Privatfoto
Nye ansigter på Folkeskolen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Andreas Brøns Riise er ansat som journalist på Folkeskolen fra 1. juni. Andreas Brøns Riise er dog allerede et kendt ansigt på redaktionen, da han siden 2012 har arbejdet som freelancer for Folkeskolen med ansvar for blandt andet it-netværket. Andreas Brøns Riise er uddannet cand.comm. i journali- stik og historie fra Roskilde Universitet i 2012 og har ud over at skrive for Folkeskolen været selvstændig freelancer med egen virksomhed, hvor han primært har beskæftiget sig med uddannelsesområdet og byggebranchen samt undervist i og produceret podcast. Han fortsætter som tovholder på it-netværket og skal derudover også skrive for historie- og samfundsfagsnetværket og beskæftige sig med pædagogik og didaktik.
»Jeg er søn af en mørkerød specialskolelærer og en mørkeblå økonom. Jeg kan ikke huske en dag i min opvækst, hvor der ikke blev diskuteret skole, pædagogik eller politik, og jeg har været privilegeret at få begge sider og alle nuancer med hjemmefra. Dem insisterer jeg på at formidle gennem mit journalistiske arbejde«, siger Andreas Brøns Riise.
1. juni begynder Erik Bjørn Møller også som journalist på Folkeskolen. Siden 2017 har han været rådgiver i Europa-Parlamentet for Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. I to år var han uddannelsesredaktør på Altinget. Erik Bjørn Møller har også været presse- og kommunikationschef i blandt andet børne- og ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, og i en periode var han pressechef for Socialdemokratiet. Fra han fik eksamensbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole i 1991 og frem til 2003, havde han forskellige journalistiske roller som blandt andet undersøgende journalist, politisk journalist og politisk redaktør på Christiansborg, på Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Nu er han klar til at dykke ned i folkeskolestoffet.
»Fagbladet Folkeskolen er et anerkendt fagblad, og jeg glæder mig til at kombinere min indsigt i uddannelses- og skoleområdet med mine erfaringer som politisk journalist på Christiansborg på et så vigtigt område som folkeskolen. Mit netværk blandt politikere er stort, og jeg håber, at jeg blandt andet vil kunne bidrage med væsentlige politiske nyhedshistorier, der vil interessere både lærerne og alle andre, der interesserer sig for folkeskolen«, siger Erik Bjørn Møller.