Ny journalistpraktikant vil finde konstruktive historier

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Emilie Palm Olesen, 22, er Folkeskolens nye journalistpraktikant. Hun er i gang med en professionsbachelor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og vil være en del af redaktionen fra august og 12 måneder frem.

Emilie Palm Olesen kan især godt lide at skrive reportager, som giver læseren en følelse af at være på stedet. I et mediebillede, som ofte er præget af konflikthistorier, vil hun gerne finde solskinshistorierne.

»Jeg er nok ikke en journalistisk vagthund som Martin Krasnik, men jeg vil gerne være en journalist, som skriver levende og nuanceret. Det er sejt at kunne skrive en historie, der går rent ind hos læseren«, siger Emilie Palm Olesen.

Emilie Palm Olesen afløser Sebastian Bjerril, som vender tilbage til Roskilde Universitet for at færdiggøre sin kandidatuddannelse i journalistik og socialvidenskab.