Herbert og Villads fra 4.z på Vanløse Skole fortæller om deres nye hverdag:

Herbert:

»Det er mange flere timer, end vi plejer, og det kan man godt mærke. Men jeg synes stadigvæk, dagene går hurtigere, når man tænker på, hvor mange flere timer vi har i modsætning til sidst.

Det er virkelig, som om hele din fridag ikke er der længere«.

Villads uddyber og forklarer, at når de før sommerferien aftalte, at nu skulle der leges, så var der tid til det:

»Men nu? Nu har vi kun én time til at lege, og så bliver vi hentet. Og det er bare ikke fedt«.

Drengenes oplevelse er fortalt til Politiken TV. Og for børneforskeren Erik Sigsgaard gør det indtryk, at drengene kan fortælle, at der ikke længere er tid til at lege:

»Det her er et voldsomt indgreb i børnenes tid. Hvorfor tager man ikke børnene med på råd? Det er, som om man ikke tror, at de kan tale eller formulere sig eller forstå, hvad der er godt for dem selv. Drengene siger fuldstændig enkle ting: 'Tidligere kunne vi sige: Skal vi gå hjem og lege, og så gik vi hjem og legede. Det kan man ikke nu, for nu har man kun én time, og så bliver man hentet'. Det er så enkelt, og de forstår fuldstændig, hvad det handler om - det er dem, der har skoen på«, siger Erik Sigsgaard.

Institutionaliseringen

Anmeldelse: Sig ja til nej'et

Han er cand.pæd. tilknyttet Professionshøjskolen UCC og på gaden med bogen: »Om børn og unges nej - farvel til lydighedskulturen«. Og har blandt andet tidligere skrevet bøger om skældud, opdragelse og børn og institutioner. Og netop institutionaliseringens omfang er central i Erik Sigsgaards forståelse af det moderne børneliv. Hvor tidligere generationer først mødte en voksenreguleret verden ved deres indtræden i skolen, begynder børn i dag en karriere som institutionaliserede ofte allerede i en alder af syv måneder. Når nutidens børn og unge efter færdiggjort ungdomsuddannelse i 18-19-års alderen fejrer friheden, er det med 25.000-30.000 institutionstimer i rygsækken. Det er ifølge Sigsgaard en voldsom stigning. Hvis man bare kigger en eller to generationer tilbage, var der tale om 7.000-10.000 timer. Og nu forøges tiden i skolen så med folkeskolereformens højere timetal over hele landet og i hele skoletiden.

»Der er forskel på vuggestuen, 8.-klassen og plejehjemmet - men der er også lighedstræk. Der er måske flere lighedstræk, end der er forskelle. Der sker noget bestemt med mennesket, når det bliver institutionaliseret i de her tre typer af institutioner«, siger Erik Sigsgaard.

Tænk i skadevirkninger

Hvem vil bo på et plejehjem, hvor vi ikke har nogle valg og ingen mulighed for at præge vores egen hverdag? spørger han. Det samme gælder vuggestuen og skolen. Men nogle ting er styret og bestemt udefra, mange rammer er givet - derfor er det væsentligt, at man forholder sig til situationen og magt-forholdet - som læreren, der beder børnene hjælpe hende med at undgå uretfærdigheder og overskridelse af de fælles regler, og som anerkender, at hun uundgåeligt både bygger børnene op og skader dem.

»Det at tænke i skadevirkninger er noget af det mest produktive. At jeg som lærer tænker: Jeg kommer til at skade nogen i dag. Ligesom jeg gjorde i går. For det åbner for, at jeg tænker, at måske kunne jeg skade mindre i dag end i går. Men hvis jeg hele tiden tror, at det, jeg gør, det er rigtigt og nødvendigt, så kan jeg slet ikke se det«, siger Erik Sigsgaard.

I den offentlige samtale om skolereformen og den længere skoledag for de cirka 550 tusinde medlemmer af den danske befolkning, som folkeskolens elever udgør, har fraværet af en række centrale spørgsmål været larmende for Erik Sigsgaard:

»Hvad er det egentlig, vi tager fra dem? Lærte og oplevede de ingenting i de timer, man nu tager fra dem?« spørger han og fortsætter:

»Det er ikke mange, der ved eftertanke vil sige: 'Nej, der lærte de ingenting'. Man vil kunne se, at det er der, man egentlig lærer at leve livet. At finde ud af det med kammeraterne, opbygge venskaber og holde fjenderne fra livet«, siger Erik Sigsgaard.

Han ser et skifte i balancen mellem »kan-tid« og »skal-tid«. Uden at vi for alvor er opmærksomme på, at vi dermed henlægger en endnu større del af barndommen til institutioner. For at åbne for den diskussion mener Erik Sigsgaard, at vi skal forholde os til, at vi har en blindhed over for den læring, der ikke opstår som en del af skolen:

Læring uden for skolen

»En ellers relativt kry fyr på seks år blev bange, da han var på tur, for der lå en slange. Og det vidste han: Slanger skal man passe på. Det viste sig, at det var en regnorm. Og han havde aldrig truffet en regnorm før. Alle på en vis alder ved, hvad en regnorm er, kun få har lært det i skolen. De lærer det ved at leve livet. En anden dreng turde ikke gå i skoven om efteråret, fordi jorden er blød, og han ikke kan stå fast i de nedfaldne blade. Det er historier om læring, som er fundamentalt vigtige for mennesker. På et overordnet plan - blødhed og hårdhed. Vigtige begreber. Men også på et sanseligt plan, det overhovedet at være i stand til at opleve noget, når man er ude ved regnormene, går på bladene eller er ude blandt andre mennesker. Den form for læring har vi svært ved at se, også fordi det for et øjeblik siden - historisk set - var noget, der skete af sig selv ved at leve livet ude på gaden«, siger Erik Sigsgaard.

Han mener derfor, at skolen og lærernes rolle skal ændres, så børnene kommer til at møde noget af det, vi i tidligere tiders samfund lærte ved i højere grad at omgås på tværs af livsaldre og bruge en langt større del af vores hverdagstid sammen. I sin bog følger Erik Sigsgaard læreren Bolette:

For hende består opgaven som lærer i at formidle faglig viden og at hjælpe børnene med deres sociale læring. Hun opstiller fælles regler for klassen, og hun lægger til, at reglerne bliver overtrådt også af hende selv. Og skaber dermed en fælles bevidsthed om skolen som et rum for magtudfoldelse. Og den opfattelse af lærerrollen giver ifølge Erik Sigsgaard nogle nye muligheder for læreren.

»Der går en bevægelse fra læreren på katederet til læreren handlende med og blandt børnene. Hvor læreren hjælper børnene, mere end han eller hun underviser«, siger Erik Sigsgaard. Hvis han kigger hen over de sidste årtiers lærerrolle og skole, får han gennemgående øje på en positiv bevægelse. Sko-len er mere demokratisk. Og elementet med en mere bevægelig undervisning er helt logisk og rigtig for Erik Sigsgaard, der henviser til den franske pædagogiske tænker Maurice Merleau-Ponty, der sagde: Ingen læring uden om kroppen.

»Det er rigtig godt med bevægelse, hvis ikke det samlede resultat bliver, at børnene går fra en vis kvantitet bevægelse på egne betingelser til en tilsvarende kvantitet bevægelse på det pædagogiske personales betingelser«, siger Erik Sigsgaard.

Lærernes opgave i dag er større og sværere end tidligere tiders, fordi børnene har behov for mere end bare fagfaglig undervisning. Den megen tid i institution gør det nødvendigt for børnene at møde voksne, der ikke kun er deres funktion. Læreren skal være en autentisk version af et almindeligt voksent menneske.

»Kun hvis læreren kan rumme på en gang at være professionel og inden for sit fag også være en almindelig mand eller kvinde, kun da har vi det helt lykkelige forhold. Det vil sige, at det at være lærer i dag kræver langt, langt mere, end det gjorde tidligere. Børn har brug for lærere, der vil, kan, tør og gør. Ikke for anonyme undervisningsfunktionærer«, siger Erik Sigsgaard. Han mener derfor, at det kommer til at skade børnene meget, at man har valgt at være så myndighedsindgribende og regulerende over for lærerne.

Lyt til nej'et

Kravene til skolerne og de andre institutioner, der står for en større og større del af børnenes liv, er store. Hvis de skal danne rammen for en lykkelig barndom, er der ifølge Erik Sigs­gaard et stort behov for at lytte til børnenes nej og forstå, hvad det er udtryk for, i stedet for at tie det ihjel med streng disciplin. Tvært­imod er det en pointe med bogen, at netop evnen til at sige fra skal dyrkes og trænes. Det er ikke, når børnene er velopdragne og gør, hvad der bliver sagt, at vi kan lære af dem. Tværtimod er det ifølge Sigsgaard:

»Når de argumenterer, hvisker, græder eller vrænger deres nej imod os, for da giver de os muligheden for at forstå bedre og se mere nuanceret og kritisk på den verden, vi har ansvaret for, at de skal vokse op i«, siger Erik Sigsgaard. Ikke forstået sådan, at alt skal forhandles, og lærerne skal ikke konstant spørge børnene, men hvis børnene er disciplineret til tavshed, går læreren glip af vigtig information og børnene af livsglæde og læring.

De skal lytte, når der kommer et nej - for evnen til at sige fra er afgørende for et godt liv:

»Hvad ville du sige til, hvis dit barn sagde nej til mobning, afviste seksuel chikane, eller at et mindretal krænkes. Ville du så ikke blive glad? Evnen til at sige nej er noget af det vigtigste for os, når vi tænker på et godt liv for vores børn«, siger Erik Sigsgaard.

Han er overbevist om, at hvis fremtidige generationer skal være i stand til at handle i forhold til de store globale udfordringer som klimaforandringerne, så kræver det, at de har styrke til at sige nej.

»Voksengenerationerne i dag har ikke været i stand til at gøre noget ved det. Er det, fordi vi ikke har været gode nok til at parere ordrer, møde til tiden, være lydige? Nej, det er, fordi vi i alt for høj grad bare parerer ordrer. Lever livet, som det forventes af os. Ikke gør noget ved det. Regningen, som vi efterlader ubetalt, overlades til de kommende generationer. Der bliver det vigtigt, at de bliver i stand til at sige nej, også når alle de andre siger ja«, siger Erik Sigsgaard.