Da en klasselærer på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København i efteråret opdagede, at 70 procent af hendes elever kendte til vold hjemmefra, havde hun valget: Underret om dem alle sammen eller tag selv problemet op med forældrene. Hun og skolen valgte det sidste.

Det begyndte kvart i otte, en ganske almindelig skolemorgen. Klasselærer Sabah Eltawil var som sædvanlig i god tid, så hun kunne nå en lille snak med forældrene.

Lige netop denne morgen ville en ophidset far snakke om sønnen. Faderen var ked af, at sønnen blev mobbet af en klassekammerat, der også havde været i slagsmål med ham.

Sabah Eltawil lovede at tage sig af det, men det skulle være nu, sagde faderen, der efterhånden havde nået at hidse sig op.

Nej, lige nu er klassen ved at være samlet, klokken er otte, forklarede Sabah Eltawil og lovede at tage en snak med drengen senere. Men det var ikke tilstrækkeligt.

»Det er ikke nok med snak«, råbte faderen aggressivt og gik uden om Sabah Eltawil for at tage sagen i egen hånd. Midt i klassen stillede han sig op foran den dreng, som han påstod mobbede, og skældte ham huden fuld for øjnene af alle de andre.

Sabah Eltawil prøvede at stoppe ham, men det var først, da hun truede med politiet, at hun fik ham trukket ud af lokalet. Han ville ikke gå, så hun måtte hente hjælp. Forinden bad hun en lærer på den anden side af gangen om at holde øje med klassen, og til eleverne sagde hun, at de ikke måtte lukke nogen ind, før hun kom tilbage.

Hjælpen kom i form af en AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel), der hentede faderen, og skolens souschef, der tog sig af klassen.

Eleverne var rystede. De snakkede om episoden, og nogle elever fortalte så, at de selv blev slået derhjemme. Sabah Eltawil var chokeret.

Skrev og tegnede breve om vold

Næste dag havde hun kun klassen en enkelt time, men besluttede at tage emnet vold op dagen efter, når hun havde dem i fire sammenhængende timer.

Vold er ikke et større problem i hendes 2. klasse end i andre klasser, mener Sabah Eltawil. Men problemerne er store nok til, at hun ikke vil acceptere dem.

Det er ikke børnenes letantændelige temperament, eller forældrenes for den sags skyld, der er problemet, mener hun.

»Jeg har selv et temperament fra de varme lande«, siger Sabah Eltawil, der er palæstinenser og har boet 19 år i Danmark.

Udfordringen er, at eleverne skal lære at håndtere deres temperament, så konflikterne ikke udvikler sig til slagsmål.

»Drengene bruger vold som kommunikationsform. Mange af dem har et lille ordforråd, og de har let ved at hidse sig op. Så kan de ikke håndtere deres følelser, de skubber i stedet for at sige fra, og så slår de igen«.

Derfor var det langt over stregen, at den aggressive far optrådte truende. Og endnu værre, at nogle af forældrene åbenbart selv bruger vold over for deres børn.

»Jeg bad dem skrive og tegne et brev til mig om de konflikter, de kom i, og om hvordan de håndterer dem derhjemme«, fortæller Sabah Eltawil.

»Jeg fik et chok, da jeg læste brevene«.

Langt de fleste beretninger handlede om vold i hjemmet, om at børnene blev slået. Et par stykker følte sig slået med hård hånd, én tegnede den bøjle, han blev tævet med, en anden en stok. Enkelte skrev, at deres mor blev slået.

Sabah Eltawil var pinligt klar over, at hun som lærer har skærpet underretningspligt. Men gav det mening at indberette det meste af en klasse? Hun måtte gå til skolens ledelse.

Rollespil åbnede forældrene

Der blev ikke skrevet nogen underretning til de sociale myndigheder. Men man besluttede at tage problemerne op med forældrene.

Sammen med AKT-lærer Kirsten Sørensen forberedte Sabah Eltawil et rollespil og indkaldte forældrene til ekstraordinært forældremøde med den dagsorden at stoppe mobning og voldelige konflikter i skolen.

Fremmødet var overvældende. Selv om der lige havde været et almindeligt forældremøde få uger forinden, var 21 af klassens 24 elever repræsenteret.

Målet var at få forældrene til selv at åbne sig. Men det vidste de ikke noget om.

Sabah Eltawil lagde ud med at flytte rundt på dem, så de sad sammen i sproggrupper og dermed havde størst forudsætning for at udveksle erfaringer med hinanden.

Derefter præsenterede hun kort problemet med vold i skolegården og gik så ellers i gang med at opføre rollespillet sammen med AKT-læreren og med klassens matematiklærer som fortæller.

Ideen var at gøre det så visuelt og enkelt som muligt: To hætteklædte kommer i klammeri i skolegården. I næste scene klager den ene derhjemme over, at Hassan har slået ham i skolen. Stykket slutter med to udveje: I den ene opfordrer faderen sin søn til at slå igen, i den anden til at blive gode venner.

Efter spillet sad forældrene som et stort spørgsmålstegn: Hvad er det, du vil have os til at gøre, Sabah?

Jo, de skulle snakke i grupper om det, de havde set.

Diskussionen var livlig, på adskillige sprog.

Bagefter fortalte klasselæreren dem om konflikten med faderen i klassen og om børnenes breve, der antydede,

at langt de fleste oplever vold derhjemme. Hun fortalte dem også, at hun og skolen kunne have valgt at indberette dem, men

hellere ville kaste lys over problemet. Finder det sted eller ej?

Vi skal gøre som danskerne .

Efter en kort tavshed kom diskussionen i gang.

En far sagde: »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Min far slog mig. Når mine børn er dumme, så slår jeg dem. Jeg tænker, måske skal vi gøre som danskerne ... de snakker ...«. En anden far, en stor og stærk pakistansk mand, sagde: »Jeg slår ikke mine børn. Min far slog, men vi er i Danmark, her er demokrati, og det var derfor, vi flygtede hertil«. Andre fortalte, at storebroderen eller søsteren slog.

»Jeg sagde til dem, at børnene er et resultat af, hvad vi fortæller dem, direkte eller indirekte«, genfortæller Sabah Eltawil.

»Ved selv at slå eller tillade vold derhjemme så fortæller vi dem, at det er rigtigt. Jeres børn slår, fordi I fortæller dem, at det er i orden«.

De fleste nikkede. De indså, at de havde et problem.

Matematiklæreren supplerede med at forklare loven. At det i Danmark er forbudt at slå sine børn, at man kan blive meldt til politiet og straffet for det.

Sabah Eltawil sluttede med at fortælle dem, at man kan lære børnene ikke at slå hinanden - med sin egen nu store teenagesøn som eksempel: En dreng havde slået hendes søn i skolen. Men i stedet for at tage konflikten op arrangerede hun med drengens forældre, at børnene legede sammen efter skoletid.

Og så satte hun også trumf på: Hvis jeres børn bliver ved med at slå, så find en anden skole til dem!

Det virker

Mødet blev holdt i begyndelsen af november, og forandringerne viste sig i ugerne efter.

»Eleverne er blevet meget bedre til at kontrollere sig selv. Vi oplever næsten ingen vold i klassen mere«, fortæller Sabah Eltawil.

Skoleleder Lise Egholm var med til mødet som observatør.

»Når en far siger: 'Jeg kender ikke andre måder at opdrage på', så er det et råb om hjælp. De vil gerne opdrage deres børn på en anden måde«, siger hun.

Skærpet underretningspligt

Lov om social service, paragraf 154: »Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen«.

Lærere har skærpet underretningspligt. Mens almindelige borgere har pligt til at underrette kommunen, hvis man har kendskab til, at et barn krænkes, eller dets velfærd er tuet, har læreren som offentligt ansat pligt til at underrette kommunen, hvis han/hun har en formodning om, at en elev har brug for hjælp eller særlig støtte. Lærere ved private skoler har samme pligt.

En underretning kan foretages af den enkelte lærer, af en gruppe kolleger eller sammen med lederen. DLF anbefaler, at man underretter via skolens ledelse.

I »Frie Skoler« og Folkeskolen

Artiklerne om skole-hjem-samarbejde og vold er produceret i samarbejde med redaktionen på bladet »Frie Skoler« og bringes i begge medier.

»Ved selv at slå eller tillade vold derhjemme så fortæller vi dem, at det er rigtigt. Jeres børn slår, fordi I fortæller dem, at det er i orden«. Sabah Eltawil