-keo stod der som oftest kun under hans artikler og kommentarer i Folkeskolen, for Karl-Erik Olsen havde ikke behov for at føre sig frem. Han var den stille, solide slider, der sørgede for at have tjek på fakta og citater.

Karl-Erik var en fantastik god arbejdskammerat, der kunne aflevere loyal kritik, så den lød som ros. Irritation og vrede afslørede han kun med et par ekstra vip med den cigar, der stort set altid sad i mundvigen.

Karl-Erik var ansat på Folkeskolen fra august 1982 til december 1987. Derefter blev han ansvarshavende redaktør på fagbladet »Kommunalarbejderen«, som han i den grad moderniserede. Det faldt ikke entydigt i forbundsformandens smag, så efter nogle år tog Karl-Erik konsekvensen og sprang ud som freelancer med firmanavnet Skriver-Karl. Det blev til mange opgaver for Lærernes Centralorganisation og Lærerstandens Brandforsikring - og til DLF-formand Jørgen Jensens erindringer. Og deltidsjob som navneredaktør på Det Fri Aktuelt.

Inden journalistkarrieren var Karl-Erik en engageret lærer på Tårnby Kommunes pædagogiske flagskib Pilegårdsskolen. Fra 1965 redigerede han kredsens blad »Kridt«, og det gjorde han så godt og ambitiøst, så da han stoppede i 1973, var der ingen, der turde efterfølge ham. Efter en faglærereksamen blev han danskkonsulent. Men skriveriet trak, så han var samtidig redaktør af tidsskriftet »Rundt i Verden« fra Lærerforeningernes Materialeudvalg. I årevis leverede Karl-Erik også poetiske, morsomme og skrappe tekster til Dragørrevyen, og han var medlem af menighedsrådet ved Store Magleby Sogn i 12 år. Også der skrev han selvfølgelig. Nu om kirken.

Æret være Karl-Erik Olsens minde.