Vrede over forvridning af voldgiftsdom
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kommunernes Landsforening, KL, generaliserer alt pædagogarbejde, men reelt handler Skive-kendelsen jo kun om 'Leg og Læring', og den gælder kun, når en kommune har fået dispensation til indskolingsprojektet, lød Anders Bondo Christensens vurdering, da han som formand for hovedstyrelsens arbejdsgruppe om skolestart kommenterede en vejledning, som Kommunernes Landsforening langt om længe har udsendt.
Voldgiftsretten siger, at det er hovedparten af beskæftigelsen, der afgør organisationsforholdet. Hvis mere end halvdelen af arbejdstiden er selvstændig undervisning med forberedelsestid og andre tilknyttede opgaver, gælder Lærenes Centralorganisations/DLF's overenskomst. Men hvis over halvdelen af arbejdstiden er skolepædagogarbejde, gælder BUPL-overenskomsten. Voldgiftskendelsen om pædagogers organisering, når de arbejder i Skive Kommunes såkaldte 'Leg og Lærings'-projekt, faldt i januar 2001. Siden da har DLF forsøgt at påvirke KL's tolkning og arbejdet for løsninger, som ikke vil belaste samarbejdet i skolestarten. Men nu har KL udsendt en vejledning, som fortolker kendelsen ensidigt til fordel for institutionspædagogernes organisation, BUPL (se Folkeskolennummer 49. Redaktionen). KL's konfrontationskurs har betydet, at DLF har taget det usædvanlige skridt at udsende en modvejledning til KL's vejledning!
'KL's forsøg på misbrug af Skive-kendelsen er et direkte angreb på vores overenskomst, det må vi selvfølgelig reagere kraftigt imod', sagde Anni Herfort.
Hovedstyrelsen var enig om, at DLF skal gennemføre voldgiftssager, hvor kommunale mistolkninger gør det nødvendigt, og man besluttede samtidig at gennemføre en undersøgelse af de mulige perspektiver i de mange skolestartsforsøg.
'Der foregår et rimeligt godt samarbejde med BUPL-afdelingerne lokalt', sagde Kurt Abildgaard, som ærgrede sig over, at institutionspædagogernes organisation på landsplan kun vil føre krig. Den vurdering fik tilslutning fra flere andre.
Det tvinger DLF til at svare igen, og det er ærgerligt, for faktisk burde man tænke langsigtet. Hele 80 procent af BUPL's medlemmer har lige sagt nej til at slutte sig sammen med de uuddannede pædagogmedhjælpere. Det viser, at pædagogerne prioriterer professionalismen på samme måde som lærerne, mente flere.
Midt i frustrationerne over, at arbejdsgiverne og BUPL lige nu vælger konfrontationen, var flere inde på, at det fremtidige organisationsbillede burde være en fælles organisation for professionelle lærere og pædagoger. Til hverdag må bestræbelsen gå på, at man arbejder sammen, så pædagoger kan bruge deres faglighed og professionalisme, og lærerne kan bruge deres. Det burde føre til en sammenslutning af DLF og BUPL.
Men den aktuelle situation havde gjort det nødvendigt i sidste øjeblik at stille et nyt overenskomstforslag om skolestartsområdet, mente fagligt udvalg og de fleste af hovedstyrelsens medlemmer. Men Peter Hess-Nielsen argumenterede og stemte imod. Det kan vi ikke, når det slet ikke har været diskuteret, det er en hån mod demokratiet, mente han.
'Nej, det er netop at bruge de demokratiske spilleregler, at hovedstyrelsen påtager sig ansvaret for at rejse et nødvendigt krav, som ingen kunne forudse, da medlemsmøderne og kongressen behandlede overenskomstkrav', sagde Karsten Holst.
-th