Navnet Thomas Ulrik Larsen sagde mig ærligt talt ikke meget, før denne anmeldelse hen over sommeren dumpede ned i min turban. Imidlertid er ”Teknisk Knockout” allerede det tredje album i sangskriverens og komponistens ”Lysår”-soloprojekt. Sovet i timen? Tja, jeg er da gået glip af en del, hvis forgængerne ”Spåndigter” (2009) og ”Frontfigur på orlov” (2013) blot tilnærmelsesvis har holdt samme niveau.

Der er tale om et album med ”kun” elleve numre; men på denne begrænsede tid og plads bliver der udvist stor musikalsk formåen i mange forskellige stilarter. En samling yderst kompetente musikere leverer varen på et omfattende instrumentarium, og korsangerne lader dem bestemt ikke meget efter.

Først og sidst står dog Larsens egen vokal, der formidler teksterne og udgør den væsentligste sammenhængskraft i et værk, der måske ellers kunne komme til at stritte i mange forskellige retninger.

Og her er der altså ingen popklichéer og hjerte-smerte. Her er engagement, indignation, vrede og kritisk stillingtagen – jamen så bliver der jo, med Larsens egne ord, tale om politisk musik. Den skulle efter sigende ikke være så velset hos de i bogstavelig forstand toneangivende medier – hov, måske er dét noget af forklaringen på mit manglende kendskab til de tidligere udgivelser …

Albummet lægger ud med en selvironisk fremstilling af fuldtidsparasitten, der holder sin ”allerbedste praktiske” ven hen i håbet om en dag at kunne blive den foretrukne – i stedet for blot titlens ”Plan B”. Hvem kan ikke føle en snert af dårlig samvittighed, hvis man nogensinde har kunnet se sig selv som den udnyttende part i sådan et forhold …

”Den blå vogn” er i denne sammenhæng ikke et transportmiddel for psykisk syge; det er den højt respekterede lærers Volvo Amazon. Han, der måske som den eneste så og forstod eleverne i sin klasse, kører til sidst væk for ikke mere at vende tilbage. Et sådant tab kan mange genkalde sig; smerten er langtidsholdbar.

En anden sang om barndommen – som ikke nødvendigvis var eller er noget lykkeland – handler om den flugt fra virkeligheden, som en avisrute kunne repræsentere for en dreng på jagt efter netop lykken i samlivet med mor og far. Er det mon den samme dreng, der i ”Passiv indlæring” gentagne gange får sviende lussinger? Dette nummer starter med Det Danske Drengekors fine stemmer i fuldstændig idyl – indtil skærende dissonanser for alvor får lytteren op af lænestolen. Det var altså hårdt for den dreng dengang. I nutiden møder vi måske netop ham en sidste gang. Nu står han ved sin fars grav og tænker på den ”arv”, som han ikke kan løbe fra: De to går og står på samme måde og har samme dybe ar – og alligevel beskrives forholdet far-søn som ”trekantet rundstok” og ”nøje planlagt kollision”. Det nødvendig oprør udeblev imidlertid; men til sidst, måske for sent, fandt de hinanden. Og ved fars død kan sønnen (omsider) komme videre. Uha.

I ”Loppetjans” tages mange aspekter under behandling: selvskadende teenagere, Diagnosedanmark, kulturel forarmelse, løndumping af østarbejdere … Men dukken kommer tankeløs tilbage fra vandet, for hvad er det, vi vil have? Brød og skuespil samt mulighed for at slippe så billigt som muligt. Hård samfundskritik, vist så, men brodden vender også indad. William i ”Reservedel” har til gengæld søgt at gøre en forskel i en af de krige, som Danmark i de seneste årtier har engageret sig i. Han må betale med sin førlighed, da han mister begge ben ved eksplosionen af en mine eller måske en vejsidebombe. Alle, der har eller har haft pårørende på Balkan, i Irak eller i Afghanistan, må føle sig dybt berørt af netop den tekst.

To numre kommer tæt på lærerhverdagen. ”Uintelligente børn” giver, med assistance fra det til lejligheden genopstandne børnerockband ”Parkering Forbudt”, spark over skinnebenet til nutidens målstyringstænkning og til de lange dage, der blev en konsekvens af skolereformen. Og albummets titelnummer – jeg må tilstå, at jeg oven på frustrationerne over hele forløbet med reform og arbejdstidsregler/normalisering personligt ligger under for en subjektiv følelse: Det er yderst velgørende at se en tekst og høre en sang, der i den grad er ætsende i sin kritik. Ydermere bliver den sidste pointe jo stående, når musikken er slut: Hvad rimer nemlig på ”knockout”?