"I did it, I won!" sagde Hanan Al Hroub fra scenen, da hun havde modtaget sin pris.

Verdens bedste lærer siger nej til vold

Den bedste lærer i verden kommer fra Palæstina. Hanan Al Hroub blev hædret med titlen og en million dollars for sit arbejde med børn, der har været vidne til eller udsat for vold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En storsmilende palæstinensisk lærer kunne søndag gå på scenen og modtage prisen som verdens bedste lærer i Global Education and Skills Forum i Dubai. Det var ellers triste begivenheder, der fik Hanan Al Hroub til at blive lærer. En dag kom hendes mand og børn under beskydning. Hanan Al Hroubs mand blev såret, og episoden forandrede hendes børn. De ændrede adfærd og personlighed, og det gik ud over deres skolegang. 

Hanan Al Hroub voksede op i en flygtningelejr og ved, hvad vold kan gøre ved et menneske. Hun besluttede sig derfor for at blive lærer og hjælpe børn, som er blevet udsat for vold eller har været vidne til det.

Det gør hun blandt andet ved at undervise under mantraet "No to violence - play and learn" - nej til vold - leg og lær.

Lærere skal anerkendes

Prisen som verdens bedste lærer er nu blevet uddelt to gange. Bag prisen står nonprofit-organisationen Varkey Foundation, som arbejder på at forbedre uddannelse for underprivilegerede børn verden over. Første gang gik prisen til en amerikaner.

Den uddeles til en lærer, som har givet et enestående bidrag til deres profession. Organisationen ønsker at ændre verdens syn på lærere, som de ikke mener er anerkendende nok.

Der er stor opbakning til prisen. Paven stod for at udråbe vinderen i Dubai, og Hollywood-skuespillere som Kevin Spacey, Matthew McConaughey og Selma Hayek har udtrykt støtte. I dommerkomiteen sidder alt fra lærere og journalister til forskere og entreprenører.

Undervisningspris: Indstil din lærer nu

Nej til vold - ja til leg

Den vigtigste pointe i Hanan Al Hroubs undervisning er, at eleverne skal sige nej til vold. Hun fokuserer i stedet på leg i undervisningen, som hun blandt andet har udviklet særlige spil til. I en præsentationsvideo siger Hanan Al Hroub, at hun prøver at være en forælder og lærer for børnene på samme tid. 

Resultatet af hendes undervisning har inspireret lærere i området og har ført til færre tilfælde af voldelig adfærd på skoler, hvor vold ellers ikke er en sjældenhed.