Lærerforeningens to ben blev til fire ben eller måske til fire hjul, fordi tempoet skal sættes i vejret. Indimellem var kredsstyrelsen i fare for at blive nedlagt, og andre gange var der bud efter DLF centralt. Det var situationen, da en flok kredsstyrelsesmedlemmer var til konference om 'tillidsrepræsentanten som politikbærer' i sidste måned på foreningens kursusejendom, Gammel Avernæs.

Både fagbevægelsens fremtid og tillidsrepræsentantens nuværende og nye roller var til diskussion.

Mere tid og mere uddannelse til tillidsrepræsentanten var helt enslydende krav fra alle på konferencen. Uenigheden kom, når der blev talt om højere status, forhandlinger og aftaleret på den enkelte skole og ledelsesarbejde til tillidsrepræsentanten - for eksempel om fagfordelingen - og funktionsløn for arbejdet.

De fire ben, som Lærerforeningen blev udstyret med på konferencen, er foruden det faglige og det pædagogiske et arbejdsmiljø-ben og et menneskeligt ben. De ekstra ben blev tilføjet, fordi deltagerne mener, at arbejdsmiljøet og det personlighedsudviklende allerede har en stor rolle i foreningens arbejde, og at disse sider skal styrkes.

Flere af deltagerne opponerede i øvrigt mod konferencens titel 'Tillidsrepræsentanten som politikbærer'. De mente, det burde være 'Tillidsrepræsentanten som politikskaber'.

Tid, uddannelse og løn

Som optakt var deltagerne blevet præsenteret for to oplæg. Et om fremtidens fagbevægelse af professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet, og et om, hvorfor fagforeningen må perspektivere tillidsrepræsentanternes rolle, af Klaus Wilmann, næstformand i BUPL, Forbundet for Pædagoger og Klubfolk.

Tillidsrepræsentanterne skal uddannes bedre, de skal have mere tid til deres arbejde, og de skal have mere i løn, lød det fra dem begge.

- Tillidsrepræsentanten er ikke et appendiks i organisationen. Tillidsrepræsentanten er selve livsnerven, sagde Henning Jørgensen.

Han talte om tillidsrepræsentanten som generator, resultatbringer, budbringer og agitator. Med sig havde han en lang liste over arbejdsopgaver, som tillidsrepræsentanten skal varetage. Listen havde han vist til en ven i det private erhvervsliv. Uden at fortælle, at listen beskrev en tillidsrepræsentants arbejde, havde han spurgt ham, hvor meget sådan én skulle have i løn.

- 600.000 kroner, svarede vennen uden at blinke.

- Men føler jeres tillidsrepræsentanter, at de har de kvalifikationer, de behøver for at kunne klare opgaverne, spurgte Henning Jørgensen.

- Har de tiden til det? Får de støtte fra kolleger og fagforening?

Spørgsmålene haglede ned og bar svarene i sig selv.

- I må forholde jer til moderniseringen i den offentlige sektor. Det er vanvittigt at have så mange organisationer i FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd). Organisationerne må finde sammen med dem, de kan samarbejde med, sagde Henning Jørgensen.

- Strejkevåbnet fungerer ikke mere. Men den offentlige mening, den lytter politikerne til. Hvor gode er I til mediepolitik?

- Medlemmerne skal kunne sige: 'Min fagforening er bærer af håb - af fremtiden'. Lærerne skal føle, at det er deres fagforening, og at de betyder noget. Og så skal de aktiveres.

- Lav gadeteater. Læg pænheden lidt til side. Kom væk fra baghjulstaktikken og smid selv noget på bordet, lød opfordringen fra Henning Jørgensen.

Sygeplejerskerne har fået større opbakning, fordi de tog nye metoder i brug, mener han. De sang, brugte humor og fortalte, at de gør noget samfundsnyttigt, at de har brugsværdi.

- Og nu taler politikerne om sygehusene og sygeplejerskerne.

Det individualistiske

Fremtidens fagforening skal se meget anderledes ud, end den gør i dag, hvis den skal have en chance, spår Henning Jørgensen. Tidligere stod fagforeningerne for det kollektive og solidariske. Fremover skal de rumme og bruge det individualistiske. Fordi massen er død. Massen eksisterer ikke længere.

Han refererede fra en undersøgelse, han har været med til at udarbejde om LO's medlemmer. Den viser tydeligt, at der i dag ikke er én type lønarbejder. Der er fire typer: Velfærdsarbejderne, funktionærerne, liberalisterne og karrieremenneskerne.

For velfærdsarbejderne handler det om højere løn og kortere arbejdstid. De går ind for fagforeningen, fordi det er den, der skaffer dem deres løn og sikkerhed, og de går ind for velfærdsstaten. Velfærdsarbejdernes antal er faldende.

Funktionærerne er medarbejdere i ordets stærkeste betydning. Det er ikke lønnen, der er vigtigst, men fagstoltheden. De går ind for fagforeningen og for velfærdsstaten.

Den tredje type er liberalisterne. De er sig selv nok med villa og Volvo. De elsker markedskulturen og mener, at arbejde skal kunne betale sig. De er medlemmer af fagforeningen, men kun fordi det er et sikkerhedssystem, en forsikring for dem. Og de går ikke ind for velfærdssystemet.

Hos karrieremenneskerne møder vi nogle, der i første omgang ikke lægger vægt på kroner og ører, men som spejler sig i andre og går ind for konkurrence. De går ind for fagforeningen, fordi den skaber ordentlige forhold. De er glade for, at andre tager sig af dette, så de selv kan arbejde med deres karriere. De går også ind for velfærdssamfundet. Denne type er i stigning.

- Så forskelligt er det blevet. Men der er én ting, der forener typerne, og det er arbejdet. Det at have et arbejde. Der er kun én ting, der er værre end at blive udbyttet, og det er ikke at blive udbyttet, at være arbejdsløs, sagde Henning Jørgensen.

Meningsfyldt arbejde

- Men arbejdet skal være meningsfyldt - også når man går hjem fra arbejde.

- Hvor det i efterkrigstiden handlede om at have, hvor der var tale om et velfærdsbehov, så handler det nu om at være og om at elske. Fremover vil det ikke være familien, der er det vigtigste. Det kontinuitetsbærende vil være arbejdet. Men et arbejde, hvor vi er mere funktionelt fleksible. Vi vil omdefinere et job til en beskæftigelse og være indstillet på forandringer og udvikling i arbejdet.

Henning Jørgensen mener også, at arbejdsmiljøet vil komme til at fylde mere i bevidstheden i fremtiden.

- Og hvor en gammeldags ledelse ønsker at have tillidsrepræsentanten som gidsel, vil en moderne ledelse ønske tillidsrepræsentanten som sparringspartner.

- Men udviklingen betyder, at der også fremover er behov for at formulere et fælles og centralt niveau i en fagforening. Det er ikke nok at udvikle den enkelte arbejdsplads, der bliver også brug for tværgående erfaringer og for et centralt niveau, der tænker strategisk, taktisk og politisk.