»Børn har brug for lærere, der vil, kan, tør og gør. Ikke for anonyme undervisningsfunktionærer«, siger børneforsker og rebel Erik Sigsgaard i sin nye bog. Mere end nogensinde, kan man tilføje.

Interview: Hvad lærer man i fritiden?

»Åndsfrihed, ligeværd og demokrati« skal præge skolen, står der som bekendt i folkeskolens formålsparagraf. Det er altså ikke for sjov! En afgørende reform af folkeskolen tager form. Lærerne står lidt midt i reformens øje. De skal turde sige, hvad der sker, mens der stadig kan rettes op på de værste fejltrin.

Og lærerne skal vel at mærke ikke være nødt til at slå knuder på sig selv i forsøget på ikke at fremstå som klynkere.

Det er det mest absurde karaktermord, politikerne og spindoktorerne har foretaget på dem, der skal få skolen til at hænge sammen:

Lærerne har nu kun to roller at vælge imellem. De kan hoppe i klovnedragten som lalleglade ja-hatte eller stå som gnavne og sure klynkere. Hvad er der i vejen med at se på lærerne som professionelle? Som dem, der ved, hvor skoen trykker. Dem, der udtaler sig ud fra et engagement i at få folkeskolen, deres arbejdsplads, til at fungere.

Churchill, som altid er god for et godt citat, sagde:

»Mod er det, som kræves for at stille sig op og tale! Mod er også det, som kræves for at sætte sig ned og lytte!«

Den sidste form for mod er stærkt savnet i øjeblikket.

For nu begynder de første konkrete erfaringer med reformen at pible frem. De er brogede og handler om alt fra manglende planlægning til forvirring over understøttende undervisning og fragmenteret forberedelse, men også glæden ved bevægelse.

Og så er der kulturændringen. En af de markante er, at de fleste lærere åbenbart har sagt ja til rollen som lærer og ser ud til at have svinet med deres tid, med weekender, søndage, aftener. Man kan mistænke mange for ligefrem at have siddet og hygget sig lidt med at lave en grundig forberedelse, gennemtænkt materiale og et godt flow, mens de drak te og glemte tiden og deres familie!

Nu er det slut. Flere lektioner, kun arbejde på arbejdspladsen inden for »normal« arbejdstid. Det har været en kold tyrker for mange: Jamen, der er alt, alt for mange opgaver!

Tidligere tog den enkelte lærer selv ansvaret for at få tiden til at slå til - når først der lå en aftale. Nu er politikerne og kommunerne i gang med at smadre den kultur. Og den kommer sikkert aldrig tilbage.

De lærere, som er pressede, skal også lytte. Høre, at der er nogle spinkle stemmer, som siger ja. Der er faktisk dem, som godt kan leve med de nye vilkår. Enten fordi de godt kan få arbejdstiden til at hænge sammen, eller fordi de trods problemerne har opdaget glæden ved det nye fænomen i lærerlivet: At holde helt fri aften, søndag eftermiddag og aften.

Åndsfrihed og demokrati er gode værdier alle steder.

Overenskomst: DLF kræver en ny arbejdstidsaftale