to drenge at slå på hinanden med deres penalhuse, og pigerne trækker Rikke i ærmerne for anerkendelse af deres arbejde. Timen er næsten slut, og alle har skrevet dagbog, så Rikke vælger at stoppe undervisningen.

En af pigerne får lov at vælge farver. De, der er klædt i den farve, hun vælger, kan gå. 'Rød', siger hun, og så går de fleste piger. En enkelt klædt i rødt fra sko til hårbånd bliver dog stående, men det er også sent på dagen. Hun forsvinder med dem i grønt, og snart er alle ude.

Rikke smiler. Hun har lært meget og overvundet meget. Hun er glad for elever og kolleger og meget tilfreds med sit job.

'Selvfølgelig har det været hårdt, men jeg havde heller ikke lært så meget, hvis der bare havde siddet 24 fromme engle i min klasse'.-

Det har været det hårdeste ved jobbet. Magtesløsheden over for syv-otteårige børn. At man ikke kan nå ind til dem, uanset hvad man gør