Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det står i vedtægterne, men hvad betyder det i praksis? Danmarks Lærerforening er partipolitisk uafhængig. Man lytter til og argumenterer over for alle partier - om skoleforhold og om medlemmernes pædagogiske, økonomiske interesser.
Den praktiske tolkning af paragraffen havde delt hovedstyrelsens forretningsudvalg. Fire ville sige nej tak til en invitation om, at DLF skulle deltage i en konference, mens én ville sige ja. Den 1. marts samles tillidsmænd og andre fagforeningsfolk i Silkeborg for at finde ud af, hvordan de i fagbevægelsen kan imødegå forringelser, som skyldes regeringens politik.
'Vi er nødt til at knytte bånd på tværs, og det vil være et godt signal, hvis DLF går med i arrangementet', sagde Astrid Schjødt Pedersen, som havde afgivet den enlige ja-stemme i forretningsudvalget. Hun fik støtte af blandt andre Lotte Lange, som kaldte det berøringsangst ikke at turde deltage.
Anni Herfort sagde, at meget tyder på, at initiativtagerne er det gamle såkaldte 'formandsinitiativ' som kun tegner dele af fagbevægelsen, som repræsenterer venstrefløjen.
'Det handler ikke om eventuelle personlige sym- eller antipatier, det handler om, at DLF skal holde sig partipolitisk uafhængig', understregede hun.
Det samme mente Henrik Billehøj. 'Personligt føler jeg stærk veneration for initiativet, men foreningen ville overtræde en grænse for det partipolitiske ved at være med', sagde han.
Per Sand Pedersen meddelte, at han deltog, uanset hvad hovedstyrelsens flertal måtte mene, som repræsentant for Aabenraa Lærerforening eller måske for Sønderjyllands Amtskreds.
'I kan forbyde det, jeg tager med under alle omstændigheder', proklamerede han.
Anni Herfort og Stig Andersen sagde begge, at kredsrepræsentanter selv må vurdere, om de vil deltage. Det afgørende er, at DLF ikke kan være med til noget, der er partipolitisk farvet. Det kaldte Lotte Lange dobbeltmoralsk. 'Vi vil jo ikke råbe med på mødet, hvis man vil vedtage noget kontroversielt', sagde hun.
Anders Bondo Christensen så ingen vedtægtsmæssige problemer i at deltage. 'Vi skal være partipolitisk neutral, men det er vigtigt at holde øje med det, der sker lige nu', argumenterede han.
Ude af proportioner
De lærerstuderendes formand, Trine Barfod, sagde, at hun føler sig meget usikker på, om der stadig er 18 lærerseminarier til næste år med den politik, regeringen fører, derfor støttede hun DLF-deltagelse.
Ord, erklæringer og argumenter bølgede længe i salen, og 'højdepunktet' var vel, da Per Sand Pedersen sammenlignede med en tidligere enig beslutning om at sende en DLF-repræsentant til den tyrkiske lærerforenings kongres i marts.
'Det er for langt ude, at vi kan sende en mand til Tyrkiet, men ikke til Silkeborg. Medlemmerne vil undre sig', sagde Per Sand.
Det fik formanden til at eksplodere.
'Ja, det er ude af proportioner', svarede en tydeligt vred Anni Herfort. 'Det er snævre dele af fagbevægelsen, der planlægger konference i Silkeborg. Det kan foreningen ikke være med til'.
Men når DLF og andre organisationer sender deltagere til Tyrkiet, så er det først og fremmest for at beskytte de tyrkiske lærere mod at få deres kongres stormet af politiet, fortalte hun med meget store bogstaver.
For DLF-deltagelse på mødet i Silkeborg mod regeringens politik stemte 12. Imod var 13, mens tre ikke stemte. Vivi Hansen foreslog, at invitationen så blev sendt ud til kredsene. Det blev vedtaget med 18 stemmer. Imod stemte seks, mens fire undlod.
Vrede over lovforslag
I hovedstyrelsen var man 100 procent enige om at tage afstand fra regeringens forslag om at sammenligne skolers karaktergennemsnit, offentliggøre skolers selvevalueringer og at skærpe 'den sunde konkurrence' mellem uddannelsesinstitutionerne.
'Skolerne skal tvinges til at lægge karakterer på nettet, men alt det, der koster penge, må man selv om, om man vil offentliggøre. Klassestørrelser, timetal, bygningernes tilstand og så videre, alt det, forældre er optaget af, det skal ikke med. Det er helt urimeligt', konstaterede Stig Andersen.
'Vi kan ikke være imod åbenhed og gennemskuelighed, men det er vigtigt, at det, der lægges ud, giver et rigtigt billede af forholdene', sagde skoleledernes formand, Jens Færk. Han mente, at fem års prøvekarakterer ville være bedre end tallene fra ét år. Det kunne nemlig vise, hvordan gennemsnittet varierer fra år til år - og altså ikke fortæller noget om en skoles kvaliteter.
'Det bliver sværere og sværere at forholde sig partipolitisk neutral i forhold til regeringens politik', lød Astrid Schjødt Pedersens kommentar.
I hovedstyrelsen var man enige om indholdet i et brev, der skulle sendes til Undervisningsministeriet.
Læs også artiklen side 4 og se DLF's høringssvar på www.folkeskolen.dk
-th