Ny journalist på Folkeskolen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 1. maj tiltrådte Jesper Nørby som ny barselsvikar for journalist Esben Christensen, der er på barsel indtil 1. januar 2013. Jesper er 26 år, oprindeligt fra Silkeborg, og han blev færdig med sit journaliststudium ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus sidste forår.

Journaliststudiets praktiktid tilbragte han på et andet fagblad, nemlig pædagogernes »Børn&Unge« i København. Det var her og i San Francisco, hvor han tog et semester som udvekslingsstudent, at han for alvor fik øjnene op for at skrive om faglighed, undervisning og ikke mindst børn.

Jesper indrømmer, at han har perfektionistiske tendenser. »Især når det kommer til journalistik. Det er lidt en kliché at sige, at tingene skal være i orden, men jeg synes tit, folk svigter deres ansvar på den front«, siger han.

Den indstilling gælder, både når han langer fair trade-kaffe over disken i frivilligcaféen Retro i København, og når han spiller på den trækbasun, der har fulgt ham de sidste 14 år.