Danmarks Lærerforening vil blandt andet kortlægge, hvor mange skoler der lever op til kravet om at have en uddannet praktikvejleder.
Foto: julief514/istock
DLF vil kortlægge praktikforholdene på skolerne
Et spørgeskema skal blandt andet afsløre, hvor mange skoler der har en uddannet praktikvejleder. Praktiklærernes formand glæder sig over kortlægningen, men forventer nedslående resultat.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lærernes tillidsrepræsentant har på alle skoler modtaget et spørgeskema om skolens praktikforhold. Herunder om skolen har en uddannet praktikvejleder.
Det fik kommunerne i 2012 som led i en politisk aftale penge til at sørge for er tilfældet.
Men det betyder ikke, at alle skoler i dag har en uddannet vejleder. Dels er nogen af dem flyttet skole, uden der er uddannet ny praktikvejleder, dels er flere gået på pension, lyder det fra formand for Praktiklærerforeningen Lillian Andersen.
Derfor er det vigtigt at sætte fokus på, at uddannelse af praktikvejledere en fortløbende udfordring, påpeger hun.
Blog: DLF har udsendt spørgeskema om praktik til din TR
"Nu skal man passe på med at udtale sig for skråsikkert, inden undersøgelsens resultat foreligger, men min umiddelbare vurdering er, at de nødvendige kompetencer overordnet betragtet ikke er til rådighed ude på skolerne", siger hun til folkeskolen.dk/praktiklaerere.
"Og så er det vores indtryk, at de uddannede vejledere ofte ikke varetager den direkte vejledning af de studerende. De er ofte overordnede koordinatorer, men ofte uden de kommer særlig tæt på selve praktikken".
Her er der sket et skifte siden den seneste folkeskolereform trådte i kraft i 2014, vurderer Lillian Andersen.
"Tidligere havde koordinatoren møder med praktiklærerne inden hver praktik, så der forlods var fokus både på de formelle krav og den faglige del af vejledningsopgaven. Det er der ikke tid til længere. Derfor bliver de møder oftest ikke holdt, og så bliver det meget op til den enkelte lærer at finde ud af tingene", siger hun.
"Det kan for eksempel være noget af en opgave for en indskolingslærer at skulle sætte sig ind i karakterskalaen, når de studerende skal have bedømt deres praktik, når man måske aldrig har prøvet at uddele en karakter før. Uden uddannelse er det generelt svært at leve op til de store krav, der stilles til at være voksenuddanner i faget praktik.".
Fynsk kortlægning viste store mangler
I december 2019 viste en kortlægning fra UC Lillebælt, at der på Fyns 92 folkeskoler blot var 52 uddannede praktikvejledere. 10 skoler havde på daværende tidspunkt lærerstuderende i praktik uden at have en uddannet vejleder.
Halvdelen af fynske folkeskoler har ingen uddannet praktikvejleder
Lillian Andersen glæder sig over, at Danmarks Lærerforening med undersøgelsen vil kortlægge området på landsplan. Hun opfordrer alle skoler til at svare på spørgeskemaet, så undersøgelsen kan blive så valid som muligt.
"Vi oplever, at det bliver sværere for lærerne at få lov af skolelederne til at deltage i vores efteruddannelseskurser, og flere læreruddannelser har også måtte opgive at oprette kurser på grund af manglende tilmeldinger", siger Lillian Andersen.
Rekordfå tilmeldinger til praktiklærernes årskursus
"Så vi kan se alle muligt tegn. Men det er vigtigt, vi får det fulde billede af, hvordan det står til. Skal vi have veluddannede lærere ud i skolen, kræver det, at de møder veluddannede praktiklærere i deres praktiktid".
"Særligt efter man med den sidste læreruddannelse skar kraftigt i omfanget af praktikken, er det blevet så meget desto vigtigere, at kvaliteten af den sikres".