Når professor Andy Hargreaves har ferie fra at rådgive alverdens politikere om, hvordan de bedst indretter deres uddannelsessystem, vandrer han på den berømte Appalachian Trail, 3.500 kilometer fra nord mod syd i det østlige USA. På en af sine ture på vandrestien trådte Andy Hargreaves forkert og hørte et højt knæk fra sin fod.

»Sikke en skam, jeg tror, jeg har brækket anklen«, udbrød den britiskfødte forsker, og ganske rigtigt: Da han kiggede ned, strittede foden ud fra benet i en bizar vinkel, og der var ingen tvivl om, at han hverken kunne fortsætte eller komme tilbage til civilisationen uden professionel hjælp.

»Jeg forestillede mig, at Elon Musk ville komme og hente mig i sin helikopter, men sådan gik det ikke«, fortæller han, da Folkeskolen  møder ham ved et besøg i Danmark. »I stedet kom et lokalt redningshold, seks stærke mænd, som på skift skulle bære mig ned ad bjerget«.

Der skal samarbejdes på den rigtige måde

Andy Hargreaves' pædagogiske forskning er centreret om samarbejde - samarbejde mellem lærere, mellem lærere og ledelse, mellem skole og forældre og mellem elever og lærere.

»Jeg havde selvfølgelig nogle smerter i min fod og var ærgerlig over, at jeg ikke kunne vandre videre, men samtidig er jeg også forsker. Og da holdet kom for at bære mig ned, tænkte jeg: 'Hvad mon jeg kan lære af at iagttage dem udføre deres opgave?'« fortæller han. Det skulle vise sig, at han kunne se nogle af sine pædagogiske pointer udført i levende live.

Professor Andy Hargreaves er en af ophavsmændene til begrebet kollaborativ professionalisme, som ifølge ham selv er en tilgang til at samarbejde om undervisningen på måder, der fører til bedre læring og mere tilfredse lærere og elever.

»Vi har en tendens til at se samarbejde som et gode i sig selv, men det er det ikke«, siger han. »Der er masser af eksempler på dårligt samarbejde, og i krigstid bliver kollaboratører skudt«, griner han.

»Det gode og effektive samarbejde er præget af en blanding af stolthed og ydmyghed«, fortsætter professoren. »Man skal stolt stå ved sin egen ekspertise og ydmygt anerkende andres. Jeg oplever ofte, at lærere - som jo er hinandens ligemænd - ikke er trygge ved at præsentere de metoder og ideer, der giver dem gode resultater, som potentielle løsninger for andre lærere. Og imens sidder deres kollegaer og tørster efter ekspertise i, for eksempel hvordan de skal gribe det an, hvis der sidder elever i deres klasse, som kæmper med matematikken. Ægte ekspertise er vigtigt. Du skal for eksempel ikke gå ind på Gwyneth Paltrows website, hvis du leder efter råd om sundhed«, griner han.

Teamet kerer sig om hinanden

Den rette dosering af stolthed og ydmyghed er bare langtfra det eneste, der skal til for at skabe et effektivt og vellykket samarbejde. De samarbejdende skal også tage sig af hinanden.

»Mens jeg blev båret ned fra bjerget med min brækkede fod, hørte jeg redningsholdet tale sammen om, at et medlem var blevet forfremmet, og et andet medlem var ked af, at forfremmelsen ikke var gået til ham. Så de diskuterede, hvad de kunne gøre for at hjælpe den skuffede«, fortæller Andy Hargreaves. »Det gjorde mig virkelig glad, for et team, der tager hånd om hinanden på den måde, er et godt team. Ikke bare socialt, det gør dem også i stand til bedre at udføre deres opgave. Man skal tage sig af teamet for at kunne tage sig af opgaven. Det gjorde det her team, og det gjorde mig som den skadede tryggere at vide, at jeg var i hænderne på sådanne mennesker«.

Overført til lærerjobbet betyder det noget i retning af: Det er ikke bare i orden, at I i jeres fag- eller årgangsteam (eller i projektgruppen eller en hvilken som helst anden sammenhæng) taler om både faglige og personlige problemer og støtter hinanden igennem dem. Det er faktisk en forudsætning for, at I får det bedst mulige samarbejde og dermed kan give jeres elever den bedste læring og den bedste trivsel.

Af samme grund kan samarbejde ikke tvinges igennem, understreger Andy Hargreaves. Man kan ikke tvinge folk til at tage feedback alvorligt, hvis den kommer fra en person, man ikke respekterer. Det er svært at deltage i en fælles brainstorm, hvis man oplever, at ingen lytter til det, man siger. Samarbejdskultur skal opbygges gradvist, og det tager lang tid, siger Andy Hargreaves og henviser til skolesystemet i den canadiske provins Ontario.

»I Ontario, som er virkelig god til det her, har de arbejdet med at opbygge en samarbejdskultur i 15 år. Det er også påfaldende, at når jeg rejser rundt i verden og studerer de gode eksempler på skole- og lærersamarbejde, så ender vi meget ofte på skoler, der har haft den samme leder i ni til ti år. Så lang tid tager det, før resultaterne slår helt tydeligt igennem. Derfor skal man heller ikke blive slået ud eller give op, hvis det ikke lykkes første gang«.

Big data og professionel dømmekraft

Da professor Andy Hargreaves besøgte Danmark før jul, var det med et budskab om, at den evidensbaserede uddannelsespolitik, der i det seneste årti har domineret, taber terræn. Alle steder.

»Vi har set embedsmænd, der opstillede formler for, hvor hurtigt værdien af en læreruddannelse skal afskrives. Tre år, kom de frem til, så betyder uddannelsen ikke mere. Det førte til en skolepolitik, hvor lærere kunne uddannes på fem uger over en sommer og så knokle tre år i skolen, så var de udbrændte og kunne erstattes af nogle nye. Alle, der har med skolen at gøre, ved, at sådan en tankegang et håbløs - og heldigvis er den på retur over hele verden«, sagde Andy Hargreaves.

Andy Hargreaves er nuancernes mand. Så selv om han åbenlyst støtter en skolekultur, der fokuserer på elevernes trivsel og dannelse, mener han ikke, at alt det, evidensbølgen bragte med sig, skal kasseres. Han er overbevist om, at en syntese mellem en evidens- og en dannelsesbaseret tilgang til skolepolitik er vejen videre.

»Da jeg lå med brækket ankel på the Appalachian Trail, kunne jeg give redningsholdet præcis besked om, hvor vi var, takket være min GPS«, fortæller han. »Men da redningsholdet skulle planlægge, hvilken rute de skulle tage for at komme hurtigst hertil, brugte de ikke GPS'ens ruteforslag. En på holdet kendte egnen så godt, at han vidste, at der fandtes en tilgroet grusvej, som ikke var med på kortene, men som kunne skære flere timer af transporten. Og det er jo præcis som forholdet mellem big data og lærerens dømmekraft i skolen: GPS'en er big data, som giver vigtig information - hvor er vi? Men den er ikke meget værd uden small data, kendskabet til området - eller for lærerens vedkommende: kendskabet til sine egne elever. Den viden fortæller os, hvordan vi skal reagere på den viden, vi får fra big data«.

»Jeg er meget ideologisk omkring, hvad målene for uddannelse bør være, for eksempel større samfundsmæssig lighed, men jeg er pragmatisk omkring midlerne«, fortæller han. »Hvis hårde data fra for eksempel standardiserede test kan hjælpe med at åbne vores øjne for ulighed og uretfærdighed i uddannelsessystemet, så skal vi have de data. Ellers kan vi ikke gøre noget ved problemet. Vi skal bare ikke bruge testresultater til at straffe dårligt præsterende skoler, for det er den direkte vej til at forstærke problemet. Det er regeringer verden over heldigvis ved indse«, siger Andy Hargreaves, som er begejstret for den nye syntese mellem evidens og dannelse.

»Det er ikke bare 'den gyldne middelvej', det er mere end det. Det hæver sig over begge de to måder at tænke på og bliver sit eget paradigme«, mener han. »Det er der, vi skal hen, og vi er godt på vej. Det bør alle lærere tale højt med hinanden om - og med forældre, venner, og hvem der ellers gider lytte. Det er en skøn tid at være lærer i«.