Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg kan ikke forestille mig andet end, at det er dybt meningsfuldt at arbejde som folkeskolelærer. Jeg har ikke selv prøvet det, men jeg har undervist i næsten 20 år på universitetet. Og jeg elsker at undervise, der er ikke noget mere berigende end at opleve, hvordan de studerende vokser for hver gang, de ser nye sammenhænge falde i hak.

For mig udspringer glæden ved undervisning af oplevelsen af at bidrage til at skabe noget, som den enkelte eller verden har brug for.

Udkogt rosenkål på arbejdsmarkedet

Slangen i paradis er imidlertid, at vi har fået skabt et arbejdsliv, der nærmest systematisk obstruerer årsagsfornøjelsen – altså den fornøjelse, der er forbundet med at være årsag til noget godt i verden. Lærernes arbejdstid er blevet såkaldt normaliseret, og deres historiske autonomi er ædt op af en ledelsestænkning, hvor det stålfast hævdes, at der kommer bedre undervisning ud af, at ledelsen bestemmer mere end lærerne.

Resultatet er ganske forventeligt: Lærerne trækker sig og lader ledelsen træffe beslutningerne, som de så prøver at få det bedste ud af i klasselokalerne – det var i hvert fald, hvad jeg selv gjorde på universitetet.

Vi forsøger nu at overleve i en verden, der kunne være et paradis, som i stedet har udartet sig til et styringsregime, hvor vi halser efter lærerplaner og vilkårlige politisk bestemte mål. Det har ført til et arbejdsliv, som vi hykler os igennem. Vi siger alle de rigtige ting til forældrene og til MUS-samtalerne, men inderst inde ved vi godt, at der i virkeligheden ikke er ressourcer til at håndtere de komplekse problemer, vi står med i hverdagen.

Vi er blevet en slags umælende pædagogiske lønarbejdere, der forsøger at overleve i et arbejdsliv, hvor vilkårene for at gøre noget godt er markant forringet.

På den måde er arbejde som rosenkål. Hvis du overkoger det, har du forvandlet en delikat spise til en ildelugtende substans, som kun folk med stor viljestyrke kan få ned. På det moderne arbejdsmarked er vi i fuld gang med at udkoge vores rosenkål: Vi pøser vores organisationer til med pseudoarbejde, destruktive styringssystemer og en forestilling om, at hvis der er problemer, er det vores egen skyld.

Begræns lederens rolle

I modsætning til hvad mange tror, er hierarkiske organisationer i virkeligheden dybt ineffektive. Hierarkier udarter sig oftest til feudallignende systemer, der ikke handler om effektivitet, men om at distribuere ressourcer rundt blandt netværket af ledere, mellemledere og konsulenter, så systemet som sådan kan opretholdes. I den logik bliver undervisning nærmest en eftertanke. På universitetet, hvor jeg henslæbte op mod 20 år af mit liv, blev der ansat små hære af administrativt personale, som blev sat til at lave alle mulige ligegyldige ting – de skulle for eksempel kontrollere og styre underviserne – med det resultat, at jeg til sidst stod i undervisningslokalet uden rigtigt at vide hvorfor.

Vi fået skabt et monster af et arbejdsmarked uden egentlig at være klar over det. Her er organisationerne designet til at skrabe så mange midler som muligt til sig for derefter at absorbere dem ved at opfinde totalt meningsløst arbejde. Og når politikerne så begynder at snakke om afbureaukratisering, har vi en meget stærk tradition for, at der skæres hos dem, der rent faktisk laver meningsfuldt arbejde, for eksempel skolelærerne.

Mine bedste tre bud på, hvordan der kan skabes et mere meningsfuldt arbejdsliv i folkeskolen, er meget simple:

• Begræns lederens magt
• Uddeleger bestemmelsesretten til lærerne
• Sørg for at lederens rolle begrænser sig til at beskytte lærerne mod utidig politisk og administrativ indblanding

Det vil skabe fornyet energi, dirigere ressourcerne de rigtige steder hen og skabe større arbejdsglæde.

Nikolaj Kure er forfatter til bogen ’Rosenkålsreglementet’, der netop er udkommet på Gads Forlag. Den handler om krisen i vores arbejdsliv, og hvordan vi kommer ud af den.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk