En pensionist mindre

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pensionisterne får et årsmøde, men mister en repræsentant i hovedstyrelsen fra valget i år

Pensionisterne mister én repræsentant i hovedstyrelsen fra nytår, så der fremover kun vil være én fra fraktion 4. Men hovedstyrelsens forslag om at begrænse pensionistens stemmeret gik ikke igennem.

Pensionisterne havde bedt om skriftlig afstemning. 265 stemte for hovedstyrelsens forslag om en beskæring af repræ­sentationen, 32 var imod, og tre undlod at stemme.

Lotte Lange fra hovedstyrelsen sagde, at hun tidligere havde undladt at stemme, fordi forslaget signalerede, at pensionisterne var mere til pynt end til gavn, hvis de fik deres stemmeret minimeret og ikke kunne deltage i udvalgsarbejdet. Hun mente ikke, at forslaget var fyldestgørende.

Beskæringen af stemmeretten var dét, der fik flest kommentarer under den forholdsvis korte debat.

Hovedstyrelsen foreslog, at pensionisterne ikke skulle have stemmeret i sager om pædagogiske forhold, sager om Særlig Fond og sager, der omfattes af for­eningens aftaleret bortset fra aftaler på det statslige område. Det fik flere til at tale om første- og andenrangsmedlemmer.

Jørn Kokkendorff, Århus Lærerfor­ening, kom med et ændringsforslag, der ikke begrænsede pensionistens stemmeret i pædagogiske forhold og sager om Særlig Fond. To andre forslag ville også bevare stemmeretten, og efter et kort møde besluttede hovedstyrelsen at tilslutte sig Jørn Kokkendorffs forslag.

Forslaget om et årsmøde for pensionister blev vedtaget med stort flertal. Årsmødet skal bestå af to pensionister fra hvert amt, de kongresdelegerede fra fraktion 4, hovedstyrelsesmedlemmet og foreningens repræsentanter i Statspensionisternes Centralforening.

Årsmødet skal være erfarings- og inspirationsforum til det lokale pensionistarbejde og dér, hvor man opstiller kandidater til delegeretvalget.