Jeanette Sjøberg 50 år

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Lige nu er skolen præget af en styringsdagsorden, der gennemsyrer og overgår de stærke rødder, der er udviklet over flere hundrede år. Vi skal passe på, at vi ikke er ved at aflive den danske skoletradition i et splitsekunds modeluner«, skrev Jeanette Sjøberg før sommerferien på folkeskolen.dk.

Svesken skal på disken ­- vi skal tale højt om alt det vigtige, der finder sted i skolen, og om alt det, der bringer folkeskolens kerneværdier i fare, mener en lille kreds af skolefolk, Sveskens Venner, som Jeanette Sjøberg tilhører, og som står bag en årlig prisuddeling af Årets Sveske til en værdig skoledebattør.

Den 15. september fylder Jeanette Sjøberg 50 år. Hun er næstformand i Ballerup Lærerforening og medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse siden 2012. Her er hun medlem af undervisningsudvalget, som beskæftiger sig med skolens indhold, pædagogik og skolepolitik.

Jeanette Sjøberg har været lærer på Grantofteskolen og bor fortsat i Ballerup. Hun er gift med Danny og har en voksen datter, Nicoline. Hun løber, svømmer og tager helst cyklen rundt til møder. Og så er hun så glad for musik og koncerter, at hun og Danny så Bruce Spring­steen i både København, Horsens og Coventry denne sommer.