Anmeldelse
Hviskeleg
Smukt og barsk
"Hviskeleg" et værk, alle børn bør møde i løbet af deres folkeskoletid.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Min mor slår mig.
Fakta:
Titel: Hviskeleg
Forfatter: Morten Dürr
Illustrator: Sofie Louise Dam
Pris: 220
Sider: 72
Forlag: Forlaget Plot
I frikvarteret leger de hviskeleg, Anna, Vera og nogle af de andre fra klassen. En uskyldig leg, hvor man hvisker en sætning til den, man sidder ved siden af, hvorefter sætningen ændrer sig, i takt med at den bliver hvisket videre. En dag er det Annas tur til at begynde. "Min mor slår mig", hvisker hun til Vera. Legen bliver afbrudt, og børnene løber ind til time. Men Vera kan ikke få Annas ord ud af hovedet, og da Anna nogle uger efter stopper med at snakke, forstærkes Veras uro. Hvad skal hun gøre?
Med "Hviskeleg" giver Morten Dürr og Sofie Louise Dam en "gammel" bog nyt liv. Originalversionen "Hviskelegen" fra 2008 er nu udgivet som en grafisk roman, hvor blyantstregerne er skiftet ud med Sofie Louise Dams smukke og informative illustrationer. Også skriftsiden har fået en finjustering, så det passer ind i en grafisk roman, hvor billederne overtager en større del af formidlingen. En vellykket grafisk roman, hvor billedernes samspil med tekstsiden både supplerer og understøtter på fineste vis. Omslaget er lækkert, der er kræset for detaljerne, og de to komplementærfarver giver forsiden et fængende udtryk.
"Hviskeleg" er et oplagt værk at inddrage i folkeskolen fra 4. til 10. klasse. Værket tager fat i et vigtigt emne, nemlig børns rettigheder eksemplificeret her i bogen gennem emnet vold mod børn.
Bagerst i bogen er et dobbeltopslag, hvor der på den ene side er information til læseren omkring børns rettigheder. Der er en henvisning til Børnetelefonen, og det bliver her på siden også slået helt fast, at I Danmark er det forbudt at slå børn. Altså helt forbudt!
På den anden side af dobbeltopslaget er der en besked til læreren, hvor der blandt andet henvises til det gratis undervisningsforløb, som er udarbejdet.
Bogen er barsk, men nødvendig. Som det også fremgår af denne anmeldelse, er værket bygget op omkring et barskt emne. Håbet har dog sin plads i værket, hvilket også er en nødvendighed for litteratur til børn.