Alle er vist enige om, at børn skal stimuleres kreativt.  Og der er masser af gode tilbud derude inden for musik, dans, sang, tegning, osv., men hvor finder man et medie, der træner det samlede kreative register?

Det gør man faktisk i modelteateret – hvor mærkeligt det end kan lyde.

Både jeg selv (1/8-19) og senere Marie Elmegaard (30/11-19) har tidligere anprist modelteaterets muligheder i grundskolen.  Men i år, hvor DR’s papir-julekalender forestiller et modelteater, var det måske værd at følge tråden op.

På et modelteater er man skiftevis både skuespiller, instruktør, scenograf, forfatter, tegner, maler, musiker, m.m.  Foruden de mere tekniske funktioner som lysmester, lydtekniker, regissør, billetsælger og afvikler af forestillingen.  Undervejs lærer man selvfølgelig også at arbejde sammen.  

Et modelteater optræner med andre ord næsten alt, hvad et barn skal bruge.  Hvor findes et så kraftfuldt medie ellers i folkeskolen?

For den interesserede lærer er det let at skaffe sig et gammelt modelteater.  De er helt ude af kurs og gives ofte væk gratis.  Her kan man så enten spille de gamle komedier, eller man kan lave sine egne, hvorved det hele selvfølgelig bliver endnu mere kreativt.  

Som 10-årig samlede jeg fire klassekammerater, og i flere år mødtes vi ugentlig og spillede modelteater.  Jeg var instruktør, og jeg har senere fået at vide, at jeg var lidt skrap.  Men ambitionerne kan løfte sig ud gennem taget hos børn, der først er blevet bidt af den gamle dille.  Selv som voksen, hvor jeg tog interessen op igen med mine børn, har jeg ofte ikke kunnet sove, fordi jeg glædede mig så meget til næste dags modelteaterarbejde.  Eller rettere leg, for det er og bliver legen, der skal drive værket.

Hos os blev det til 12 små film om modelteater, som stadig kan ses på DK4 (’Historien om et Teater’), og et toårigt formandskab for Dansk Modelteaterforening.  Jeg skulle nærmest på afvænning bagefter.   

I dag, hvor jeg kan sige, at jeg kender alle kringelkrogene af modelteateret, er min beundring stadig næsegrus.  Og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fandt et gammelt modelteater i min morfars kælder i 1971.  Men jeg er også en smule sorgfuld over, hvor lidt af den slags, nutidens børn ser ud til at blive præsenteret for.  Den dybe glæde, som opstår i mørkets intense fordybelse - alene eller med sit team.  Glæden ved at producere noget, som man er stolt af.  Glæden ved at lave kunst (eller tæt på).  Kan det genindføres?  Jeg tror det – og jeg står gerne til rådighed med råd og vejledning.  Og ellers er der www.dansk-modelteater.dk.