DLF's næstformand Dorte Lange fortæller, at TR-mødet skal sikre, at lærerne er velinformerede om deres arbejdssituation.

DLF inviterer tillidsrepræsentanter til møde

Kredsstyrelsesmedlemmer og tillidsrepræsentanter fra alle landets kredse er inviteret til TR-møde i Odense d. 5. marts.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforening holder tillidsrepræsentantmøde i Odense den første tirsdag i marts. Ligegyldigt hvad udkommet af de forestående forhandlinger med den kommunale arbejdsgiver bliver, så er mødets formål at samle lærerne og sikre, at alle er informerede om den aktuelle situation. Det understreger næstformand Dorte Lange.

"Vi laver TR-mødet, fordi folkeskolen står over for den største udfordring længe. Det er en kendsgerning, at KL og regeringen sammen har lavet en aftale om, hvordan man kan lave en billigere folkeskole, som skal finansieres ved at lærere underviser mere, men har mindre tid til forberedelse. Det er en voldsom kvalitetsnedgang. Derfor har vi har brug for at være samlet den dag, for at have fælles informationsniveau. Tillidsrepræsentanterne er dem, lærerne får deres information fra og som også kan få dem at være aktive i den sitituation, vi er i", siger Dorte Lange.

DLF's næstformand fortæller samtidig at mødet skal forberede lærerne på deres situation efter de afsluttende forhandlinger med KL d. 26. februar.

"Vi kan ikke vide, om vi har en aftale med KL til mødet d. 5. marts, men vi håber, at tillidsrepræsentanterne tager derfra med en fælles bevidsthed om, hvad deres situation er. Lærerne skal ikke tromles med en aftale, hvor arbejdstidsaftalen ophører, og der ikke er nogen grænser for, hvornår og længe man arbejder", understreger Dorte Lange.

TR-Mødet afholdes i Odense Congress Center på Ørbækvej 350. Fra 11.30 til 12.30 bliver der serveret mad og drikke, og selve mødet starter kl. 12.30.