Ole Christensen og Martin Thun Klausen, Future Classroom Lab. Københavns Professionshøjskole

I Future Classroom Lab (FCL) på Københavns Professionshøjskole arbejder vi med digitale teknologier og kreativitet. FCL fungerer som et læringslaboratorium, hvor elever, lærere, studerende og konsulenter mødes og eksperimenterer med mangeartede digitale teknologier. Vi er især optagede af at udvikle eksperimenterende praksisser, hvor børn i langt højere grad lærer af og med hinanden i forpligtende læringsfællesskaber, og hvor læreren udvikler mere dynamiske positioner i denne praksis. Se nærmere her:

http://www.futureclassroomlab.dk/det-er-fedt-at-laere-af-hinanden-med-microbit-i-paedagogisk-praksis/

http://www.futureclassroomlab.dk/digital-kreativitet-naar-elever-laerer-af-hinanden/

I FCL arbejdes med en læringszonetænkning, hvor læringsmiljøet er inddelt i forskellige zoner, der har til formål at understøtte bestemte typer aktiviteter.

Vi vil i dette debatoplæg sætte fokus på læringszonetænkningens status og betydning og lægge op til, at udvikling af eksperimenterende praksisser kalder på mere dynamiske og fleksible læringsmiljøer, der er rammesat af brede didaktiske design. Digitale teknologier udfordrer den pædagogiske dagsorden og ikke mindst forholdet mellem tid, sted og rum i den pædagogiske praksis.  

FCL som læringsmiljø

Indretningen af det fysiske rum i Future Classroom Lab er et benspænd, en forstyrrelse, der udfordrer forestillingen om, hvad der kendetegner et godt undervisningslokale. Vi har alle, så vel børn som voksne, indgroede forestillinger om, hvordan et skolelokale ser ud. Dem vil vi gerne udfordre. FCL er således ikke at betragte som svaret på, hvorledes et læringsrum skal indrettes, men er mere at betragte som ramme for alle de spørgsmål, børn og voksne skal forholde os til i praksis, når vi ønsker at udfordre den pædagogiske dagsorden og udvikle eksperimenterende praksisser. I præsentationszonen skal man f.eks. ikke sidde for godt. Det er en måde at udfordre deltagernes forståelse af, hvad der kendetegner god formidling. I undersøgelseszonen skal der være mulighed for at gøre noget på mange forskellige måder.

Hele området – alle læringszonerne – har forskellige styrker, som f.eks. børn udnytter i en eksperimenterende praksis. Vel at mærke en praksis, hvor de ikke får at vide, hvad de skal gøre hvor, men hvor de selv navigerer rundt i de forskellige zoner. Kreativiteten blomstrer på forskellig vis i de forskellige læringszoner, og det skal børn have lejlighed til selv at opdage og bruge til noget. Derfor skal vi undgå at rammesætte med smalle didaktiske design, der er styret af på forhånd opstillede læringsmål. Vi er optaget af i højere grad at arbejde med formål og i den forbindelse udvikle en legende og undersøgende tilgang i praksis. Det kræver brede didaktiske design. Det er vigtigt ikke at have et rum, hvor f.eks. stole og borde er placeret på en helt bestemt måde som f.eks. i et traditionelt klasseværelse, der således kan være styrende for børnenes valg af arbejdsformer. Der er for meget ”styring” og ”retning” i den måde vi indretter læringsrum på i skolerne i dag.

FCL er mere at betragte som et refleksionsrum, frem for et rum, hvor man præsenterer tilfældige digitale læringsteknologier. Læringsrummet skal kunne bruges til at udpege forskellige digitale teknologiers muligheder for at understøtte dele af en læreproces. Læringszonetænkningen skal forstyrre og kunne inspirere deltagerne, når de selv skal udvikle eksperimenterende læreprocesser. Måske er FCLs fornemmeste opgave at udfordre en meget traditionel og grundlæggende forestilling om betydningen af at arbejde med ”mål” og ”progression” i pædagogisk praksis. Efterfølgende bliver det derfor interessant at arbejde med transfer og koblinger til egen praksis: Hvilken læringspraksis og skoleorganisation skal udvikles for at give rum til eksperimenterende praksisser i skolehverdagen?

Som mange andre er vi inspireret af skoleprojektet High-Tech-High i San Diego. Efter besøg på et par af skolerne falder det os i øjnene, hvor vigtigt det er at fokusere på betydningen af det relationelle arbejde og børns deltagelsesmuligheder. Ikke mindst i forbindelse med udvikling af mere dynamiske elev- og lærerpositioner i den pædagogiske praksis. Det er langt fra nok blot at tænke i prototyper og designtænkning, når der skal udvikles en eksperimenterende praksis. Vi er optaget af at udvikle en læringskultur, hvor børn og lærere får mulighed for at lære og eksperimentere i trygge og forpligtende rammer, hvor der ikke kun er fokus på at producere og løse problemer (for andre).

Det fysiske rum

I skolehverdagen er en af de vigtigste ting, at læreren er i stand til at forvalte klasseledelse og kan arbejde med relationer og dermed så vidt muligt sikre alle børns deltagelsesmuligheder. I den forbindelse er det centralt både at sikre gode relationer mellem børnene, mellem børn og lærer og lærerne imellem. Det relationelle arbejde skal prioriteres højt. Ikke mindst i forbindelse med udvikling af eksperimenterende læringspraksisser i skolen i dag.

Det fysiske rum i skolen kan designes på mange forskellige måder. Det illustrerer nedenstående tegning:

For læreren i dag er det en særlig udfordring at håndtere, at børn arbejder med forskellige ting og på forskellige måder. F.eks. lægger ”en klassisk” bordopstilling ikke op til, at læreren har en individuel relation til den enkelte elev, men mere en lærer, der styrer en hel klasse. Eleverne skal også opleve at være i små læringsfællesskaber, som læreren går ind og ud af.

Det er centralt at udvikle en dynamisk tilgang til og forståelse af den fysiske indretning af læringsrummet og undgå at låse sig fast på bestemte indretninger. Det løser f.eks. heller ikke noget blot at udskifte en bordopstilling med en anden, jf. ovenstående illustration.

Læringszonetænkningen er et benspænd, der skal understøtte en refleksionspraksis, som er forudsætning for udvikling af eksperimentende læringspraksisser med digitale teknologier. FCL er ikke en recept, men bud på, hvorledes vi kan udvikle digital kreativitet – med det fysiske læringsrum som omdrejningspunkt.

Valg af teknologi

Eleverne skal have lejlighed til selv at foretage teknologiske valg og fravalg i pædagogisk praksis og dermed over tid udvikle aktiv teknologiforståelse. Det betyder, at vi ikke kun fokuserer på teknologierne, men på sammenhænge og relationer mellem teknologi, elever og voksne i den pædagogiske praksis.

Der er tale om en pædagogisk og didaktisk proces, som skal faciliteres af læreren og udvikles i velegnede læringsrum. I den forbindelse er det afgørende, at det ikke bliver underviseren som udvælger og docerer valg af digitale teknologier. Børnene skal have lejlighed til selv at gå på opdagelse i et afgrænset pædagogisk læringsmiljø. Og dette gælder også i relation til den fysiske indretning af læringsmiljøet. Der skal være mulighed for at gøre noget forskelligt, og det skal afspejles i den fysiske indretning.

Hvor lidt skal man som elev og lærer vide, når man skal inddrage og arbejde med digitale teknologier som f.eks. Micro:Bit. Hvor lidt skal eleverne kunne teknisk og håndværksmæssigt for kvalificere valget i en eksperimenterende praksis? Hvor lidt skal læreren vide om de teknologiske muligheder i et pædagogisk perspektiv?  Er der behov for et teknologisk basisberedskab, der kan fungere som baggrund for udvikling af en aktiv teknologiforståelse – både i et elev- og et lærerperspektiv? Det er blot nogle af de spørgsmål, vi arbejder med i praksis, når der skal vælges teknologi.

Udvikling af refleksionspraksis

Læringszonetænkningen skal udvikles som refleksionspraksis, der kan tænkes sammen med refleksionshjulet, som vi har udviklet i forbindelse med et udviklingsarbejde på Vesterbro Ny Skole. Den inderste cirkel i refleksionshjulet retter sig mod lærerens styring og positionering i relation til en given aktivitet: Læreren kan gå foran, gå ved siden af, gå bagved eller gå væk. Den kan understøtte en mere dynamisk forståelse af lærergerningen. Den yderste cirkel retter sig mod at belyse, hvilke former for elevaktiviteter der er i fokus: Eleven som skabende deltager, nysgerrigt undersøgende, kritisk medspillende eller som medspiller i fællesskaber.

Refleksionshjulet belyser, hvordan man kan designe eksperimenterende praksisser understøttet af mere dynamiske elev- og lærerpositioner. Læringszonetænkningen forstyrrer en mere traditionel tilgang til skolens læringspraksis og inspirerer til udvikling af eksperimenterende læreprocesser. Vi forestiller os, at de to tilgange kan sammentænkes og fungere som udgangspunkt for udvikling af dynamiske læringsmiljøer i skolen, hvor der arbejdes med digitale teknologier som læringsressourcer i eksperimenterende praksisser. Dette kalder på praksisnær kompetenceudvikling samt pædagogisk refleksion. Det samlede pædagogiske personale og skolen som organisation skal have tid og rum til dette.