Bliv medlem af DLF uden karens-tid
Underviser du i folkeskolen men uden at være medlem af DLF? De næste tre måneder er der mulighed for at blive medlem uden karens-tid. Det sker som forberedelse til OK11.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I forbindelse med overenskomst 08 modtog DLF mange ansøgninger om karensfritagelse fra medlemsberettigede lærere. Derfor har foreningen besluttet en amnestiperiode fra 1. oktober til nytår, hvor man kan søge om medlemskab uden at skulle igennem en karensperiode. Op til OK08 fik stort set alle ansøgere fritagelse fra karenstiden, hvilket betød at de nye medlemmer kunne modtage konfliktstøtte, hvis det blev aktuelt.
Tidligere indmeldte er også sikret
De nye medlemmer kan være lærere som ubrudt har været medlem af en anden faglig organisation eller lærerstuderende, der arbejder i mere end halv tid i over tre måneder. De kan nemlig ikke længere være medlem af Lærerstuderendes Landskreds (LL), men de kan overflyttes til den lokale kreds, hvor arbejdspladsen hører til.
Hvis man har meldt sig ind i DLF før 1. april 2009, vil man få konfliktstøtte, hvis det bliver aktuelt.
Normalt vil man have karens to år fra indmeldelsedatoen. Derfor kan der også være lærere, der allerede har meldt sig ind i DLF men er i karensperioden. De vil nu kunne blive fri for karens.
Der kan også være tidligere medlemmer, der har meldt sig ud på grund af svære økonomiske forhold.
Op til OK08 var der omkring 150 lærere, der søgte om karensfritagelse.
Ansøgning om karensfritagelse skal sendes til kredsen, der påtegner den og sender den til DLF centralt. En ansøgning behøver blot at være på få linjer, hvor man meddeler sit navn, ønsket om indmeldelse, og at man søger om fritagelse for karens i forhold til at kunne opnå konfliktstøtte i forbindelse med OK11.