Lærer Kresten Dahlmand er fuldstændig sikker på, at han vil fortsætte med at arbejde på Klostermarksskolen i Roskilde, og han ved også, at kolleger og ledelse er glade for ham. Men en mail fra skoleledelsen til en samtale fik ham alligevel til at sidde uroligt i stolen for nogle uger siden.

»Det er noget af det mest ubehagelige, jeg har prøvet. Jeg havde godt set i Ugenyt, at der ville blive indkaldt til omsorgssamtaler i henhold til sygefravær, men jeg forbandt det slet ikke med mig selv. Så da jeg fik den mail, blev jeg temmelig nervøs«.

I mailen stod der bare »omsorgssamtale« i emnefeltet, og en vedhæftet standardskrivelse lød: »På baggrund af dit sygefravær på det seneste indkaldes du hermed til en samtale, hvor vi skal drøfte dit sygefravær og dine nutidige og fremtidige arbejdsopgaver«.

»Jeg plejer ikke at være syg, men i år har jeg haft svineinfluenza, ondt i halsen og almindelig influenza, så jeg har været væk to gange i en uge og dertil lidt. Når jeg så får sådan en mail, så sidder jeg med det samme og tænker: Gør jeg det så dårligt?«

I Roskilde Kommune skal lederen indkalde til omsorgssamtale, hvis en medarbejder har mere end ti sygedage. Kresten synes egentlig, at det er en god idé. Og selve samtalen var heller ikke noget problem. Hans leder ville bare sikre sig, at der ikke var noget galt med hans skema eller hans arbejdsopgaver. »Men hvis det er en omsorgssamtale, så burde man måske også vise omsorg, når man indkalder«.

Fridagene skal bruges til forberedelse

Det er en travl tid i øjeblikket, og det har det været lige siden jul. Fleksuger, nationale test og mange ekstra ting på hjemmefronten.

»Jeg har oplevet to dødsfald i jule- og påskeferien, så jeg har ikke kunnet bruge mine ferier til at slappe af og forberede i, og det kan jeg mærke. Jeg har brug for sammenhængende fridage til at få overblik og planlægge. Men selv om det er hårdt, så kan jeg mærke, at jeg begynder at få styr på tingene. Jeg kan se enden på skoleåret, og næste år tror jeg bliver væsentligt lettere«.

Kresten er så glad for sit job, at han og kæresten flytter fra lejligheden på Frederiksberg til Roskilde. Eller rettere lidt uden for Roskilde, for som han siger, mens han peger på skolens materialebarak:

»Inde i byen rækker vores to lønninger altså ikke til mere end det skur«.

Han er heller ikke nervøs for, om han får lov til at blive i sin stilling, for der ser ikke ud til at skulle fyres lærere på hans skole. Men tanken har da ramt ham, da den anden nyuddannede lærer, som Folkeskolen følger, Dorthe Lindmann, ikke fik forlænget sin ansættelse.

»Da jeg læste i Folkeskolen, at Dorthe skal stoppe, ramte det mig. Man tænker altid, at det er nogle andre. Men når det så pludselig er en, man kender, så kommer det tæt på. Det kunne jo lige så godt have været mig«.

Der har også været tale om forflyttelser på Klostermarksskolen. Og i den uge, der gik, hvor folk skulle melde, om der var nogle, der selv ville gå, var der en underlig stemning på skolen, fortæller han.

»Alle har en idé om, hvordan det burde gøres, og hvem det mon rammer. Vi ved, at der er faste retningslinjer i kommunen. Der bliver set på, om der er uuddannede, hvilke fagkombinationer der er brug for, og personlige forhold. Men alligevel bliver der gættet, og jeg kunne da heller ikke lade være med at tænke på, at jeg er sidst ansat«.

Et blande-mig-gen

Risikoen for fyring kom også op, da Kresten stillede op som sikkerhedsrepræsentant.

»Jeg var lige blevet valgt, da det blev nævnt, at der skulle forflyttes en lærer. Så hviskede min sidemand til mig: »Du er godt klar over, at du ikke kan blive fyret, når du er tillidsvalgt, ikke?«

Det har dog løst sig sådan, at skolen ikke behøver forflytte nogen alligevel.

Kresten undrer sig over, hvor lidt engagement der er blandt lærerne, når det kommer til fagpolitik. Han var den eneste fra sin skole, der deltog i generalforsamlingen i den lokale kreds.

»Alle er medlemmer, men de kommer ikke engang den ene gang om året. Det forstår jeg ikke. Det er dårligt engagement, og lærere er jo ellers kendt for at engagere sig. Man kan jo ikke forvente, at der er nogle andre, der skal kæmpe for folkeskolen. Hvis ikke de, der arbejder her, kæmper, hvem skal så? Vi er jo dem, der har argumenterne«.

Han har været aktiv i Lærerstuderendes Landskreds, så det var naturligt for ham at deltage i generalforsamlingen. Men han fandt hurtigt ud af, at han var nødt til at have en tillidspost, hvis han skulle have nogen reel indflydelse.

»Der var en lang resolution, der blandt andet var meget specifik omkring seniorpolitik. Og så blev det i en sidebemærkning nævnt, at man også skulle tage hensyn til de nyuddannede. Det syntes jeg var lidt fladt, for alle ved jo, at det ofte er de nyuddannede, der har det sværest. Men jeg kunne ikke komme med i et udvalg, hvis jeg ikke var tillidsvalgt. Jeg har nok et blande-mig-gen, så jeg kan ikke bare sidde problemerne overhørig«.

Derfor er han nu blevet sikkerhedsrepræsentant og glæder sig til et kursus, så han kan tage fat på arbejdet med støj, indeklima og håndtering af konflikter mellem lærere. Han får tid til at udføre opgaverne, så det bliver heldigvis ikke noget, der presser ham yderligere, og snart kan han forhåbentlig glæde sig over ikke længere at skulle pendle fra København.