Debat

Flygtningebørn har også krav på god undervisning

Kommunernes økonomi er presset, og det store antal flygtninge, der kom til landet i 2015, betyder øgede offentlige udgifter. Med dette udgangspunkt indgik regeringen og KL en såkaldt topartsaftale kort før påske. Med aftalen forpligter regeringen sig til at fremsætte forslag om ændringer i reglerne for undervisningen af flygtningebørn. Disse regler vil betyde en klar svækkelse af kvaliteten af undervisningen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ikke blot bliver kvalitetskravene til undervisning i modtageklasserne forringet, men gennemføres lovforslaget, får kommunerne også mulighed for at anvise flygtningebørnene til et undervisningstilbud, der end ikke er omfattet af de helt almindelige kvalitetskrav, der er til undervisningen i folkeskolen. En undervisning, som alle børn har krav på, medmindre deres forældre aktivt vælger et andet undervisningstilbud. Men det skal altså ikke gælde for flygtningebørn.

Den norske undervisningsminister, Torbjørn Røe Isaksen fra partiet Høyre, har bestilt en rapport om konsekvenserne, hvis det ikke lykkes at give flygtningebørnene en god start i den norske folkeskole. Det bliver dyrt at give alle flygtningebørnene et kvalificeret undervisningstilbud, men det bliver fire gange så dyrt, hvis det ikke lykkes, konkluderer rapporten. I den forbindelse udtalte ministeren til Aftenposten:

»Det er ikke mit poeng, at den mest alvorlige konsekvensen er det samfunnsøkonomiske tapet. Det mest alvorlige er menneskene oppe i dette. Men hvert menneske, som ikke får utnyttet sitt potensial, er også et tap for samfundet. Denne rapporten er en illustrasjon på utfordtringerne, vi får, hvis ikke vi klarer å gi flyktningene god opplæring«.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Danmarks Lærerforenings åbne høring i fredags viste med stor tydelighed, at de foreslåede ændringer strider mod al den viden, vi har om, hvordan vi sikrer flygtningebørnene en god start i skolen, blandt andet den viden, som ministeriet selv har bestilt hos Danmarks Evalueringsinstitut.

Alle børn har ret til et kvalificeret undervisningstilbud i folkeskolen. Flygtningebørnene er de mest udsatte børn, vi har i samfundet. Vi må i fællesskab få de danske politikere til at tænke lige så fornuftigt og logisk som den norske undervisningsminister. Tak til alle, der vil hjælpe med denne vigtige indsats.