Foto: Martin Vitved Schäfer
Ny praktikant på Folkeskolen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Folkeskolen er et af de vigtigste områder i vores samfund og en vigtig del af demokratiet. Folkeskolen er fundamentet for det samfund, vi lever i«.
Sådan lyder det fra Folkeskolens nye journalistpraktikant, Julie Yapa Schmidt Sørensen. Inden hun startede på journalistik og socialvidenskab på Roskilde Universitet, arbejdede hun som lærervikar i fransk og matematik i folkeskolen, underviste asylansøgere i dansk og engelsk og arbejdede med kvinder med anden etnisk baggrund i Dansk Røde Kors. Under sit studium har hun desuden arbejdet som studentermedhjælper i Undervisningsministeriet. Som praktikant på Folkeskolen vil Julie Yapa Schmidt Sørensen gerne skrive om de emner, som hun mener ikke får nok opmærksomhed:
»Jeg vil gerne skrive om inklusion, social ulighed og tosprogede. Det er vigtige emner, som vi skal fokusere mere på«, siger hun.
Hun startede sin praktik på Folkeskolen 1. februar, hvor hun afløser Mikkel Medom, der i de sidste seks måneder af sin praktik skal arbejde på Djøfbladet.