Formanden for Ballerup Lærerforening, Morten Refskov fremhæver, at et af resultaterne i forhandlingsforløbet med OK18 blev, at Moderniseringsstyrelsen og KL nu er skilt ad og at der var et stort sammenhold på tværs i fagbevægelsen. Han mener, at det skyldes de stålsatte krav, Danmarks Lærerforening har kæmpet for
Foto: Privat
Kredsformand: Et ja til den bedste vej mod målet
”Jeg er ikke i tvivl om, at mange lærere har stemt ja for at undgå en konflikt, men resultatet med et klart ja er udtryk for tillid til Danmarks Lærerforening”, mener formand for Ballerup Lærerforening Morten Refskov.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Jeg glæder mig over resultatet med et klart ja, for vi har anbefalet en ny start, og resultatet viser at medlemmerne har tillid til vores dømmekraft i Danmarks Lærerforening".
Det siger Morten Refskov, medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse og formand for Ballerup Lærerforening. Han kalder det store ja på over 77 procent for en tillidserklæring fra medlemmerne. I Ballerup stemte 71,4 procent ja, mens 28,6 stemte nej, lidt flere nejsigere end på landsplan.
"Det er en markering, at relativt mange har stemt nej, og jeg tror, det skyldes det, vi allesammen er ærgerlige over, nemlig at vi ikke kunne komme længere i forhandlingerne", siger Morten Refskov.
Bondo til lærerne efter Ok-ja: Nu skal vi i gang med at skabe en bedre skole
Han mener, at det forlig, der nu er vedtaget, er tro mod professionen, selv om der vil gå nogle år endnu, før resultatet af kommissionens arbejde med en arbejdstidsaftale for lærerne foreligger.
"Jeg håber, at det her resultat vil bringe os mere på banen. Det, vi har drøftet, er forskellige veje til målet, og vi er nogle, der har ment, at dette var den bedste vej", siger Morten Refskov og tilføjer: "Med de stålsatte krav, vi stillede ved forhandlingerne, er det lykkedes os at få skilt KL og Moderniseringsstyrelsen fra hinanden, lige som vi fik mobiliseret store dele af fagbevægelsen".
Anbefalede nej i 2015
Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 anbefalede Morten Refskov et nej, og den anbefaling fulgte lærerne i Ballerup. 73,8 procent af lærerne stemte nej, mens 26,2 procent stemte ja. Også denne gang har størstedelen af kredsens lærere fulgt Morten Refskovs anbefaling, som nu var et klart ja.
"Det er fordi, jeg tror på, at det er en ny start, hvor vi sidder med ved forhandlingsbordet, at vi får en genetablering af aftalesystemet. Det er ikke sådan, at jeg er bannerfører for et nej for nærmest alting, selv om jeg stemte nej ved OK15. Jeg har altid i mit arbejde søgt resultater og kompromisser. Og havde en konflikt ført til noget denne gang, ville jeg ikke gå af vejen for den, men det troede vi ikke på", siger Morten Refskov.
Han fremhæver, at der er afgørende forskel på OK15 og resultatet af OK18.
"Der ligger nu nogle forpligtelser i relation til at bringe os videre. Det er en anerkendelse af Danmarks Lærerforening som part i forhandlingerne, og derfor har jeg kaldt det "en ny start for aftalesystemet". Folkeskolen har brug for et samarbejde mellem parterne. Det er helt anderledes, end hvad vi har været underlagt de seneste fem år. Vi nåede ikke i mål, men der er nogle tilkendegivelser og en retning, som vi ikke har set siden 2013", siger kredsformanden.
Morten Refskov: DLF skal sætte klare mindstemål for OK18
Evig konflikt giver ikke god skole
Ifølge Morten Refskov er det ufrugtbart, hvis der konstant er krig og frygt for konflikter på skoleområdet. Derfor er han heller ikke tvivl om, at mange har stemt nej for at undgå en konflikt.
"Man kan ikke drive god skole, hvis der hele tiden er konflikt", siger Morten Refskov og tilføjer:
"Derfor var resultatet den bedste måde at komme ud af denne meget fastlåste position på, selv om det på mange måder er et "ikke-resultat"".
Resultatet er en styrkels af Danmarks Lærerforening. Det, der skal bringe os videre, er sammenholdet, fællesskab om engagement", siger Morten Refskov, der glæder sig over rekorden med en stemmeprocent på over 77 procent på landsplan.
"At vi har toppet stemmeprocenten vidner om interesse for overenskomstspørgsmålet og et stort engagement, og det resultat skal vi glæde os over og levere på, for organisationen er medlemmernes kræfter og energi".
Se fordelingen af ja- og nej-stemmer i de enkelte kredse her: