Papirarbejdet på læreruddannelsen er eksploderet, mens de studerende får færre timer.

Ifølge den seneste årsrapport fra Professionshøjskolernes Rektorkollegium arbejder næsten hver tredje medarbejder med administration og ledelse.

På et tidligere lærerseminarium var det tilsvarende tal otte procent for bare syv år siden.

Imens er de studerendes timetal faldet med 24 procent.

Formålet med professionshøjskolerne var ellers at styrke uddannelserne både økonomisk og indholdsmæssigt.

Det stigende antal administrative medarbejdere blev for alvor markant, da læreruddannelserne blev en del af de daværende CVU'er for knap ti år siden.

På Læreruddannelsen Zahle mærker underviser Sten Larsen selv de negative konsekvenser af det enorme administrationsbehov, der fulgte med professionshøjskolernes oprettelse.

»Før havde vi sorte tal på bundlinjen - nu har vi røde. Vores penge forsvinder formentlig opad til HR-afdeling, it-afdeling og masser af ledelse. Vi kan løbe nok så hurtigt, men der er et kæmpe administrations- og ledelseslag, der sluger en stor del af pengene«, siger Sten Larsen, der har undervist på Zahle de seneste 15 år.

Formanden for rektorkollegiet, Laust Joen Jakobsen, erkender, at der er en stor udfordring med at begrænse antallet af administrative medarbejdere.

»Ledelse er nødvendigt, men det handler om at gøre det så effektivt som muligt, og vi gør virkelig alt, hvad vi kan for at holde administration og ledelse nede«, siger Laust Joen Jakobsen.

På Frederiksberg Seminarium, som nu er en del af Professionshøjskolen Metropol, var blot otte procent af de daværende 80 medarbejdere ansat til at lede og administrere tilbage i 2003. Frederiksberg og Skårup Seminarium var dengang de eneste, der havde valgt at gå uden om fusionen med CVU, og seminariet kom i 2003 ud med et overskud på 2,3 millioner.

Efter at man skiftede navn til Læreruddannelsen Frederiksberg i 2009 og blev en del af Professionshøjskolen Metropol, er der vendt gevaldigt op og ned på antallet af administrative medarbejdere. Ud af de i alt 850 medarbejdere på Metropol var 607 af dem undervisere i 2009, mens 243 var ansat til enten bygningsdrift, markedsføring eller administration, altså knap hver tredje medarbejder. Metropol sluttede desuden sidste år med et underskud på over 30 millioner kroner.

Formand for underviserne på professionshøjskolerne i Dansk Magisterforening, Hans Beksgaard, mener, at det stigende antal administrative medarbejdere er konsekvensen af, at politikerne ønsker mere kontrol og kvalitetssikring. Han kalder udviklingen for et »styringsparadigme«.

»Hele styringsparadigmet kræver mere og mere ledelse. Politikerne forventer mere effektiv ledelse og mere udvikling, og så bliver der pludselig ikke så meget til undervisning, vejledning og andre aktiviteter«, siger han.

Gerhard Jaspersen, der har arbejdet med læreruddannelsen i Undervisningsministeriet fra 1975 til 2004, beskriver udviklingen i læreruddannelsen som et skift fra statsstyret centralisering over større frihed til en ny centralisering i professionshøjskoler.

»I 70'erne og 80'erne var uddannelsen ekstremt centralt styret. Der var faste bevillinger, og der var et obligatorisk timetal for hvert fag - helt ned til hvor mange timer man skulle undervises i et bestemt instrument i faget musik. Holdstørrelser, eksamensbestemmelser med videre blev styret af ministeriet. På seminarierne var der kun brug for en rektor, en inspektor, en praktikleder og nogle HK'ere til at lede og administrere«.

Men det ændrede sig i starten af 1990'erne, fortæller han. Seminarierne gik fra at være statsejede til at være selvejende. Med bekendtgørelsen fra 1992 fjernede man det faste timetal og gik over til en angivelse af årsværk, samtidig med at der blev udarbejdet ganske detaljerede centrale kundskabs- og færdighedsområder for hvert fag. Underviserne fik i samme periode en ny arbejdstidsaftale, hvor der trods de specificerede indholdskrav i fagene ikke længere var krav om et bestemt antal undervisningstimer. Og man indførte taxameterstyring, som betød, at læreruddannelsen ligesom andre videregående uddannelser fik penge efter, hvor mange der gennemførte.

»Med overgangen til den decentrale styring blev der behov for et ekstra lag af mellemledere. Da man så senere valgte at centralisere igen ved at slå uddannelserne sammen i CVU'er og senere professionshøjskoler, påstod man, at det ville give en besparelse, men sådan gik det som bekendt ikke«, fortæller Gerhard Jaspersen, som i dag er pensioneret.

Formanden for rektorkollegiet, Laust Joen Jakobsen, mener ikke, at man helt kan sammenligne forholdet mellem administration og undervisning fra 2002 og 2010, fordi tallene ikke er blevet opgjort på samme måde. Men han tilslutter sig billedet af, at der er kommet langt mere administration på læreruddannelsen over tid.

»Dengang jeg sad som rektor på Blaa­gaard Seminarium, administrerede man uddannelsen som en stor folkeskole. Men overgangen til selveje gjorde, at det, man før kunne henvende sig til Undervisningsministeriet om, skulle vi nu selv have styr på: Løn, personale, Statens Uddannelsesstøtte og studieadministration. Der er måske det halve antal medarbejdere tilbage i ministeriet i dag, mens personalet er vokset hos os. Men der fulgte ikke penge med til de nye opgaver«.

Underviser Sten Larsen er ikke i tvivl om, at det er skidt for læreruddannelsen, at den er blevet tvunget ind i professionshøjskoler og dermed må bøde for mere administration.

»Jeg underviser betydeligt mindre og har betydeligt mindre tid med de studerende. For mig at se er det alene en snæver organisationstankegang, der udspringer af en public management-tankegang. Hvis man ville forny og videreudvikle, kunne man gøre det på så mange andre måder. Det er et spørgsmål om økonomi og prioritering«.

Heller ikke i DLF kan man længere se fordelen ved professionshøjskolerne.

»Jeg har meget svært ved at se, at professionshøjskolerne har gavnet læreruddannelsen. Læreruddannelsen er blevet økonomisk udsultet. Jeg ved godt, at professionshøjskolerne ikke har fået de midler, de havde behov for til at løse opgaven, men det korte af det lange er, at de ikke har formået at løfte og sikre kvaliteten i læreruddannelsen. Og den direkte dialog, vi som stærke interessenter havde med læreruddannelserne, er stærkt svækket nu. Det synes jeg er et tab for læreruddannelsen«, siger DLF's formand Anders Bondo Christensen.

Laust Joen Jakobsen kan sagtens forstå, at undervisere og DLF er skeptiske.

»Vi har haft en bumlet start, hvor økonomien ikke har været til at gøre det, vi blev sat i søen for. Men jeg kender læreruddannelsen ud og ind efter at have været både lærer, skoleleder og rektor på Blaagaard, og dybt inde i mit hjerte er jeg stadig sikker på, at det her er den rigtige vej for læreruddannelsen«. |

»Før havde vi sorte tal på bundlinjen - nu har vi røde. Vores penge forsvinder formentlig opad til HR-afdeling, it-afdeling og masser af ledelse«

Sten Larsen, underviser