Næstformand for DLF Stig Andersen mener, at det er en dårlig idé, hvis lærerne får mulighed for at veksle efterløn med efteruddannelse. "Som ung kan man ikke vide, hvordan man får det senere i livet", siger han.

Lærerne vil ikke sælge efterlønnen for at få efteruddannelse

Dansk Metal og HK ønsker at forhandle med regeringen om mulighed for at veksle efterlønnen til fordel for efteruddannelse. Næstformand i DLF Stig Andersen mener, at det er en rigtig dårlig idé.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det at have brug for efterløn er en helt anden problemstilling, end det at have brug for en efteruddannelse. Det mener jeg er to vidt forskellige problemstillinger, der skal løses hver for sig", siger Stig Andersen, som foruden posten som næstformand i DLF også er formand for lærernes A-kasse.

HK: Uddannelse skal sikre vækst

Det er HK, der lancerer ideen om, at den enkelte kan vælge at droppe retten til efteruddannelse og i stedet få efteruddannelse i de yngre år.

"Danmark er ved at gå i stå. I slutningen af 1990' erne var vi det femterigeste land i verden, men nu er vi ved at blive kørt bagud. En årsag er, at danskernes uddannelsesniveau har stået i stampe, så derfor kunne det være en idé at veksle retten til efterløn til efteruddannelse", siger forbundsformand Kim Simonsen, HK til Politiken. Dansk Metal bakker op om ideen, mens FOA er imod.

DLF: Arbejdsmarkedet skal gøre plads til ældre

"Tankegangen må være, at man opkvalificerer folk, så de kan komme over i andre erhverv, hvor de bedre kan klare sig, også når de kommer op i alderen. Jeg mener, at udgangspunktet må være, at vi skal have nogle arbejdsforhold i alle erhverv, der gør, man kan klare sig, når man kommer op i alderen. Det er den måde, man skal sikre, at der på sigt bliver mindre brug for efterløn", siger Stig Andersen.

Venstre, Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti har aftalt en reform af efterlønnen. Reformen skal vedtages efter et valg. Aftalen indebærer, at efterlønsalderen gradvist sættes op fra 60 år til 64 år, og at pensionsalderen sættes op fra 65 til 67 år. Derudover skal pensionsordninger modregnes i efterlønnen.

Læs mere