Det er knap et år siden, Folkeskolen.dk/lærersenior første gang lagde vejen forbi parcelhuset i Ryslinge. Dengang var Poul Arne Nielsen netop gået på efterløn fra sit lærerjob på Pontoppidanskolen i Brobyværk på Midtfyn.
Selvom han var glad for kontakten til eleverne – deres umiddelbarhed – og samværet med kollegerne, fik helbredet, manglende muligheder for at gå på halv tid samt ikke mindst folkeskolereformens konsekvenser ham til at trække stikket.
For Poul Arne Nielsen var træt af lange skoledage, inklusion, mindre frihed og øget bureaukrati – og trods lidt tankevirksomhed om økonomi, hvad al tiden skulle bruges på, og om han og hustruen Susanne overhovedet kunne holde hinanden ud, valgte han efterlønnen.
Officielt gik han på efterløn den 1. juli 2021, men han stoppede allerede den 25. maj, da han havde lidt ferie, der skulle afvikles. I dag knap et år efter savner han kollegerne og eleverne, men han er glad for sit valg.
”Jeg er bestemt ikke på vej tilbage til folkeskolen. Jeg savner mine tidligere kolleger og eleverne, men jeg savner bestemt ikke møderne, at skulle på arbejde mandag morgen eller at skulle kæmpe med en folkeskolereform, som jeg nærmest ikke har ord for, hvor ødelæggende var”, siger Poul Arne Nielsen og fortsætter:
”Samtidig har det vist sig, at jeg sagtens kan få tiden til at gå, at min hustru og jeg sagtens kan holde hinanden ud, og selvom økonomien er lidt stram, så går det fint”.
Nu bestemmer jeg helt selv
Samtidig ser han det som et kæmpe privilegium selv at kunne bestemme over sin egen tid.
"Jeg har jo en frihed, som jeg ikke har haft i mit arbejdsliv. Jeg besøger mine gamle forældre en gang om ugen, det kneb med til at besøge dem, da jeg arbejdede. Jeg kan passe haven, som før var fyldt med ukrudt. Og har ovenikøbet frihed til at gå til og fra, hvis ryggen knirker”, fortæller Poul Arne Nielsen.
Friheden bruges også til at ses med venner - både formiddag, middag og eftermiddag. Der er tid til at nærlæse den daglige avis, og bøgerne sluges i hobetal – lige nu er Poul Arne Nielsen i gang med Lotte og Søren Hammers serie, der foregår under anden verdenskrig.
”Lange gåture er nærmest blevet et fast morgenritual. Næsten hver dag går jeg 12-15 km – ofte alene. Her slapper jeg af, får energi, hører P1 eller podcasts, og så er gåturene godt for min diabetes og mit hjerte, og jeg har endda tabt mig syv-otte kilo”.
Lidt ture til Aarhus, Flensborg og en billig rejse til Tenerife er det også blevet til.
Tid til fodbold og familie
Den store passion; fodbold er der også blevet mere tid til. Yndlingsholdet er Leeds United – tatoveret på den ene arm, og stort set samtlige fodboldkampe i både den engelske Premier League og den danske superliga bliver set på tv.
”Nu har jeg også tid til at tage på stadion igen – og se OB”.
Poul Arne Nielsen har også fået langt mere tid til familien, der ud over hustruen tæller tre børn, svigerbørn og fire børnebørn. Familien har tidligere haft plejebørn, og planen er at få plejebørn igen.
Folkeskolen skal gøres bedre
Til gengæld er det ikke Poul Arne Nielsens plan at vende retur til folkeskolen.
”Jeg følger stadig meget med i debatten om folkeskolen, og jeg glæder mig over, at jeg ikke længere er en del af det og slipper for at være med til at løse alle de problemer, folkeskolen kæmper med. Lærerne er virkelig spændt for”, siger Poul Arne Nielsen.
Selvom han helt ind i hjertet er folkeskoletilhænger, kan han sådan set godt forstå, at stadigt flere forældre vælger de frie skoler.
”Vi bliver nødt til at gøre folkeskolen bedre. For inklusionen er en kæmpe fiasko, de lange skoledage dur ikke, og desværre er nogle politikere så forbandede stædige, så de ikke vil indrømme, at folkeskolereformen var en fejl”.
Poul Arne Nielsen mener bestemt, det var nødvendigt at gøre noget, da reformen kom.
”Mange steder var det blevet laveste fællesnævner, og det vejledende timetal blev brugt til at spare, så eleverne havde et absolut minimum af timer. Samtidig var der ikke nok ambitioner for især de ældste elever, men folkeskolereformen var bestemt ikke løsningen på folkeskolens problemer”, pointerer Poul Arne Nielsen.
Sæt skolerne fri
I hans optik er der brug for at sætte folkeskolerne fri. Den enkelte skole skal have en pose penge – og tilstrækkeligt med penge - til at drive den skole, som passer bedst til lokalområdet, mener han.
”Samtidig skal politikerne erkende, at vi ikke kan rumme alle i klassen, man skal arbejde langt mere med to voksne i klasserne, og så skal folkeskolen have nogle muligheder for at reagere overfor uregerlige børn og voksne. Det kan ikke passe, at lærere skal udsættes for trusler og vold”, siger Poul Arne Nielsen.
Trods bekymringerne over tingenes tilstand i den danske folkeskole savner Poul Arne Nielsen alligevel livet som lærer – kollegerne og samværet med børnene. Og han har da også været forbi skolen et par gange på besøg.
”Men det er svært, for alle har jo travlt, når man lige dropper forbi. Så jeg har en plan om at sætte mig på folkebiblioteket, der også ligger på Pontoppidanskolen, sætte mig der og læse dagens avis, og så kan folk komme forbi, når de har tid”.
