”Der kommer til at mangle 13.100 lærere i 2030, så folkeskolen har slet ikke råd til den her udvikling. Vi gambler med kommende generationers skolegang", lyder det fra forperson i Lærerstuderendes Landskreds Caroline Holdflod Nørgaard. Foto: Danmarks Lærerforening
Lærerstuderende: Katastrofe at færre vil læse til lærer uden for de fire største byer
Antallet af lærerstuderende er faldet med fem procent siden sidste år. Især mærkes faldet uden for de store byer, hvor der kommer 15 procent færre lærerstuderende efter sommerferien. Der er brug for handling, lyder det fra Lærerstuderendes Landskreds og DLF.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Antallet af lærerstuderende, der begynder på en læreruddannelse, er faldet med 5 procent siden sidste år. Mest mærkes faldet uden for de fire største byer, hvor der kommer 15 procent færre lærerstuderende, viser et notat fra Uddannelses- og forskningsstyrelsen.
Annonce:
"Det er mildest talt en katastrofe".
Sådan lyder det fra de lærerstuderendes forperson Caroline Holdflod Nørgaard i et indlæg på folkeskolen.dk. "Tallene taler et helt klart sprog. Hvis udviklingen fortsætter, så bliver det sværere at blive lærer uden for de store byer, og folkeskolerne i de mindre byer får endnu større rekrutteringsproblemer. Der er brug for, at politikerne tager ansvar nu".
Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen er enig:
Annonce:
"Det er ganske alvorligt, at vi dels ser et samlet fald i optaget på læreruddannelsen og et noget større fald end det samlede på læreruddannelsen uden for de fire største byer. Det kræver, at vi som samfund investerer i læreruddannelsen og gør det attraktivt at søge uden for de større byer.
At vi i det hele taget gør det attraktivt at søge ind", siger han.
Optagelsen på læreruddannelsen i og uden for de fire største byer, antal, 2017-2021Kilde: Kilde: Statistikbanken, FOLK1A
Regeringen ønsker flere lærerstuderende uden for de store byer
I maj måned blev offentliggjort, at regeringen vil gøre det muligt at læse til lærer i Hillerød og Svendborg. Samlet vil regeringen inden 2025 oprette 25 nye uddannelser uden for landets fire største byer. Målet er, at flere læser til lærer uden for de største byer.
Udspillet førte til en del debat. Flere af de mindre læreruddannelser har haft svært ved at udbyde fag og Københavns Professionshøjskole advarede om, at en udflytning kan forringe læreruddannelsens niveau, fordi pengene skal smøres ud på flere uddannelsessteder.
"Vi oplever at den offentlige debat har haft betydning for, at kommende lærere flygter fra de små byer", siger Caroline Holdflod Nørgaard.
Annonce:
I Nr. Nissum er antallet af optagne på læreruddannelsen eksempelvis faldet fra 85 i 2020 til blot 34 i år. "Det er alarmerende. Når uddannelsesstederne bliver for små, bliver det svært at udbyde de forskellige undervisningsfag, som er nødvendige for at kunne undervise i folkeskolen", siger hun.
"Det er dyrt at drive læreruddannelse, fordi der skal uddannes lærere til alle skolens fag. Især på de små uddannelser giver de mange fagspecialiseringer udfordringer, og derfor er der brug for massive investeringer i uddannelsen", siger hun og sender en opfordring til regeringen:
"Hvis regeringen mener det, de sagde med, at uddannelserne skal være "tættere på", må de tage et større ansvar for unges søgemønster og for at sikre, at der i fremtiden er lærerstuderende i hele landet. Vi har brug for en national rekrutteringsstrategi".
Gordon Ørskov Madsen er enig i, at der er brug for investeringer i læreruddannelsen.
"Det går ikke, at der er studerende, der har 10 undervisningslektioner på en uge, at der er studerende, der ikke møder op, og at koblingen mellem praktik og uddannelsen er for dårlig", siger han og peger på, at der kun er fire ud af ti praktiklærere på skolerne, som har en praktiklæreruddannelse.
Politikerne er klar til at se på problemerne, siger Gordon Ørskov.
"Vi er i gang med at kigge på de mange gode ting, som vi skal gøre for læreruddannelsen. Ane Halsboe (uddannelses- og forskningsminister red.) har nedsat en gruppe, hvor jeg også sidder, som skal se på læreruddannelsen".