Lærer Annette Rydder Henriksen har endnu ikke mødt en politiker, der kunne fortælle hende, hvad understøttende undervisning egentlig er, siger hun.

Folkeskolelærere vil afskaffe understøttende undervisning

Mens politikerne er uenige, ser der ud til at være enighed om den understøttende undervisning blandt folkeskolelærerne. Den skal afskaffes, for den har medført en kunstig opsplitning af undervisningen og har ikke bidraget med noget godt, lyder det fra flere lærere.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Annette Rydder Henriksen, der er lærer på Højgårdskolen i Herning, har adskillige gange forsøgt at få lokale politikere til at konkretisere, hvad de egentlig forstår med udtrykket understøttende undervisning.

"Det har jeg aldrig fået noget svar på. Det er ligesom mig, der skal vide, hvad det er - for de ved det ikke. Men det er dem, der hele tiden bruger udtrykket", siger hun.

Det samme oplevede hun igen for nylig på et møde, hvor også undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) var til stede.

Konservative: Drop understøttende undervisning og få 3800 flere lærere til fagtimerne

"Her var den politiske melodi, at man nu afsætter midler til at hæve kvaliteten af den understøttende undervisning. Og så spørger jeg: 'Hvordan er det så, man tænker, at kvaliteten skal hæves?' Der får jeg heller ikke noget svar".

Sådan lød beretningen fra Annette Rydder Henriksen på en DLF-konference om god undervisning for nylig, og det var tydeligt, at hendes kritik af både politikerne og den understøttende undervisning mødte opbakning blandt de øvrige deltagende lærere.

Lærer: En paradoksal følelse

"Jeg får en følelse af, at man laver nogle generaliserende billeder om, at før reformen var al undervisning røv til bænk, og at nu er det anderledes. Men min læreroplevelse er bare, at før reformen havde vi mere varieret undervisning, mere understøttende undervisning, inde i fagene. Og det er jo en paradoksal følelse at sidde med", siger Annette Rydder Henriksen til folkeskolen.dk

Forhenværende undervisningsminister Christine Antorini udtalte for nylig, at hun er ærgerlig over, at understøttende undervisning er blevet et selvstændigt fag i stedet for - som det ifølge hende var tiltænkt - "en gave af tid, der gjorde, at man fik bedre tid til at arbejde med den varierede undervisning og åben skole".

Antorini om reformen fem år efter: Havde håbet, at understøttende undervisning ville fungere bedre

Annette Rydder Henriksen genkender i høj grad billedet af, at understøttende undervisning og den fagfaglige undervisning er blevet to adskilte størrelser.

"Nu er tingene blevet adskilt, og så er det ikke nødvendigvis de samme lærere, der sættes på de to ting. Så nu er der nogen, der skal understøtte noget, som nogen andre har lavet, men det er de første, der har ansvaret for, at det lykkes", siger hun.

"Jeg kan virkelig ikke se formålet med at adskille tingene. Den understøttende undervisning bør nedlægges som begreb, men til gengæld skal vi have elementerne i den fagfaglige undervisning. Og sådan er det sikkert også nogle steder".

Konservative vil afskaffe understøttende undervisning

Lærerens kritik af den understøttende undervisning kommer i kølvandet på et forslag fra de Konservatives undervisningsordfører, Mai Mercado, der for nylig foreslog helt at afskaffe folkeskolereformens understøttende undervisning.

Det konservative forslag kom efter, at en slutevaluering af folkeskolereformen slog fast, at der ikke kunne påvises nogen effekt af den understøttende undervisning for elevernes læring eller trivsel.

Slutrapport: Folkeskolereformen har hverken løftet faglighed eller trivsel

Derfor bør den understøttende undervisning skrottes, så skolerne selv kan bestemme, om de vil gøre skoledagen kortere, eller om de vil bruge flere resurser på tolærer-ordninger, lød det fra Mai Mercado.

Samtidig havde de Konservative beregnet, at forslaget kan frisætte 3.800 lærere. Forslaget blev godt modtaget af DLF-formand Anders Bondo Christensen:

"Jeg synes, det lyder som en god løsning. Hele målet med den understøttende undervisning var, at vi skulle have en praksisnær undervisning, men det er ikke lykkedes", lød det fra lærerformanden midt i februar.

Kunstig opsplitning af undervisningsbegrebet

Og meldingerne fra både Annette Rydder Henriksen og andre deltagere på konferencen om god undervisning bakker op om formandens udtalelser.

"Jeg synes, de Konservatives forslag er et godt forslag. Understøttende undervisning bør afskaffes som begreb. Det er en kunstig opsplitning af undervisningsbegrebet", siger Charlotte Holm, Odense, der er medlem af Lærerforeningens hovedstyrelse og tilføjer:

"Men selvfølgelig skal det være en forudsætning, at pengene, der i dag bruges på understøttende undervisning, bliver i skolen og bruges på lærerkræfter".

Samme melding kommer fra Philip Lehn Brand, der er formand for Thy-Mors Lærerkreds:

Før høring: Derfor virker den understøttende undervisning på Nyager Skole

"Jeg tror, at vi ret hurtigt fik en erkendelse af, at det element, der hedder den understøttende undervisning som noget, der ligger i halen af den fagfaglige undervisning, det vil ikke have nogen effekt, som der var lagt op til fra reformens side", siger han og tilføjer:

"Vi har jo set gennem årene, at både skoleledere og kommuner har haft en stor rådvildhed i forhold til, hvad de skulle stille op med de her elementer. Det har virket som sådan noget mekaniseret noget, der ikke rigtig giver mening i forhold til det fagfaglige, som det jo reelt var tiltænkt".

Forvrængning af synet på den faglige undervisning

Regitze Flannov, der er formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, bakker op om at nedlægge den understøttende undervisning.

"Understøttende undervisning har bidraget med meget lidt godt. Specielt fordi det har forvrænget synet på den faglige undervisning. Det, jeg har været mest ærgerlig over omkring understøttende undervisning, har været, hvordan begrebet har haft indflydelse på, hvordan vi ser på den fagfaglige undervisning", siger hun og tilføjer:

"På grund af den kunstige opsplitning er det nærmest fremstillet sådan, at den fagfaglige undervisning nu er sådan noget støvet og teoretisk, hvor eleverne bare sidder på deres stol. Og når man så har understøttende undervisning, så er det dér man laver de spændende ting og kommer ud af huset. Men det er i min optik jo det rene sludder".

Forskere: Skolerne og lærerne er for pressede til at kunne gennemføre reformen

"Det er jo i den gode, gedigne, fagfaglige undervisning med læreren, der kender børnene, det er her, vi skal satse på variationen og alt det spændende, der gør eleverne så gode som muligt. Sådan har jeg altid set på undervisning, og der har et begreb som understøttende undervisning forrykket det syn. Det er ærgerligt".

De Konservatives forslag møder opbakning fra Venstre, Liberal Alliance og SF, mens de Radikale, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil holde fast i den understøttende undervisning - blandt andet for at tilgodese fagligt svage elever.