At blive lærer er ikke, hvad det var engang.

Ikke nok med at seminarierne for længst har skiftet navn til læreruddannelser på professionshøjskoler. Der er heller ikke udsigt til den fuldtidsbeskæftigelse, der var sikker, mens seminarierne stadig eksisterede. Bare inden for de sidste ti år er det gået gevaldigt ned ad bakke med antallet af undervisningstimer, og læreruddannelsen er under et historisk økonomisk pres.

Ifølge en opgørelse fra Professionshøjskolernes Rektorkollegium kan en lærerstuderende i dag forvente at få 13 undervisningstimer om ugen i gennemsnit. I 1998 havde man ifølge en opgørelse fra den daværende rektorforsamling 17 timer om ugen, og går man helt tilbage til bekendtgørelsen fra 1986, var der et obligatorisk timetal på knap 2.500 timer, hvilket svarer til 25 timer om ugen.

Socialdemokraterne er rystede over tallene.

»Det er dybt problematisk med så få timer. Læreruddannelsen handler jo om relationer, og hvordan man lærer i fællesskaber. Derfor er det også afgørende, at de lærerstuderende har flere timer sammen«, siger Christine Antorini.

I DLF har det dalende timetal længe skabt bekymring. Formand Anders Bondo Christensen beklager, at det er blevet en forretning at drive læreruddannelse.

»Da jeg selv gik på læreruddannelsen, kunne man vælge alle linjefag, og vi fik de timer, vi skulle have. Det blev der slet ikke stillet spørgsmål ved. Nu handler det hele om, hvorvidt det kan betale sig. Sådan tror jeg ikke på, at man kan drive uddannelsesinstitutioner med kvalitet«, siger Anders Bondo.

Formanden for Lærerstuderendes Landskreds Tobias Holst finder det nærmest komisk, når Professionshøjskolernes Rektorkollegium skriver i sin timetalsrapport, at uddannelse er meget mere end »bare« timetal.

»De får det nærmest til at lyde, som om de gør de studerende en tjeneste ved bevidst ikke at give dem flere undervisningstimer. Men den konklusion holder ikke«, mener han.

13 timer er ikke nødvendigvis for lidt, mener formanden for Professionshøjskolernes Rektorkollegium Laust Joen Jakobsen.

»Det er interessant at se på, hvad der er et rimeligt tilbud til en studerende. I den tidligere bekendtgørelsesramme sagde man, at timetallet skulle udgøre cirka en tredjedel af et studenterårsværk. Så hvis man har 14 timer om ugen i gennemsnit, så opfylder man faktisk den forståelse. Så er der to tredjedele tilbage til vejledning, praktik og studietid alene eller i grupper. Det her er ikke et gymnasium, der er forventninger om, at man gør noget selv«.

Laust Joen Jakobsen mener afgjort, at der er en smertegrænse for timetallet, men et efter hans mening lidt for stort fokus på timetal tyder på en opfattelse af læreruddannelsen, der hører fortiden til, siger han.

»Læreruddannelse i 70'erne og 80'erne var mere bygget op som en forlængelse af et gymnasieforløb. Nu ligner uddannelsen i langt højere grad en universitetsuddannelse. Måden at tænke uddannelsen på har ændret sig rigtig meget«.

Og det kan han have ret i, vurderer Per Fibæk Laursen, der forsker i undervisning af lærere på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

»Vi har nu i længere tid haft en uddannelsestænkning, hvor man i mindre grad fokuserer på timetallet, for der kan ganske rigtigt være mange andre studieaktiviteter end blot at deltage i undervisning - eller det bør der i hvert fald være«.

Men problemet er bare, at man i Danmark har meget lidt viden om, hvad de lærerstuderende bruger deres tid på, når de ikke er til undervisning, siger Hans Dorf, der har forsket i de nordiske læreruddannelser ved Center for Uddannelsesforskning på Aarhus Universitet.

»Det er klart, at faldende undervisningstimer stiller særlige krav til, hvad der ellers findes af supplerende studiegruppeaktiviteter, for eksempel øvelsesforløb, feedback- og vejledningsprocedurer. Men det er meget uklart, om den slags overhovedet bliver sat i gang. Meget tyder på, at det ikke er tilfældet«.

Læreruddannelsen kræver en særlig type studerende, mener Hans Dorf.

»For den fagligt dygtige studerende er det måske ikke så afgørende, men for de knap så dygtige studerende er det stadig vigtigt med et vist antal undervisningstimer«, siger han.

Sten Larsen, som underviser i pædagogik og didaktik på Læreruddannelsen Zahle, siger, at selv om han klart har nogle af landets bedste studerende, så savner han flere af den gammeldags slags.

»Man kan spørge sig selv, om det er den rigtige type studerende, der går på uddannelsen. Der sidder mange på universiteterne, som burde sidde på læreruddannelsen. Men vi er simpelthen ikke attraktive nok. Jeg savner den gammeldags studerende, der efter en engageret undervisning går hjem, fordyber sig yderligere og kommer klogere tilbage«.

Per Fibæk tvivler på, at læreruddannelsen er et fuldtidsstudium. Han refererer til flere undersøgelser af uddannelsen, der viser, at selv de studerende, der opfatter sig selv som fuldtidsstuderende, maksimalt bruger 25 timer om ugen på studiet.

»Jeg tror personligt ikke på, at der er særligt mange lærerstuderende, der når op på en samlet 37-timers arbejdsuge. Det er betænkeligt, når logikken i den måde, uddannelsen er skruet sammen på, er, at man skal være fuldtidsstuderende. Men vi ved, at det ikke er virkeligheden«, siger han.

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen mener, at der skal være mere åbenhed omkring antallet af timer på de enkelte uddannelser. Derfor har han sammen med Professionshøjskolernes Rektorkollegium aftalt at udarbejde en model for offentliggørelsen af timetallet på lærer- og pædagoguddannelserne.

»Det skal give et klart og sammenligneligt billede af de læringsaktiviteter, herunder holdundervisning og forelæsning, som den studerende kan forvente på en given uddannelse på et givent udbud. I tillæg hertil har jeg opfordret rektorkollegiet til at udforme og offentliggøre en politik for aflysning af læringsaktiviteter«, siger ministeren. |