Midt under læsningen af "Afvæbnet kritik" fik jeg lyst til at gense den tyske film "Das Leben der Anderen", den om Stasiagenten, der bliver så betaget af et kunstnerpars liv, at han søger at beskytte dem ved at omdigte deres handlinger, så de undgår DDR-regimets forfølgelse.

Denne adspredelse fik mig på én gang til at gyse over Rasmus Willigs analyser af den raffinerede kritikundertrykkelse, som den neoliberale ideologi har udviklet, og til at glæde mig over, at der i selv den mest forbenede Stasiofficers bryst er et hjerte, der kan tøes op.

"Afvæbnet kritik" er en analyse af den udvikling, der er sket omkring begrebet kritik, siden den traditionelle opfattelse af kritik som motor for udvikling for femten-tyve år siden blev afløst af et syn på kritik som en barriere for udvikling. Markedet kræver hurtige reaktioner, der bygger på fleksibilitet, styring og medgørlighed.

Bogen kan, som flertallet af videnskabelige udgivelser, virke lidt knudret at læse, fordi der skal citeres, refereres og tages forbehold. Så derfor vil jeg anfebale, at man starter læsningen med Willigs kildemateriale: De udsagn om svar på kritik, som han har indsamlet blandt tilhørere til foredrag gennem syv år. Det bliver til en opremsning, der strækker sig over tyve sider. Og det er hårrejsende læsning, der med ét slag motiverer til at dykke ned i analyserne af de mekanismer, der gemmer sig bag svarene. For rigtig mange af den type svar har jeg og du selv fået.

Stort set alle går ud på at vende kritikken imod kritikeren selv, så det stillede kritiske spørgsmål frem for at blive motor for en frugtbar dialog kastes tilbage på spørgeren, som så oplever manglende anerkendelse og et deraf følgende statustab.

De organisationer - og det er i dag stort set alle - der baserer sig på den neoliberale konkurrenceideologi, beskriver Willig blandt andet ved hjælp af sociologen Georg Ritzers studier i McDonalisering: effektivitet, forudsigelighed, kalkulerbarhed og kontrol. Men når disse parametre skal omsættes til professionssprog i det offentlige, føler mange professionsudøvere sig ramt af en brutalisering og af en instrumentalisering, der frem for en nuanceret dialog opererer med den falske modsætning mellem det entydigt positive og det entydigt negative. "Enten er du med eller imod".

Willig har en række fine analyser af de mekanismer, der er i brug. Jeg vil blot nævne to: den neoliberale erobring af sproget - og analysen af et patriarkats kvindeundertrykkelse.

Ved at anvende ordet man i et af de typiske udsagn: "Jeg hører, hvad du siger, men man kan ikke se sådan på det", bruger svareren ordet, så "dette man udøver sit diktatur og foreskriver ens dagligdags tilværelse" (Løgstrup). Neoliberalismen har taget magt over man.

Ved at anvende ordet du afvæbnes kritikken og gøres personlig. Denne individualisering betyder, at man som kritiker risikerer sig selv, hvilket kan føre til tavshed eller nedtrykthed.

Disse eksempler på overtagelsen af sproget får Rasmus Willig til at citere sprogmanden Victor Klemperer, der på baggrund af sit liv i det nazistiske Tyskland og siden i det kommunistiske DDR skrev bogen om de totalitære regimers sprog, "LTI - Lingua Tertii Imperii", fordi neoliberalismens overtagelse af sproget vækker mindelser i den retning: “Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”.

Læs de nævnte 20 siders svar på kritik, og vurder selv, om du er stødt på den form for totalitært sprogbrug. Og tænk over, om arsenikforgiftningen har ramt dig.

En sådan besættelse af sproget lukker kritik ned og fremmer selvcensur. Da der findes en overmåde righoldig forskning i censur, men meget lidt om selvcensur, vælger Willig at omtale forskeren Dana Crowley Jacks studier i accepten af undertrykkelse blandt kvinder, der lever under paternalistiske vilkår: De opererer med et "overøje", der fortæller dem, hvad de skal og bør, og som lader dem se bort fra egne ønsker og behov. De accepterer og bliver deprimerede.

Som de lever, fungerer mange professionsudøvere i det offentlige, hvor idealet er, at den enkelte gør sig stærk og modstandsdygtig i forhold til de evige forandringer; robusthed frem for refleksion.

Vi har gennemløbet en udvikling fra medbestemmelse over medhør til medgørlighed, konkluderer Willig. Er det muligt at vinde kritikken som motor i et borgerligt demokrati tilbage? Eller er vi fanget i neoliberalismens kritikfornægtende regime?

Willig har leveret analyser, der kan tjene som opvågnen. Stasiagenten med hjertet på rette sted kunne så et frø af optimisme.