På kongressen vedtog DLF at sende en officiel støtteerklæring til den tyrkiske lærerforening Egitim Sen, hvor Erdogan har fyret over 10.000 medlemmer. Nu støtter DLF også økonomisk, og Niels Lynnerup (billedet) rejser derned i næste uge for at tale med de ramte lærere.
Foto: Thomas Arnbo
DLF tager til Tyrkiet for at tale med Erdogans fyrede lærere
Over 10.000 lærere er siden sommerens kupforsøg mod præsident Erdogan i Tyrkiet blevet fyret helt uden vished om fremtiden. Danmarks Lærerforening rejser i næste uge til Ankara for at støtte de fyrede lærere.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En uge inden skolestart blev 11.285 lærere af den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan anklaget for at stå i ledtog med en terrorbevægelse og fyret.
Præsidenten påstår, at lærerne, som er medlemmer af den tyrkiske lærerforening Egitim Sen, er i ledtog med det kurdiske parti PKK, som er på listen over terrororganisationer i Tyrkiet. Af samme grund er over 100.000 offentligt ansatte blevet afskediget, siden et militært kupforsøg den 15. og 16. juli sidste år forsøgte at vælte Erdogan af magten.
Ser frem til at høre lærernes egne beretninger
Herhjemme vedtog Danmarks Lærerforening i januar at støtte den tyrkiske lærerforening med cirka 75.000 kroner. Samtidig formulerede DLF en officiel støtteresolution til de tyrkiske lærere på Danmarks Lærerforenings kongres, og i næste uge skal DLF med den internationale underviserorganisation Education International til Ankara i Tyrkiet.
DLF støtter demokrati i Tyrkiet
"Jeg ser frem til at høre de fyrede læreres egne beretninger, for jo mere viden vi kan få om, hvad der sker i Tyrkiet, jo bedre kan Education International, herunder DLF, medvirke til at det internationale samfund kan lægge pres på den tyrkiske regering", siger Niels Lynnerup, der er hovedstyrelsesmedlem i DLF og med i Ankara den 26. og 27. februar. Han sidder i DLF's internationale følgegruppe og har været i Tyrkiet syv gange i løbet af de seneste 10 år.
Erdogans anklager mod lærerne har ingen hold i virkeligheden, siger Niels Lynnerup. Han har været til flere tidligere retssager mod lærere, der er blevet frikendt for beskyldningerne.
Ifølge ham skal Erdogans hetz mod den tyrkiske lærerforening Egitim Sen og dets medlemmer ses i lyset af en lang og broget konflikt, der hersker i Tyrkiet mellem regeringen og de kurdiske tyrkere.
"Når lærerne bliver ramt, er det fordi, mange af Egitim Sens medlemmer er kurdere, og kurdere har altid været en torn i øjet på Erdogan og regeringen. Kupforsøget i sommer har gjort ondt værre. For regeringen bruger det som en anledning til at angribe politiske modstandere og sige, at Egitim Sen har nok noget med kuppet at gøre. Og det er en fuldstændig ubegrundet mistanke", siger Niels Lynnerup.
Debatindlæg: Krigslignende forhold - DLF støtter lærere i Sydøsttyrkiet
Frygten for terror baner vejen
I frygt for terror fra både Islamisk Stat og PKK har regeringen vundet opbakning i befolkningen, hvilket har skabt grobund for, at Erdogan har kunnet fortsætte med at udstede udemokratiske beslutninger, lyder det fra Niels Lynnerup.
"Erdogans opførsel sker i ly af den frygt og den undtagelsestilstand, der har været siden kuppet, og indtil videre har det internationale samfund været relativt passive. Og det skal i høj grad forklares med, at Tyrkiets regering sørger for at holde Syriens flygtninge væk fra Europas grænser, og derfor er man påpasselige med at kritisere Erdogan", siger Niels Lynnerup.
For hovedstyrelsesmedlemmet handler støtten til Egitim Sen mest af alt om at sætte fokus på, at der er basale menneske- og fagforeningsrettigheder, som ikke overholdes.
"Det er en solidaritetserklæring til en søsterorganisation, som er under hårdt pres. vi viser hermed, at de har kolleger i Europa og resten af verden, som ikke er ligeglade men kerer sig om deres situation", siger Niels Lynnerup.