Beslutningen om at omlægge støtten til tænketanken vil knytte DLF tættere til Sophias enkelte projekter, mener Regitze Flannov.

DLF omlægger støtten til pædagogisk tænketank

Efter tre år med fast årlig støtte til tænketanken Sophia overgår Danmarks Lærerforening til at støtte tænketankens projekter enkeltvis.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For fremtiden vil den pædagogiske tænketank Sophia ikke længere modtage et fast beløb på 200.000 kroner om året fra Danmarks Lærerforening, som den har gjort de sidste tre år.

I stedet vil DLF støtte tænketanken med mindre beløb til konkrete projekter. Det har foreningens hovedstyrelse besluttet på et møde i går.

Beslutningen er ifølge formand for Lærerforeningens undervisningsudvalg Regitze Flannov taget på baggrund af en dialog med Sophia, der ønskede en lignende ordning.

600.000 kr. til folkeskole-tænketank

"Det understøtter den måde, de gerne vil arbejde på, så beslutningen er taget i fred og fordragelighed. Ved at tage stilling fra gang til gang og understøtte enkelte, konkrete projekter kommer vi også tættere på projekterne", siger hun.

I august 2018 besluttede DLF's hovedstyrelse at støtte Sophia med 200.000 kroner om året i perioden 2018-20. Herefter skulle sponsoratet evalueres. Det er denne evaluering, der er mundet ud i den nye ordning.

Det fremgår blandt andet af evalueringen, at Sophia grundet nedlukningen under coronapandemien har skåret ned på aktiviteterne og derfor ikke har anvendt alle tidligere bevilliget midler fra DLF.

Sophia er en uafhængig tænketank, der analyserer forhold, der vedrører undervisning og uddannelse og finansieres af en sponsorkreds, der består af flere andre faglige organisationer og blandt andre forlaget Gyldendal Uddannelse og Dansklærerforeningen.