Dobbeltdækkerbusser med teksten 'Thank you to the teachers of London". London Eye, der oplyser hele Shell-bygningen med teksten "London's pupils are improving. Thank you to the London Teachers". Det gennemgribende skoleprogram The London Challenge har i den grad været et fælles projekt for hele byen. Og for toprådgiveren David Woods er der ingen tvivl om, at lærere og skoleledere skal stå i centrum for enhver virkelig transformation af et skolesystem.

"Det allervigtigste er, at få lærerne med. Hvis man ikke har lærerne med, så kan man ingenting. Hvis lærerne ikke har ejerskab, så bliver det ikke til noget. Det handler om at motivere, men også om at skabe et moralsk formål. Enhver skal føle ansvar for sine egne elever, sin egen skole, men også for alle skoler i distriktet. Vi har skabt et sammenhold, så man er stolt af at være en London-lærer. Men det betyder også, at man har ansvar for at hjælpe, hvis der er problemer på en anden skole i byen", forklarer professor David Woods.

Han har været forskeren bag projektet The London Challenge, og han besøgte i tirsdags København for at fortælle om det imponerende udviklingsprojekt på en SFI-konference om Social mobilitet.

Transformation i stedet for forbedring

Da Tony Blair kom til magten i 1997 pegede han på tre udfordringer for England: Education, education and education. For at klare udfordringerne satte han gang i en stor uddannelsesreform, men selv om niveauet steg generelt, rykkede det ikke noget for de svageste elever, som der er mange af i London. Premierministeren blev utålmodig. Han ville ikke bare have forbedringer, men forvandlinger. Og det blev starten på projekt London Challenge.

"Det første, vi gjorde var at spørge forskerne om årsagen, og alle pegede på de samme fire faktorer: Manglen på forventninger var større end den økonomiske mangel. Skolerne var isolerede og kæmpede alene. Skolerne havde ikke samarbejde med universiteter og erhvervsliv, som kunne have bidraget. Samarbejdet med forældrene var skidt", fortæller David Woods.

Herfra gik de i gang med at indsamle præcise data og samle skolerne i 'familier', hvor alle har præcis de samme udfordringer, men hvor eleverne klarer sig bedre nogle steder end andre. 

"Konfronter de brutale fakta. Hvis man kender data, er der pludselig ikke nogen undskyldninger, for så kan man se, at der er andre, der gør det bedre med en lignende elevgruppe og resurser. Der er også skoler i London, der er meget populære og har det nemt, men de gør det faktisk ikke særlig godt. De skal også udfordres. Det er ikke tilfældigt, at det hedder The London Challenge og ikke The London Support, for alle kan gøre det bedre".

Hvert år bliver skolernes placeringer i 'familier' offentliggjort, og skolerne går meget op i, hvordan de ligger i forhold til deres familiemedlemmer.

Det der virkelig betyder noget, er kvaliteten af lærere og skoleledere, så derfor udlåner man lærere og ledere fra de skoler, der gør det godt til skoler, der gør det mindre godt en halv dag om ugen for at skolerne kan lære af hinanden. Derudover arrangerer de learning walks mellem lærere og ledere på forskellige skoler, hvor man kan lære af hinandens løsninger.

Ledere og ejere skal også udfordres 

På samme måde er skoleejerne under konstant opsyn og bliver også sammenlignet i forhold til elevernes baggrund og resultater.

Særligt for skolelederne har det skabt et system, hvor de er bliver parret - lidt som et datingbureau, hvor de kan lære af hinanden.

"Skolepartnerskaber, skolebesøg, lærende gåture og innovationsbytning. Det er blevet helt almindelig for skoler og og lærere nu. Og i virkeligheden er det langt mere udbytterigt end at sende lærerne på efteruddannelse, for der er altid en eller anden, som har en god løsninger på udfordringerne - og det er en, der har prøvet det selv".

Det handler om at værdsætte lærerne

Og endelig er retorikken omkring skolen afgørende. Udover de generelle anerkendelser til lærerne på busser og mure, så var det vigtigt, at politikerne holdt op med at tale om underpræsenterende skoler og begyndte  at tale om skoler, der kan forbedre sig.

 "Vi havde en masse konferencer og besøg. Vi greb en hver lejlighed til at tale med lærerne. Hver eneste gang lederen af London Challenge, som er et fantastisk menneske, besøgte en skole og talte med måske 20 lærere, skrev han efterfølgende et brev til hver af lærerne med indholdet: 'Det var en ære at være i din klasse i morges, jeg elsker den måde du gjorde dette eller dette". Det er måske en lille ting, men for lærerne, som gjorde arbejdet hver dag, betød det meget. Det handler om moral og værdsættelse af lærerne".