"Vi lever lige nu i en tid, vi ikke har oplevet tidligere, så vi må tage metoder i brug, der ikke er set før", mener lærer Charlotte Holtermann
privatfoto
For Charlotte er det blevet helt normalt, at undervisningen både er i klassen og på pc
Lærer Charlotte Holtermann har gennem det meste af corona-pandemien kørt sin almindelige undervisning både i klassen og via pc.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nogle elever er i klasseværelset, andre sidder med hjemmefra via computeren, hvis de ikke er syge, når lærer på Lille Værløse Skole i Furesø Kommune Charlotte Holtermann underviser.
Det er et frivilligt tilbud, og ingen bliver registreret fraværende, hvis de ikke deltager.
"Det er blevet naturligt. Vi har været online on and off i perioder gennem hele pandemien. Jeg laver ikke en anden slags undervisning. Det er almindelig undervisning, men nogle elever er med hjemmefra", siger Charlotte Holtermann.
"Da vi begyndte i skole her i januar, var der fx mødt 9 elever op ud af 20. De andre var enten syge, testet positive men havde det fint eller var isolerede hjemme på grund af smitterisikoen. Jeg forbereder mig almindeligt, men sætter bare min computer til så dem, der er hjemme af en grund, kan være med alligevel", fortæller hun videre.
Johannes corona-ramte elever er med i undervisningen hjemmefra
Alle hendes udskolingselever har en computer fra skolen eller har deres egen, og så har de et teams-link, hvor de kan vælge at deltage i undervisningen.
Hun understreger, at hvis man er syg, så logger man selvfølgelig ikke på.
Det muliges kunst
Hun kører denne form for undervisning både i 7. og 9. klasse, hvor underviser i biologi, geografi og engelsk.
"Vi lever lige nu i en tid, vi ikke har oplevet magen til tidligere, så vi må tage metoder i brug, der ikke er set tidligere. Nogle af eleverne med corona er rigtig dårlige og har 40 i feber. De skal selvfølgelig ikke deltage. Men alle savner at være en del af fællesskabet, de har siddet for meget derhjemme og er triste over ikke at være i skole, så her har de muligheden, selv om de måske skal være i isolation", siger hun.
DLF, KL og skoleledere: Kræv ikke erstatningstimer for onlineundervisning
Flere af hendes kolleger gør det samme, men det er ikke noget, der er et krav. Den enkelte lærer finder sine måder.
"Vi har det faste teams-link, og så skriver jeg via snapchat med eleverne. Vi har arbejdet med nytårstaler og lavet skuespil, hvor nogle elever var i klassen og andre med via computeren. Det fungerer fint. Vi er holdt op med at tænke over det. Det er 9. klassernes sidste halve år, og de savner at være sammen".
Hun bruger intet særligt udstyr. Computeren bliver bare flyttet rundt, så eleverne hjemmefra kan følge med. Og de har efterhånden vænnet sig til den dårligere lyd. Alle tekster er alligevel tilgængelige online, fordi der er ordblinde elever i klasserne.
"Det vigtige er, at vi kan kommunikere og på en måde være sammen".
Man skal selv ville det
Charlotte Holtermann fremhæver, at man som lærer selvfølgelig skal føle sig ok tilpas ved at undervise på denne måde. Ellers dur det ikke.
"Der har været situationer, hvor vi fx har diskuteret noget i undervisningen, og hvor jeg har tænkt, at der måske sidder en forælder med og lytter derhjemme. Det kan godt føles grænseoverskridende, men så må jeg bare tænke på, at jeg skal holde fokus i undervisningen og stå ved den. Det handler om klassen og eleverne".
Hun har ikke oplevet henvendelser fra forældrene. Hendes indtryk er, at de er glade for at deres børn får mulighed for at være med i undervisningen.
Håber naturfagseksamen aflyses
Som naturfagslærer er hun bekymret over den manglende naturfagsundervisning til eleverne.
Under den første nedlukning havde de slet ikke naturfag. Dér satsede skolen på dansk og matematik, så eleverne har slet ikke den undersøgelseskompetence, som naturfagene kræver.
Lærer: Send 9. årgang hjem til fjernundervisning, så de kan nå pensum
"Jeg håber, at undervisningsministeriet beslutter at aflyse afgangsprøverne ligesom sidste år. Som naturfagslærer kan jeg slet ikke sige, at eleverne har nået det, de skal. Det er klart ringere - og det er jo ikke deres skyld. Det fortæller jeg også eleverne for at berolige dem i forhold til en mulig eksamen. Så vil der blive taget højde for, at de ikke har kunnet lave forsøg. Men i naturfag er forsøg og undersøgelser en vigtig del, og det har jo slet ikke været muligt. Så er det noget lettere at undervise i hele pensum i sprogfagene".
Og det er netop for at kunne undervise i så meget som muligt af pensum, at undervisningen kører både fysisk og online. Hun har 9. klasse og 7. klasse, så de kan ikke vente med at få undervisning i pensum, mener hun.
Minister: Skoler må gerne sende elever hjem til onlineundervisning
Enkelte elever har så også haft det godt med at arbejde hjemme, hvor der er mere ro og nogle har i engelsk fx turde at sige mere, fordi de ikke på samme måde har oplevet at alle sad og så på dem.