Foto: Hope1983/istock.com
Forvirring: Ingen ved, hvilke specialklasselærere der skal lockoutes
KL planlægger at lockoute omkring 60.000 lærere, men vil undtage skoler for de mest sårbare elever. I specialklasser, lærerkredse og kommuner er der nu tvivl om, præcist hvilke ansatte inden for specialområdet, som er undtaget fra lockoutvarslet.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
KL henviser til, at det er kommunerne, der sætter navne på, hvilke lærere og skoler, der er undtaget. Men her er der ikke noget klart svar at hente pt:
"Vi er selv i tvivl, men vi er i gang med at undersøge det, og vi regner med at have en afklaring i løbet af et par dage".
Sådan lyder svaret fra skolechef i Køge Kommune Søren Thorborg, når man spørger ham, præcis hvilke specialundervisningstilbud der er undtaget fra en eventuel kommende storlockout.
KL: 86 procent af de ansatte inden for undervisning lockoutes
I det materiale, som KL offentliggjorde mandag aften, da kommunerne officielt varslede lockout, stod, at en række institutioner og områder på skoleområdet var undtaget, "da der her er sårbare børn, unge og voksne". Som eksempler blev nævnt selvstændige specialskoler for børn og selvstændige observations- og heldagsskoler. Men i den konkrete varselsskrivelse, som Lærernes Centralorganisation har modtaget fra KL, nævnes også "ansatte ved folkeskoler og ungdomsskoler, der varetager undervisning i specialklasser i henhold til kapitel 3 i bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand". Se den konkrete formulering via linket under artiklen.
Hvad med specialklasserækker?
Så hvad betyder det? Skal alle specialklasser holde åbent under en lockout? Skal alle skoler, der har en specialklasserække, holde åbent? Eller er det kun nogle specialklassetyper, der skal holde åbent? Speciallærerne ringer derfor til deres lokale lærerkreds, og dér klør lærerkredsformændene sig i håret:
"Vi har også skoler, hvor én af matriklerne er en specialskole, men som hører under en almindelig folkeskole", forklarer formand for Esbjerg Lærerforening Kenneth Nielsen, der har meget svært ved at tolke varslet for sine medlemmer.
I Køge har kredsformand Pernille Nørgaard spurgt på forvaltningen, men heller ikke her er man altså klar med et svar på nuværende tidspunkt.
"Det er uholdbart, at vi ikke kan give medlemmerne besked", siger hun.
Hos Lærernes Centralorganisation er man opmærksom på problematikken, fortæller sekretariatschef Henrik Højrup:
"LC er lige ved at gennemgå lockoutvarslerne for, om de er tilstrækkeligt præcise, konkrete og i øvrigt lovlige. Det gør vi med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at gøre formelle indsigelser", siger han.
Vil trække KL i Arbejdsretten for upræcise lockoutvarsler
FOA indkalder arbejdsgiverne til fællesmøde
Formand for FOA, som blandt andet organiserer sosu-hjælpere og portører, Dennis Kristensen, fortalte i aftes til flere medier, at de lockoutvarsler, han har modtaget, er så uklare, at de nærmest er ubrugelige.
"Det er meget svært for os at se, hvem der faktisk er omfattet af arbejdsgivernes varsel. Jeg kan som eksempel nævne, at regionerne har undtaget 'psykiatrien', uden at vi nærmere kan aflæse, hvilken afgrænsning af psykiatrien regionerne har foretaget. Det kan vi jo ikke rådgive medlemmerne ud fra", siger Dennis Kristensen, formand for FOA.
"Vi skal kunne give hvert enkelt medlem klar besked, det er vores pligt. Det kan vi ikke, sådan som varslerne er udformet, derfor er vi tvunget til at reagere", siger Dennis Kristensen.
FOA vil derfor indkalde arbejdsgiverne til et såkaldt fællesmøde, som er første skridt i en arbejdsretssag.
Læs mere
De er undtaget fra lockoutvarslet på det kommunaleområde