Der er løbet meget kaffe i halsen, siden dengang læreren var det naturlige førstevalg til en formandspost i den lokale Brugsforening. Ja, den kummerlige deroute på statusfronten har været så markant, at en gang kaffekvalme ligger ligefor.

Og det er sådan en fornemmelse, Jacob Kokkedal skriver på; ikke i en nøgtern analyse af nedturens årsager eller af skurkene bag, men i et forsøg på at få alt det ud, som i al tiden har været holdt tilbage af en sammenbidt tavshed. To satirefingre i halsen: Så skal det nok komme ud, alt det de ikke snakkede om.

Der bliver renset godt ud, når den politiske korrektheds psykologapostle bliver sat til at sælge børnebedste inklusionstanker, når kostbare konsulenter formår at stemple lærere og afvikle supervisioner for grupper i opløsning, og når uuddannede vikarer har mere øje for de store piger end for det faglige. Der bliver rusket godt op, når tidens forældre giver deres poder råd om at score uden omsvøb, giver deres store piger anledning til cutting, optræder som enøjede sagførere for deres vanartede børn og indtelefonerer tak for samarbejdet og udmeldelse til privatskole, eller når dagens elever bliver ramt af test, ser deres snit til at stjæle lærerens pung under skole-hjem-samtalen og henslæber et par laaange timer som elevrepræsentant i skolebestyrelsen. Og der bliver gødet godt, når de gamle sure overlærere husker de gode gamle dage, der osede at sex og samvær; da var der prestige og fut i almueskolen. Jo, det usagte bliver kastet op, og bogen giver anledning til mange gode grin under læsningen.

Bogen er ikke, som det står angivet på forsiden, en roman. Den består af en række tekster, der har karakter af prosasketcher. De har den satiriske vinkel som afsæt, altså en slags lærercirkusrevy. Men det er svært at holde niveau, både i flowet i de enkelte tekster og i tekstforløbet samlet set. Af og til kammer tonen over og flytter sig fra satire til noget, der minder om kommentarer på Ekstra Bladets blogs for blockheads, andre gange strækkes tonen ud og minder om et hidsigt udkast til resolution på en lokal lærerkredsgeneralforsamling. Bogens anliggende er både stærkt, sympatisk og sjovt. Derfor burde de fleste af kapitlerne have haft en eller to gennemskrivninger mere.

Det er på sin vis morsomt, at bogens omslag signalerer det ufærdige eller det ikke helt gennemtænkte. Vi ser en yngre mandlig lærer med hænderne for munden og med blikket rettet imod en fjern horisont, akkurat som en apatisk knallertkører, der lader knallerten selv finde vejen. I panden står stemplet ”dumpet”, og dette er i det mindste dobbelttydigt. Men på venstre hånd står to beskeder skrevet: ”Husk ugeopgaver” og ”Ring Sandras forældre”. Beskedernes position er god nok, når det skal være en højrehåndet, der har noteret på sig selv. Problemet er, at skriften er så regelmæssig og trykskriftsagtig, at man fornemmer, at personen har haft hånden i printeren.