En dygtig næstformand fylder 60

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foruden hovedstyrelsesmedlem er Jane Torp Bodilsen næstformand i Danmarks Lærerforenings skole- og uddannelsespolitiske udvalg og næstformand i Skiveegnens Lærerforening.

16. marts fylder Jane Torp Bodilsen 60 år.

»Jane har en rigtig god indsigt i skoleforhold og formår altid at bringe praksis og virkelighed fra skolen ind i udvalgets diskussioner«, fortæller hendes fagpolitiske kollega Bjørn Hansen, der er formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening. Jane Torp Bodilsen har da også 32 års erfaring fra lærerhverdagen at trække på. Frem til august 2011 var hun ansat på Breum Skole i Skive. Hertil kan lægges hendes virke i Skiveegnens Lærerforening, hvor hun har siddet som næstformand siden 1995.

Det er især skolebibliotekerne og sprogfagene, der optager Jane Torp Bodilsen. Når nu bibliotekerne overgår til at blive såkaldte pædagogiske læringscentre, er hun derfor også involveret i arbejdet med centrenes bekendtgørelse.

I udvalgs- og hovedstyrelsesmødepauserne er Jane Torp Bodilsen kendt for at få en god snak med de lærerstuderendes formand, Bob Bohlbro. »Efter sådan en rygepause, hvor de får vendt verdenssituationen, kommer de altid tilbage med en masse gode ideer. Det er jo skønt«, siger Bjørn Hansen.

Jane Torp Bodilsen blev uddannet fra Skive Seminarium i 1979 med linjefag i dansk, tysk og specialundervisning.