De sidder i carporten på en stak halmballer og med varm te i krusene. En grå og kold januardag. På bordet står en tallerken med mandler, rosiner og tørrede æbleringe. De sidder i varmt tøj på fåreskind og med vattæpper til at tage trækken bagfra. Røgen fra bålfadet udenfor river en anelse i næsen, og det virker måske lidt stædigt at sidde herude, når der nu står et dejligt hus ved siden af, hvor man kunne snakke og drikke te. Men intet af dette er tilfældigt. Det er en del af behandlingen.

De to af dem er lærere, der er gået ned med stress, de to andre er terapeuter. Og scenen er en meget væsentlig del af et haveterapeutisk forløb.

»Lugte sætter minder i gang. Bålrøgen minder dig måske om barndommen, teen stimulerer smagsløgene, og det samme gør æbleringene og mandlerne«, forklarer Jakob Bruus Ørtoft, der er psykoterapeut og har en uddannelse i haveterapi.

»Hvis man kan få de stressede til at gå tur, plukke bær, ligge i en hængekøje, lugte til jord og planter, har man fat i både krop og sanser, og så kan de - måske - spænde af«.

Det handler om at bruge naturen som et helende miljø for stressede mennesker. Om ro og omsorg. Om at kunne slappe af. For er der noget, stressede mennesker ikke kan, så er det at finde ro og hvile.

Vandrede hvileløst rundt

Første gang Mette var i haven, skulle hun finde sit eget sted. De to terapeuter havde bedt hende om at gå rundt og finde et sted, hvor hun kunne opnå ro. Men Mette vandrede hvileløst rundt i den store have og omliggende natur. Sætte sig kunne hun ikke, og at ligge og slappe af under en trækrone, som terapeuterne havde foreslået, kunne der under ingen omstændigheder blive tale om. Mette kunne ikke finde ro.

»Hver gang jeg fandt et muligt sted, kunne jeg mærke, at det ikke var okay for mig at sidde dér. Jeg fandt ud af, at jeg havde behov for at føle tryghed dér, hvor jeg skulle sidde. Efter en times tid fandt jeg endelig mit sted. Med en dejlig udsigt ud over bakkerne og med nogle træer i ryggen. Det er trygheden. At ingen kan komme listende bagfra«, fortæller Mette Nilsson.

Hun har været lærer i tre år i Ringsted. Oprindeligt er hun uddannet sygeplejerske, men det har altid været arbejdet med børn, der har trukket i hende. Derfor arbejdede hun som lærervikar og tog så en meritlæreruddannelse.

»Jeg har altid levet i overhalingsbanen. Først nu har jeg lært at lytte efter mine behov«, siger Mette Nilsson. Hun har været sygemeldt siden september, hvor hun brød sammen på vej til arbejde. Hun kunne pludselig ingenting.

Fik blackout

Haven er Ella Hilkers. Hun er uddannet sygeplejerske og nu på efterløn. Sammen med Jakob Bruus Ørtoft har hun startet haveterapien.

Flaget er hejst i haven. For gæsternes skyld og som signal til naboerne om at holde sig væk, mens haveterapien er i gang.

»Vi føler os meget velkomne. Flaget er hejst for os. Det gør os glade«, griner Karen Aagaard Dam.

Hun er også fra Ringsted, har været lærer i 11 år, men så fik hun et piskesmæld i nakken for tre år siden.

»Jeg tog det ikke alvorligt. Jeg arbejdede videre. Jeg ville hen til eleverne. Jeg havde en aftale om, at jeg måtte lave øvelser i arbejdstiden, men det var ikke nok. Så fik jeg en diskusprolaps. Jeg arbejdede på en deltidssygemelding, men jeg fik ikke slappet af. Mine kolleger spurgte, hvordan jeg havde det, men jeg arbejdede hele tiden, tænkte på mit arbejde hele tiden og var slet ikke nærværende, ligegyldigt hvor jeg var. Om jeg var i skolen eller hjemme hos min familie. Min krop slog fra, og jeg fik en infektion. Og så en dag fik jeg et blackout. Jeg sad i bilen og anede ikke, hvor jeg var på vej hen«.

Karen blev afskediget sidste sommer i kommunens sparerunde.

Havde glemt at holde pauser

Jakob Bruus Ørtoft fortæller, at den store FTF-undersøgelse om stress viser, at det ikke er lærernes opgaver på skolen, der stresser dem allermest. Det er deres egne forventninger til egne præstationer, der er det allerværste. Derfor er det vigtigt, at haven her er et kravløst sted. Et sted, de kan slappe af.

»Det var som at få fri, da vi kom her. Det er dejligt befriende, at her skal vi ikke kunne leve op til noget. Her kan vi slappe af«, siger Karen Aagaard Dam.

Første gang hun var i haven, skulle hun også finde sit helt eget sted.

»Da jeg havde fundet mit sted, sagde Jakob, at så skulle jeg have en pause. Jeg kiggede undrende på ham, men når man har udført en aktivitet, skal man have en pause. Det skulle jeg lære. Jeg havde helt glemt at holde pauser«.

Karen Aagaard Dam havde taget alt for lidt tøj på første gang til at sidde i halmballerne og være ude i haven i flere timer.

»Jeg lånte en masse varmt tøj. Det var som at være barn igen. Der var nogle, der tog sig af mig«.

Ikke mig, der er tosset

De to lærere henvendte sig begge til DLF's rådgivning for psykisk arbejdsmiljø, da de var sygemeldte. Det var under visitationen, at haveterapi blev foreslået som et muligt tilbud.

»Jeg var mest spændt på, hvordan det ville være at være sammen med andre. Det var jeg nervøs over. Hvordan gør man dét? Har jeg egentlig lyst til at fortælle flere, hvordan jeg har det? Men det var rart at åbne bøtten sammen og finde ud af, at jeg ikke er tosset. Det er ikke bare mig, der har det sådan. Her er nogle, jeg kan dele det med«, fortæller Karen Aagaard Dam.

De to lærere er i gruppe med andre i haveterapien. Gruppen er åben, så der er en, der er holdt op, og en ny, der er kommet til, mens de har været her.

»Jeg troede også, jeg var ved at blive tosset. Jeg kunne hverken lave mad eller andre ting. Men når man møder andre, der har det ligesådan, tror man, at der er en vej frem«, siger Mette Nilsson.

Krop og sanser

Når grupperporten med te og tørret frugt. Katten er også meget velkommen og bliver flittigt klappet. De tager en runde om, hvordan de har det.

»Man kan ikke spørge dem, hvad de har lyst til, for det ved en stresset person ikke. Derfor er vi dirigerende. Vi bestemmer, om vi skal lave en mindfulness-øvelse, gå en tur i skoven eller lave pileflet«, forklarer Jakob Bruus Ørtoft.

For eksempel aftalte de engang, at de ville sylte grønne tomater. Alle ingredienser var skaffet, men først fire gange senere blev det til noget, fordi ingen havde overskud tidligere.

»Vi arbejder med det følelsesmæssige, med kroppen og sanserne. Ofte kommer de med klaprende hjerter, de kan have smerter og svært ved at få vejret. Man kan både få tinnitus og miste smagssansen af stress«, siger han.

At ligge under et træ

Karen kan godt lide havearbejde, men er ikke så god til at komme ud at bruge naturen. Nu har hun lært at ligge under et træ og kigge op i trækronen.

»Det er svært, men jeg har da lært at få noget ro i kroppen. Jeg har købt mig en hængekøje, og jeg har ligget i den i min have helt frem til november. Jeg har aldrig før givet mig selv lov til bare at ligge og kigge op i luften«, fortæller Karen Aagaard Dam.

»Naturen er der jo hele tiden. Det har jeg heller ikke tænkt på før«.

»Og så er den lige ved hånden«, supplerer Mette Nilsson.

Sammen har de ligget under et træ og nogle ørnebregner en dag, hvor der først var blå himmel og så pludselig faldt store regndråber ned.

»Lad dem bare komme, tænkte vi. Det var flot, som de faldt, og træet beskyttede os på en måde«, siger Karen.

Nu går de jævnligt ture - også når de ikke er i haveterapi.

Tur i skoven mod hjertebanken

»Jeg havde meget uro i kroppen i begyndelsen. Men så flyttede jeg noget brænde«, griner Mette Nilsson.

Hun har haft voldsom hjertebanken i perioder, men nu går hun en tur i skoven. Det hjælper. Hun har lært at bruge dét, der er ved hånden, og hun har altid godt kunnet lide at bruge sin krop.

Ella Hilker taler om, at mange med stolthed fortæller, at de er en rigtig blæksprutte, der kan klare mange ting samtidigt.

»Alle de velbegavede kvinder, vi ser her, som ikke kan finde ud af at holde en pause. Man skal huske, at der er en grænse for, hvad man kan byde sig. Vi er biologiske mennesker, der skal sove, hvile, have pauser. Men for lærerne er pauserne i skolen i høj grad blevet væk«, siger Ella Hilker.

Hun fortæller, at man ved en scanning faktisk kan se de områder af hjernen, der er brændt sammen hos en stresset. Der er en forandring i de dybereliggende lag i hjernen, men det kan repareres.

Hun kender det selv. Hun har også været nede med stress i nogle år. En psykiatrisk patient slog hende i ansigtet, og det udløste hendes stress.

At være nærværende

De taler om at se træerne, rovfuglene, nyde udsigten fra en bakke. En terapihave skal blandt andet indeholde noget vildt, udsigt, huler, mulighed for nogle aktiviteter.

»Se lige det lys«, lyder det fra Karen, da solen endelig bryder igennem skylaget. Hun viser sit højbed med vinterafgrøder frem. Her er kørvel, lupin og hørfrø, der står godt i den lune vinter og skal berige jorden. Hun rører ved en hæk af jordskokker.

»Det minder mig om min barndom«.

Ord som livgivende og sindsro flyder imellem de fire i haven.

»Det handler om at lære at være nærværende i dét, man gør. Bager man rugbrød, så bager man rugbrød. Man laver mad nærværende. Det, de lærer her i haven, skal også være omsætteligt derhjemme«, siger Jakob Bruus Ørtoft.

Øvelserne i nærvær kan være fantasirejser. De har også prøvet at undersøge en rosin i flere minutter - har den en lyd? Hvordan føles den i fingrene? Hvordan ser den egentlig ud? Men det var svært, fortæller Karen og Mette. Andre nærværsøvelser har været en større succes. At ligge under trækronen virker - også Mette har lært det nu og karter ikke længere rundt.

De falder »i hullet« igen og igen, men det er okay. Bare de kommer op igen.